Prøv avisen

Streng kontrol med kristne fejler

Fotobyline:Tegning: Peter M. Jensen

Det kinesiske regime vil kontrollere kristne, men strategien har stik modsatte effekt: Præster og kirkegængere i statskirken søger til de ulovlige undergrundskirker

Kina forsøger, men kan ikke holde styr på sine kristne. Siden 1982 har landet haft begrænset religionsfrihed, og det betyder for landets stadig stigende antal kristne, at de har mulighed for på lovlig vis at forsamles og dyrke deres tro i statsgodkendte kirkebygninger.

Til gengæld registrerer det kinesiske styre alle, der døbes, hvor og hvor mange kirkebygninger der må være, og bestemmer, hvem der kan blive præst.

BILLEDSERIE:Kinas kristne i skjul

Styret vil sikre, at kirkerne ikke bliver politiske og modsætter sig statsmagten, ligesom det vil forebygge kultdannelser, som Kina har en lang og uhyggelig tradition for.

Men under en tredjedel af Kinas over 80 millioner kristne praktiserer deres tro i landets lovlige såkaldte Tre-selv-bevægelse. Det store flertal kommer i ulovlige undergrundskirker, hvor de risikerer fængsel eller bødestraf. Styrets strategi fejler.

Det er der flere gode grunde til.

Historisk og teologisk har der været store skel mellem de lovlige og ulovlige kirker. Ulovlige kirker har opfattet de statsgodkendte kirkegængere som kommunister først, kristne dernæst, og sådan opfatter nogle illegale kristne stadig statskirken. Omvendt har lovlige kirker opfattet de ulovlige som både en konkurrencemæssig trussel og landsskadelig virksomhed.

Der ses skævt på uofficielle kirker, fordi de ikke har statens godkendelse. I Kina er staten moralens vogter, siger den dansk-amerikanske samfundsforsker Carsten Vala fra Loyola-universitetet i delstaten Maryland.

Og moralens vogter tager sin rolle alvorligt, fortsætter han:

Ved at registrere grupper af troende og holde kontrol med uddannelsen af de præster, der skal lede dem, håber partiet at kunne gøre indvirkning på kirkerne og kristnes tro.

Carsten Vala har i en årrække lavet feltstudier blandt Kinas kristne, og han peger på, at det kinesiske styres plan om at påvirke præsternes teologi og partiloyalitet kræver, at der bliver uddannet præster nok fra de statslige præsteseminarer.

Det gør der mildt sagt ikke. For eksempel i kystprovinsen Jiangsu var der i slutningen af 1995 98 præster i den protestantiske kirke til at tage sig af knap en million på kirkebænkene.

I indlandsprovinsen Henan: 111 præster til 5 millioner troende i 2003.

I Heilongjiang-provinsen i nordøst i 2003: 34 præster til 600.000 protestanter eller én præst pr. 17.600 kirkegængere i den registrerede kirke.

Tallene er af ældre dato, fordi troværdig statistik over troende ikke er nogen nem sag at opdrive i Kina, men de taler et tydeligt sprog, der kan opsummeres i et enkelt ord: Præstemangel. Efterfulgt af et udråbstegn.

Alligevel begrænser staten antallet af uddannede præster ved for eksempel kun at yde finansiel støtte til 24 protestantiske præsteseminarer (sammenlignet med 43 præsteseminarer for 60 år siden, da antallet af protestanter i Kina var under to procent af, hvad det er i dag). Og budgettet er så stramt, at der stort set kun kan undervises i ret basal kristendom ved siden af religionspolitik.

Optagelsesprøven eller prøvelserne er så tung en affære, at mange end ikke vil gøre forsøget.

Både før og efter præsteuddannelsen foretager Kinas Bureau for Religiøse Anliggender et grundigt baggrundstjek af de studerende og vælger de mest politisk loyale kandidater. Med så mange kandidater kan bureauet være yderst selektivt. Nogle vælges fra, fordi de ikke klarer den teologiske optagelsesprøve, andre, fordi de tidligere har været arresteret eller sat i forbindelse med uregistrerede menigheder.

Alder spiller også en rolle: Gennemsnitsalderen blandt kristne er 50 år, men kun 18-24-årige kan optages. Jo yngre de studerende er, jo lettere påvirkelige er man, er antagelsen, mener Carsten Vala.

Og præsterne presses ikke kun oppefra. Nogle skal ligefrem have deres prædikener godkendt, før de kan læse dem op. De presses også nedefra. Fordi de har så kæmpe menigheder. De bliver managere i stedet for præster. Hyrderne kender ikke deres får, fordi der er for mange får, siger Carsten Vala.

Partiet forsøger nemlig også at styre ved at holde antallet af kirkebygninger nede.

Indimellem bygges store, imponerende kirker, der skal tiltrække turister og give god presse. Men for det meste er alt for mange mennesker klemt inde på alt for lidt plads, siger Carsten Vala. For eksempel i den nordøstlige by Heilun, hvor der i disse dage bygges en ny kirke. Den skal huse 3000 hver søndag.

I forsøget på at kontrollere kirken knytter Kina næven så stramt om ellers lovlydige kristendomsinteresserede, at de glider ud mellem fingrene på statsmagten. Det er den klare konsekvens af strategien.

Fordi styret vil kontrollere hvem og hvordan, man bliver præst, har staten skabt en flaskehals, der får kristne med lederskabsambitioner til at søge over i ulovlige bibelskoler. Ifølge David Aikman, ph.d. i kinesisk historie og Østasien-redaktør for Time Magazine igennem 23 år, er der i dag langt flere uregistrerede bibelskoler, end der er statssanktionerede præsteseminarer. Han sætter i bogen Jesus in Beijing tallet til mindst 1000 hemmelige skoler. De skoler har i reglen et mere simpelt pensum, færre bøger, dårligere uddannede lærere og oplærer folk til husmenighedspræster på et år i stedet for de tre år, man skal igennem officielt.

Og det har konsekvenser for kirkeledernes kunnen. For eksempel har Carsten Vala mødt en bondekone med så lidt formel uddannelse, at hun må stave sig igennem Bibelen. Alligevel har hun et netværk på over 200 ulovlige undergrundskirker og et bibeltræningscenter.

Fordi behovet er der, siger Carsten Vala.

Hollandske Arend Feitsma fra missionsorganisationen China Impact træner i hemmelighed ledere for undergrundkirkerne. Han driver tre skoler og har personligt undervist over 300 kinesere, som både kommer fra lovlige og ulovlige kirker.

Han bekræfter, at registerede kirker rækker ud efter de ulovlige kirkesamfunds alternative uddannelser og deres dimittender måske bare i mangel på bedre. Og derfor opstår uformelle alliancer mellem registrerede og ikke-registrerede kirker, som i stigende grad bakker hinanden op og sender hinandens folk i hverandres træningsprogrammer.

Mens manglen på veluddannede præster har betydning for kvaliteten af undervisningen i såvel lovlige som ulovlige kirker, har manglen på kirkebygninger og plads betydning for det, mange forbinder med det væsentligste i kristendommen: fællesskabet.

Som kirkegænger i statskirken er man nogle steder henvist til at sidde passivt og lytte i en stor skare. I de ulovlige kirker, derimod, er der sjældent flere end 30 mennesker samlet ad gangen, og det giver helt andre muligheder for at ytre sig, spørge og lære hinanden og lederen at kende. Det gør husmenighederne tiltrækkende. Derfor gør stadig flere registrerede kristne det, at de kommer i kirken om søndagen og deltager i en ulovlig husmenighed i løbet af ugen, siger Carsten Vala.

De historiske skel mellem lovlige og ulovlige kirker fastholdes fra styrets side, men på græsrodsniveau er skellene så småt ved at ophæves, fordi begge kirker mangler lærere og åndelig føde. Nogle steder er der stadig splid kirkerne imellem, men i stigende grad er Kinas kristne begyndt at tale sammen.

Udviklingen ser endda ud til at fortsætte. Hvert år bliver der mellem 10 og 16 procent flere kristne i Kina, men stadig vil kun en tredjedel af dem vælge statskirken frem for en illegal husmenighed, mener eksperterne.

Og det er ikke kun, fordi styrets kontrol med statskirkens kristne til tider går over gevind. Det er også, fordi styret i stadig mindre grad forfølger de kristne, der vælger at ty til alternativet, de ulovlige husmenigheder og undergrundskirker.

Arrestationer (og det, der er værre) af kristne forekommer stadig, men meget sjældnere end for bare 10 eller 20 år siden, siger Arend Feitsma.

Med andre ord: Mens styret bliver ved at klemme grebet om statskirken så meget, at kristne presses ud mellem revnerne, er det i dag nemmere end nogensinde før for de kristne at finde alternativer.

Styret har ikke styr på de kristne.

schou@k.dk