Prøv avisen

Stor CNN-måling: Antisemitisme er udbredt i EU

Over en fjerdedel af de europæere, som deltog i CNN's undersøgelse, mener, at jøder har for meget indflydelse i forretningslivet og i finansverdenen. Næsten en ud af fire mener, at jøder har for megen indflydelse på konflikter og krige i verden. Foto: Kacper Pempel/Reuters

Over 25 procent af europæerne mener, at jøder har for stor indflydelse i finansverdenen.

Anti-semitiske stereotyper er i live og trives i Europa, mens mindelserne om Holocaust fortoner sig mere og mere. Det viser en undersøgelse foretaget af den amerikanske tv-station CNN.

Over en fjerdedel af de europæere, som deltog i undersøgelsen, mener, at jøder har for meget indflydelse i forretningslivet og i finansverdenen. Næsten en ud af fire mener, at jøder har for megen indflydelse på konflikter og krige i verden.

En ud af fem mener, at jøder har for meget indflydelse i medierne, og den samme andel mener, at de har for meget indflydelse på politik.

Samtidig viser undersøgelsen, at en tredjedel af europæerne kun ved lidt eller ingenting om Holocaust - massedrabet på over seks millioner jøder under Adolf Hitlers nazistiske regime i 1930'erne og 1940'erne.

Undersøgelsen er udført af meningsmålingsinstituttet ComRes for CNN. Over 7000 europæere har deltaget i undersøgelsen. Deltagerne fordeler sig med omkring 1000 i hver af landene Østrig, Frankrig, Tyskland, Storbritannien, Ungarn, Polen og Sverige.

I Østrig - landet, hvor Hitler blev født - svarer 12 procent af unge, at de aldrig har hørt om Holocaust. Det er også i Østrig, at det største antal medvirkende svarer, at de "kun ved lidt om Holocaust". Fire ud af ti østrigere svarer sådan.

Et mindre, men klart flertal, af europæerne - 54 procent - siger, at Israel har ret til at eksistere som jødisk stat. Omkring en tredjedel af de adspurgte mener, at kritik af Israel har en tendens til være motiveret af antisemitisme.

/ritzau/