Prøv avisen
Sikkerhedsanalyse

Stormagtsspillet om Venezuela indvarsler ny verdensorden

Rusland står til et stort tab ved et præsidentskifte, hvor en præsident Guaidó givetvis ikke vil leve op til Maduros forpligtelser over for Moskva.

USA og Rusland har hver deres interesser i det kriseramte sydamerikanske land, hvor de støtter de stridende parter, men kun til et vist punkt

Det intense opgør mellem Venezuelas siddende præsident, Nicolás Maduro, og den selverklærede præsident Juan Guaidó, der anerkendes som legitim præsident af flere end 50 lande, heriblandt Danmark, kan blive opskriften på, hvordan USA, Rusland og Kina etablerer en verdensorden baseret på de tre magters interessesfære.

Den 1. maj i år sagde John Bolton, national sikkerhedsrådgiver for USA’s præsident Donald Trump, om det russiske engagement i Venezuela, at ”dette er vores halvkugle – det er ikke et sted, hvor russerne burde blande sig”. Det var på ingen måde en fortalelse. I ugerne forinden havde rådgivere fra Det Hvide Hus været i Moskva og skåret den pointe klart ud.

I sidste uge blev næstformanden for parlamentet, Guaidó-støtten Edgar Zambrano, anholdt af myndighederne i den første politisk motiverede anholdelse af et parlamentsmedlem i den tilspidsede strid, der brød ud i januar, da parlamentsformand Guaidó udråbte sig til præsident. Zambrano skal nu sammen med seks andre parlamentsmedlemmer forsvare sig i en sag ved Venezuelas højesteret for deltagelse i et forsøg på at organisere et militærkup mod Maduro. De har alle fået ophævet deres parlamentariske immunitet, og anholdelsen har mødt hård kritik af alle vestlige lande for forfatningsbrud. Guaidó taler om et statskup, og andre parlamentsmedlemmer fra oppositionen har søgt tilflugt på ambassader i Venezuelas hovedstad, Caracas.

Dog har ingen banket på den russiske ambassades dør. Den 23. marts landede to russiske militære transportfly i Caracas med 100 mand om bord og omtrent 35 tons militært udstyr. Det ledte med det samme tankerne hen på de ”små grønne mænd”, der i 2015 igangsatte Ruslands annektering af Krim-halvøen, krigen i Østukraine samme år samt den russiske luftkampagne i Syrien i 2016, der reddede præsident Bashar al- Assad fra at blive styrtet.

Var Ruslands plan nu at gøre det samme for Maduro? USA protesterede prompte via udenrigsminister Mike Pompeo til den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, for upassende indblanding.

Siden Venezuelas afdøde og stærkt USA-kritiske præsident Hugo Chávez kom til magten i 1999, har Rusland og Venezuela været nære allierede. Ikke kun kritikken af USA har bundet de to lande sammen. Også fælles olie- interesser og Venezuelas behov for international finansiering har skabt tætte bånd.

Den russiske analyse af USA’s position i Venezuela er, at præsident Donald Trump personligt har talt behovet for en udenrigspolitisk sejr i Venezuela op, men at USA samtidigt ikke ønsker en militær invasion. John Bolton leverede med sine ord om USA’s interessesfære et kodeord. Der er tale om den gamle Monroe-doktrin, som den tidligere præsident James Monroe lagde navn til i 1823 om, at ”The Americas”, Nord-, Mellem- og Sydamerika, er USA’s privilegerede interessesfære, hvor de europæiske stater skulle holde sig uden for indflydelse. Det er præcis den doktrin, som Rusland har over for de tidligere sovjetrepublikker bortset fra de baltiske lande.

Rusland har store olieinvesteringer i Venezuela, Kina er Venezuelas største långiver, men Rusland kommer pænt efter – de russiske interesser i Venezuela er ikke kun geo-politiske. Rusland står til et stort tab ved et præsidentskifte, hvor en præsident Guaidó givetvis ikke vil leve op til Maduros forpligtelser over for Moskva.

De russiske styrker er ikke i Venezuela for at lave det job, de udførte i Ukraine eller i Syrien. De er der som en forhandlingsbrik. USA ønsker en sejr i Venezuela, men ikke krig, vurderer man i Kreml. Og da Pompeo og Lavrov i går mødtes i Sotji, understregede den amerikanske udenrigsminister, at ”jeg er her i dag, fordi præsident Donald Trump ønsker at forbedre forholdet til Rusland.”

Åbningen af ”legitime interessesfærer for verdens tre stormagter – USA, Kina og Rusland – er vand på Kremls mølle.

Præsident Maduro sidder ikke på et ubetinget mandat fra Kreml, han er til salg. Får Rusland tilstrækkelige garantier for sine økonomiske interesser i Venezuela – og endnu vigtigere – en ”deal”, en aftale, med USA, hvor USA får en sejr i Venezuela og Rusland til gengæld får indrømmelser i forhold til Ukraine, Georgien og Centralasien, det post-sovjettiske rum, så ser man sådan på det i Kreml, at Rusland endegyldigt har gjort op med USA’s rolle som hegemonistisk magt i det internationale system. Og at USA, Kina og Rusland så er på bølgelængde i en verden, der fremover er styret netop af de tre magters krav på privilegerede interessesfærer i deres nærområder. Det vil ikke ophæve den regelbaserede verdensorden, men underordne den de stores ret.

Jens Worning er tidligere dansk generalkonsul i Sankt Petersborg og direktør i kommunikationsbureauet Policy Group. Han analyserer international sikkerhedspolitik samt russisk politik og dens følger i Kristeligt Dagblad.