Stor interesse for nyt holocaust-museum

Indvielsen af et nyt og større holocaust-museum i Jerusalem overværes i denne uge af flere end 40 statsledere

Centrum i det nye Holocaust Museum er den såkaldte navnehal med portrætter af cirka 600 jødiske holocaust-ofre. Seks millioner jøder døde under holocaust.
Centrum i det nye Holocaust Museum er den såkaldte navnehal med portrætter af cirka 600 jødiske holocaust-ofre. Seks millioner jøder døde under holocaust. . Foto: Scanpix.

Grunden til, at flere end 40 internationale ledere og toppolitikere, heriblandt statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), møder frem ved indvielsen af det nye Holocaust Museum i Jerusalem, er at finde i en stigende op-tagethed af tyskernes jødeforfølgelse.

Sådan tolker Israels præsident, Moshe Katzav, den store begivenhed, der finder sted i aften i Jerusalem.

"Lederne i den frie verden viser mere følsomhed over for holocaust end nogensinde før," mener Moshe Katzav.

Indvielsen af det nye Holocaust Museum skal sikre det oprindelige Holocaust Museum, Yad Vashems, eksistens og gøre Israel til den førende nation inden for forskning på området. Lignende museer er blevet indviet eller er under opførelse i en række andre storbyer.

Yad Vashem-museet i Jerusalem er blevet gradvist udvidet siden 1994 for næsten en milliard kroner. Indvielsen af det nye museum er sidste led i udvidelsen, der blandt andet omfatter oprettelsen af et internationalt studiecenter inden for holocaust. Museet i Jerusalem har også overført sit arkiv til computere og gjort sine databaser tilgængelige på internettet.

Israel opfatter også indvielsen af museet som særdeles vigtig i lyset af det stigende antal af angreb mod jøder i Europa og Rusland i løbet af de seneste år.

"Det høje antal statsledere er ikke kun kommet for at udvise solidaritet med Israel, men også for at stå sammen i kampen mod antisemitisme," understreger Katzav.

Tysklands præsident, Horst Kohler, sendte i går et telegram til sin israelske partner med en meget entydig meddelelse: Tyskland vil fortsætte med at bekæmpe antisemitisme, højreekstremisme og racisme.