Storbritannien vil slå ned på unges forbrug af puff bars

Rishi Sunak ventes mandag at uddybe nye planer, der skal ramme de unge briters stigende forbrug af puff bars.

Puff bars er en slags e-cigaretter, som indeholder nikotin og er tilsat smagsstoffer. (Arkivfoto).
Puff bars er en slags e-cigaretter, som indeholder nikotin og er tilsat smagsstoffer. (Arkivfoto). Foto: Carl Recine/Reuters.

I Storbritannien er der lovgivning på vej, som skal forebygge, at puff bars bliver markedsført til børn samt forhindre salg til mindreårige.

Det skriver det britiske medie BBC.

Puff bars er en slags e-cigaretter, som indeholder nikotin og er tilsat smagsstoffer.

Tal fra en velgørenhedsorganisation med fokus på rygning og helbred peger på, at der er 7,6 procent af briter mellem 11 og 17 år, der regelmæssigt eller ved lejlighed ryger e-cigaretter.

Der er dermed sket en stigning fra 2020, hvor det drejede sig om 4,1 procent.

Forbuddet forventes at gælde på tværs af Storbritannien, melder regeringen ifølge mediet.

Premierminister Rishi Sunak ventes at uddybe den nye politik mandag, hvor han skal besøge en skole.

- Som enhver forældre eller lærer ved, er en af de mest bekymrende tendenser i øjeblikket stigningen i rygning af e-cigaretter blandt børn, og vi må handle, før det bliver til en epidemi, siger han i en udtalelse.

Det er i Storbritannien i forvejen ulovligt at sælge dem til personer under 18 år, men ifølge regeringen er puff bars alligevel en "nøgledrivkraft bag den alarmerende stigning i de unges forbrug".

Blandt andet skal det blive forbudt at sælge puff bars med smage, som er målrettet børn, og det vil blive påkrævet, at de produceres i en mere simpel og mindre iøjnefaldende indpakning.

Det står ikke klart, hvornår forbuddet vil blive indført.

Regeringen vil desuden have, at puff bars i butikker opbevares ude af syne for børn og væk fra andre produkter, som børn kunne tænkes at købe. Eksempelvis slik.

Der vil finde en offentlig høring sted for at afgøre, hvilke smage der skal forbydes. Blandt de børnevenlige puff bar-smage findes småkager, marmelade og forskellige energidrikke.

I Danmark er det i forvejen ulovligt at markedsføre puff bars.

/ritzau/