Straffedomstol er blevet europæernes domstol over Afrika

BILLEDSERIE Den Internationale Straffedomstol, ICC, fejrer i år 10-års jubilæum. Men domstolen lider af, at alle sager indtil videre er kommet fra Afrika, mener Sophia Akuffo, ghanesisk højesteretsdommer og vicepræsident for Den Afrikanske Domstol for Menneskerettigheder

Siden Den Internationale Straffedomstol, ICC, blev etableret, har alle tiltalte været fra Afrika. I alt er 28 personer tiltalt, og den første dom faldt i marts i år, da Thomas Lubanga Dyilo fra Den Demokratiske Republik Congo blev kendt skyldig i krigsforbrydelser. – Foto: Evert-Jan DanielsReuters.

Det smager lidt af gammeldags imperialisme, når afrikanere bliver sat på anklagebænken ved Den Internationale Straffedomstol, ICC, i den hollandske by Haag.

Budskabet kommer fra Sophia Akuffo. Hun er højesteretsdommer i Ghana og vicepræsident for Den Afrikanske Menneskerettig-heds- og Folkeretsdomstol.

LÆS OGSÅ: Libyen tilbageholder straffedomstols folk

Kristeligt Dagblad talte med hende i forbindelse med en international konference i London, som markerede, at det nu er 10 år siden, at domstolen i Haag blev oprettet.

ICC skal ikke forveksles med Den Internationale Domstol, der er FNs gammelkendte domstol og typisk bruges til territoriale tvister mellem lande, og som ligeledes holder til i Haag. I samme by findes også to andre sær-tribunaler, der blev oprettet før ICCs tid, og som skal dømme krigsforbrydere fra det tidligere Jugoslavien og fra Sierra Leone. I april kendte sidstnævnte Sierra Leones tidligere præsident Charles Taylor skyldig i krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, og i sidste uge blev straffen udmålt til 50 års fængsel.

Men ellers er det sådan, at alle forbrydelser mod menneskeheden, folkedrab og krigsforbrydelser begået efter 2002 skal behandles ved ICC, som trådte i kraft samme år i kølvandet på vedtagelsen af den internationale Rom-statut fra 1998, og domstolen kan gribe ind, hvis nationale domstole ikke selv kan eller vil tage affære.

Hidtil har alle sager ved domstolen handlet om Afrika, hvor personer fra Uganda, Den Demokratiske Republik Congo, Sudan, Kenya, Elfenbenskysten, Libyen og Rwanda er sat på anklagebænken.

Dermed lider domstolen af en skrævvridning, mener Sophia Akuffo.

Det var ikke meningen, at det skulle være europæernes domstol over Afrika. Men det er sådan, det er endt. Selvom der er andre steder i verden, hvor der sker forbrydelser, som er brud på de internationale love, siger hun.

Ifølge hende er der andre lande, statsledere og situationer uden for det afrikanske kontinent, hvor der er klare paralleller til nogle af de sager, hvor domstolen har rejst tiltale mod afrikanere.

Vi kan se folkemord, krigsforbrydelser og alvorlige overtrædelser af international lov. Det er alle anklager, som kan rejses mod nuværende eller tidligere statsoverhoveder fra lande uden for Afrika. Der er folk, som med rette kan blive stillet for retten, men hvor det ikke er sket, siger hun dog uden at gå i detaljer.

Højesteretsdommer Sophia Akuffo er en af de højest profilerede kvindelige dommere på det afrikanske kontinent. På konferencen i London leder hun blandt andet en debat om, hvorvidt det reelt er Afrika, der er sat på anklagebænken. Men det betyder ikke, at alt fra ICC bliver kritiseret. Tværtimod har domstolen været med til at fremme budskabet om retfærdighed.

Det bedste er, at der ikke længere er straffrihed for nogle, men at alle uanset titel kan blive stillet til ansvar gennem enten ICC eller nogle af de andre internationale domstole. Vi har nu noget, som vi kan kalde en international kriminalret, siger hun.

Men når det er sagt, er hun også kritisk over for profilen af de hidtidige sager ved ICC.

En af de store fejl er, og her taler jeg som afrikaner: Hvordan kan det være, at det kun er afrikanere, der er blevet retsforfulgt ved straffedomstolen?, siger hun med et skarpt blik gennem de guldindfattede briller.

Hendes kritik handler ikke kun om, at andre statsledere og lande fra andre kontinenter endnu ikke er stillet for domstolen. Den handler lige så meget om den stærke symbolske værdi, det ville have, hvis afrikanske forbrydere mod menneskeheden skulle stå til ansvar for en domstol i Afrika.

Hvor mange i Afrika følger med i, hvad der skete med Charles Taylor? Jeg tror, at blot synet af en tidligere en statsleder eller anden stor kanon, der bliver stillet for retten på afrikansk jord, vil have en stor symbolværdi, siger Sophia Akuffo, der mener, at det ville have en større afskrækkende effekt på de nuværende afrikanske ledere, hvis domstolen lå på afrikansk jord.

For at have den afskrækkende effekt skal så mange mennesker som muligt være bevidste om, hvad der sker om at det er en reel mulighed. Og i den sammenhæng ligger Haag langt væk, siger Sophia Akuffo.

Hun mener videre, at det er med til at skabe forvirring, at domstolen ligger i Haag, hvorfor folk blander straffedomstolen sammen med FNs internationale domstol og de særlige krigsforbryderdomstole.

Men det er ikke kun det geografiske, men også spørgsmålet om ejerskab. Det vil have en bedre psykologisk effekt, hvis man ser afrikanere blive stillet for en domstol med afrikanske dommere. Det bryder myter ned og viser, at de mennesker ikke er urørlige, og at det ikke kun er hvide ansigter, der kan røre de personer, fremhæver Sophia Akuffo, der dog samtidig erkender, at der er en del afrikanske dommere på plads ved ICC i Haag.

Alligevel er det ikke helt nok.

Domstolen ville have et bedre ry i Afrika, hvis det havde set ud, som om domstolen var mere åben og mere villig til at forholde sig til alle, som falder inden for de kategorier, der er under dens jurisdiktion. Nu ser det ud til, at de er selektive, og at det er sager fra Afrika, de vælger, og ikke fra europæiske eller andre lande, siger Sophia Akuffo.

Indtrykket bliver forstærket af det politiske pres, der så tydeligt bliver pålagt den domstol. Det pres kommer ikke fra Afrika, men fra Vesten, siger hun.

Ironien er, at hun er rejst til London og Europa for at tale for, at afrikanske krigsforbrydere bliver stillet til ansvar på deres eget kontinent. Men det er samtidig et billede på, at den letteste måde at rejse mellem afrikanske lande på ofte går via Europa. Flyruter mellem de afrikanske lande er begrænsende, hvorimod de fleste hovedstæder har direkte forbindelse til byer som London, Paris eller Frankfurt.

Den Internationale Straffedomstol trådte i kraft for 10 år siden, da det nødvendige minimum på 60 lande havde ratificeret Rom-statutten, der var blevet vedtaget fire år tidligere. Store lande som Kina og Indien har ikke tiltrådt aftalen om domstolen. Rusland har underskrevet aftalen, men ikke ratificeret den, mens lande som USA, Israel og Sudan har trukket deres ratificering tilbage, så statsborgere fra disse lande ikke umiddelbart kan stilles for domstolen.

Sophia Akuffo fremhæver som positivt, at de fleste lande, der har ratificeret traktaten, kommer fra Afrika. Det viser faktisk en politisk opbakning hos en del afrikanske ledere, mens andre afrikanske lande med problemer med menneskerettighederne og krigsforbrydelser holder igen med deres underskrift.

Det er nok sådan, at de lande som fører en undertrykkende politik ikke er tilbøjelige til at underskrive deklarationen, konstaterer hun.

Men hun fremhæver, at FNs Sikkerhedsråd har magt til at sende sager til Den Internationale Straffedomstol. Hun ser dog også gerne, at den magt sendes videre til Den Afrikanske Union og dermed til Den Afrikanske Menneskerettigheds- og Folkeretsdomstol.

Hvad holder Afrika tilbage fra at sikre, at når man er medlem af Den Afrikanske Union, så skal man leve op til visse betingelser og stå til ansvar?, lyder spørgsmålet. Hun henviser til, at alle afrikanske lande undtagen Marokko er medlem af unionen, og at statsoverhovederne mødes to gange om året.

Sophia Akuffo har været dommer ved Den Afrikanske Menneskerettigheds- og Folkeretsdomstol, siden den blev stiftet i 2006. Hun er i dag vicepræsident for domstolen, og hendes mandat udløber i 2014. Domstolen træder sammen to uger hver tredje måned, og det er kun retspræsidenten og det administrative personale, der er ved domstolen i Gambia på fuld tid.

Domstolen har i dag ikke mandat til selv at rejse kriminelle sager, men der er et internt pres i Den Afrikanske Union for at udvide mandatet.

Der er alvorlige overvejelser i gang om at udvide den eksisterende afrikanske ret, så vi også behandler brud på internationale love i et tredje kammer for internatonale forbrydelser, og så det ikke længere er nødvendigt at hive alle foran ICC i Haag, siger Sophia Akuffo, som samtidig medgiver, at selv udvidede beføjelser ikke helt kan fjerne behovet for ICC.

Hun understeger gentagne gange, at hun ikke vil blande sig i den politiske debat om, hvornår nogen skal stilles for en international domstol.

Jeg er dommer. Så jeg ser på loven og fakta. Hver gang en person bliver sat på anklagebænken, så er retfærdigheden på arbejde. Og når tiltalte frikendes, så er det også retfærdigheden, der sker fyldest, siger hun med tilføjelsen, at det kræver flere internationale retssager, før budskabet synker ind.

Og at der er et behov for, at det internationale samfund tager fat i krigsforbrydere og tidligere og nuværende statsoverhoveder, som gennem deres styre har forbrudt sig mod menneskeheden, og at de forbrydelser også finder sted uden for det afrikanske kontinent.

Sophia Akuffo har siden 1995 være højesteretsdommer i hjemlandet, Ghana. Hun blev i 2006 udnævnt til dommer ved den tværnationale Afrikanske Menneskerettigheds- og Folkeretsdomstol, hvor hun i dag er vicepræsident. Domstolen holder til i Banjul i Gambia. Hendes mandat udløber i 2014.

Sophia Akuffo er er forfatter til en række juridiske lærebøger og medlem af en række bestyrelser.Den Internationale Straffe-domstol (ICC International Criminal Court) blev etableret på en konference i Rom i 1998, hvor 120 lande blev enige om at oprette en international domstol, der kan retsforfølge personer, som har begået alvorlige forbrydelser som folkedrab, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.