Stormagter advarer mod eskalerende vold i Libanon

Mange soldater er udkommanderet i Beirut, hvor ofre for sekterisk konflikt begraves fredag.

Mange soldater er udkommanderet i Beirut, hvor ofre for sekterisk konflikt begraves fredag. Flere stormagter udtrykker dyb bekymring over udviklingen i det kriseramte land.
Mange soldater er udkommanderet i Beirut, hvor ofre for sekterisk konflikt begraves fredag. Flere stormagter udtrykker dyb bekymring over udviklingen i det kriseramte land. Foto: Mohamed Azakir/Reuters.

Libanon begraver fredag seks mennesker, som blev dræbt under blodig uro, der har mindet libaneserne om landets langvarige og ødelæggende borgerkrig fra 1975 til 1990.

De seks blev dræbt og snesevis såret, da det torsdag kom til kaotisk vold mellem shiamuslimske og kristne grupper. Volden opstod i forbindelse med det retlige efterspil efter eksplosionskatastrofen i Beiruts havn sidste år.

Den voldsomme eksplosion i Beirut kostede over 200 mennesker livet og kvæstede flere tusinder. Eksplosionen jævnede store dele af Beirut med jorden.

Tragedien har ført til et vanskeligt opgør om landets politiske kultur.

Det skyldes, at det har været forbundet med enorme vanskeligheder at få placeret et ansvar for ulykken.

Flere stormagter udtrykker dyb bekymring over udviklingen i det kriseramte land.

Frankrig siger i en erklæring fredag, at Libanons retssystem må kunne arbejde uafhængigt, upartisk og uhindret med at opklare katastrofen.

- Befolkningen venter på, at alle forhold skal blive fuldt belyst. Den har ret til at kende sandheden, hedder det i en erklæring fra det franske udenrigsministerium.

Det har udløst ny sekterisk vold i Beirut, at dommeren Tarek Bitar ønsker at stævne flere shiamuslimske embedsmænd i sagen om eksplosionen.

En højreorienteret kristen gruppe anklages for at have skudt mod shiamuslimer under torsdagens demonstrationer, der var vendt mod dommeren.

Protesterne var organiseret af de store shiamuslimske grupper Amal og den militante gruppe Hizbollah.

Iran fordømmer fredag drabene og hævder, at skyderiet støttes af Israel.

Både FN og USA appellerede til alle parter om at udvise tilbageholdenhed.

Rusland udtrykker også "ekstrem bekymring" over udviklingen i landet og appellerer til alle om ikke at eskalere konflikterne.

Der er udkommanderet er stort antal soldater fra hæren forud for fredagens begravelser i Beirut og i det sydlige Libanon.

Libanesiske Styrker, der er kendt for sin modstand mod Hizbollah, fordømmer volden og siger, at det er Hizbollah selv, der i de seneste måneder har opildnet til vold.

Libanons nye premierminister, Najib Mikati, kæmper for at bevare roen. Mikati, som er Libanons rigeste mand, fik i september sin regering godkendt af parlamentet i Beirut.

/ritzau/AFP