”Alle knuder kan løsnes op, hvis blot man tænker sig godt om og giver tingene tid.”
Det råd fik jeg engang af en engelsk ven, som gjorde sig i fluefiskeri. Jeg mindes disse ord nu i tiden efter den britiske Brexit-folkeafstemning, hvor mange i EU – men ikke i Storbritannien – har travlt med at gøre skilsmissen til virkelighed. Jeg genkalder mig også juni 1992, da et lille flertal af de danske vælgere afviste Maastricht-traktaten ved en folkeafstemning, der ikke lader den britiske fra for nylig meget efter.
Hvilken lære kan vi da drage af begivenhederne i 1992? Det er i alt fald helt sikkert, at en forhastet proces vil føre til resultater, der hverken tjener Storbritannien eller unionen. Vi bør ikke jage beslutninger igennem og ej heller klandre hverandre. Hastværk er som bekendt lastværk. De europæiske og britiske beslutningstagere bør lade alle Brexits konsekvenser synke ind for alvor og først derefter påbegynde arbejdet med at få det bedste ud af en meget svær situa-tion.
Den danske afstemning i 1992 rystede Europa. Danmark var en af de 12 stater, som stemte om Maastricht-traktaten, der havde økonomisk og monetær sammensmeltning af Europa som sit sigte. De andre 11 lande var ivrige efter at komme videre med arbejdet og forberede EU på de nye tider efter den kolde krigs afslutning.
Dagen efter at de danske vælgere afviste traktaten, mødtes udenrigsministrene for alle 12 lande med kommissionsformand Jacques Delors for at drøfte den rette respons. Alle parter var enige om, at en genforhandling af traktaten var umulig, fordi det ville åbne en Pandoras æske med krav fra alle sider. Nogle af parterne ville gerne i gang med processen, hvori de 11 lande, som stemte for, kunne danne ”et nyt EU”. Var den plan blevet fulgt, ville Danmark reelt være røget ud af EU.
Jeg var en del af disse forhandlinger og bad mine kolleger om tålmod og tid til at overveje situationen hjemme i Danmark. Jeg anede ikke, hvad vi skulle gøre, men jeg var overbevist om, at vi kunne finde en fredsommelig løsning på konfrontationen, hvis blot vi fik tid og manøvrerum.
Til sidst nåede vi frem til en aftale, ifølge hvilken danskerne fik lov til at genoverveje traktaten i et mere begrænset omfang. Danmark fik mulighed for at fravælge visse af traktatens samarbejder på en måde, der ikke hindrede resten af EU i at fortsætte som planlagt.
Nemt var det ikke, for den danske enegang blev jævnt væk betragtet som et brud med unionens tilsigtede modus operandis. Vi fik den danske kattelem: Skønt Danmark havde fravalgt nogle af traktatens elementer, stod det danskerne frit for at tilvælge hele traktaten senere, hvis de ønskede det.
Aftalen blev indgået på EU-topmødet i Edinburgh i december 1992 med hjælp fra den britiske premierminister, John Major, og den tyske forbundskansler, Helmut Kohl. Ved en ny folkeafstemning i maj året efter stemte danskerne med solidt flertal for et mere begrænset arrangement. Danmarks svækkede medlemskab har været en klods om benet på landet lige siden.
Så der er nogle grundlæggende forskelle på den danske situation dengang og tingenes tilstand i Storbritannien i dag. For eksempel havde briterne allerede sikret sig en række fravalg af fælleseuropæiske regler – og det er faktisk det, Brexit-afstemningen handlede om, skønt dette faktum blev løbet over ende af ”Leave”-lejrens afsporede retorik op til folkeafstemningen.
Ikke desto mindre understreger den danske erfaring vigtigheden af at ”tænke sig godt om og give tingene tid”, når politiske hårdknuder skal løsnes. For vi kan ikke vide i dag, hvordan situationen ser ud sidst på året – eller bare næste måned.
Måske vil fornyet pres på Europas grænser omsider få alle unionens medlemsstater til at samles om en løsning på migrationen. Og måske vil det britiske flertal for en Brexit blotlægge et større krav om ændrede praksisser såsom arbejdskraftens helt frie bevægelighed og alt, hvad det fører med sig. Uanset hvad vil EU’s ledere snart opdage, at de ikke bare kan fortsætte, som om intet var hændt, medmindre de vil risikere exit-afstemninger i andre medlemslande.
Med tiden vil Brexits enorme omkostninger for det britiske samfund blive åbenlyse og give eftertanke til enhver, som overvejer at følge i Storbritanniens fodspor. Når det engang sker, ville det virkelig være en tragedie, om det, der blev påbegyndt af ekstremisterne i vor midte, ikke kan blive gjort om af mere fornuftigt indstillede mennesker. Jeg krydser fingre i håbet om at se besindigt og tålmodigt statsmandssnilde udøvet af dem, der har modet og anstændigheden til at tage handsken op og bære faklen videre.