Når det meste af USA hver søndag valfarter til amerikansk fodbold, står den på heppepiger, hotdogs og hyldest til spillerne på banen. Men efter præsident Trumps opfordring til at fyre de fortrinsvis sorte spillere, der knæler under nationalsangen, står den også på en ophedet debat blandt amerikanske sportsfans om, hvad det vil sige at elske sit fædreland.
Intet sted raser debatten mere end på det store stadion i Baltimore. Hele byens hold, Baltimore Ravens, valgte at knæle forud for sæsonens første kamp i USA’s National Football League (NFL) i protest mod, at Trump var gået voldsomt til angreb på de få sorte spillere, der inden da havde nægtet at rejse sig under nationalsangen.
Det er faldet mange af holdets hvide fans for brystet.
”Jeg er her for at se fodbold og have det sjovt, ikke for at blive mindet om politik,” siger 59-årige Ruth Dawson, der er på vej til søndagens opgør mod ærkerivalerne fra Pittsburgh Steelers iklædt et amerikansk flag.
”Hvis det handler om at sende et budskab til Trump, så er det forkert at gøre det under nationalsangen, som symboliserer vores nations sammenhold. Jeg synes faktisk, det er skandaløst, at spillerne ikke forstår, at de repræsenterer vores by, når de træder ind på dette stadion. Og at vores nationalsang blev skrevet, da vores forfædre her i Baltimore sejrede over briterne netop ved at holde sammen,” siger hun.
Ruth Dawson forsvinder i sværmen af fans med lilla Ravens-trøjer, der bevæger sig målrettet mod indgangen. Midt i menneskemylderet tjekker Britney Shanelle, at hendes forældre har et godt tag i deres fireårige barnebarns hænder.
”Hayden blev født samme år, som Baltimore Ravens vandt Superbowl (sæsonfinalen i NFL, red.), så nu er det en familietradition at tage ham til en kamp hvert år. Det handler selvfølgelig om, at min søn lærer at elske vores hold. Men som sort mor vil jeg også gerne vise ham en sportsgren, hvor vi i den her ellers meget opdelte by samles på tværs af hudfarve og holdninger for at heppe sammen,” fortæller Britney Shanelle.
Ligesom mange andre sorte fodboldfans er hun frustreret over, at præsident Trump og store dele af fodboldligaens fanbase sætter spørgsmålstegn ved de knælende spilleres fædrelandskærlighed:
”De sorte spillere begyndte ikke at knæle for at vise foragt for det amerikanske flag eller dem, der har ofret deres liv for at forsvare det. De knælede for at gøre opmærksom på, at sorte stadig ikke bliver behandlet lige. Jeg er stolt over, at vores Ravens-spillere slutter deres røst til de mange stemmer her i byen, der ikke har den samme synlighed. Det er kun to år siden, at Freddie Gray døde bag i en politibil, og Baltimore eksploderede i protester.”
Mens Haydens mor og bedsteforældre finder deres pladser på tilskuerbænken, løber spillerne ind på banen. Flere fans buer højlydt, da alle spillere fra Baltimore Ravens knæler sammen i bøn, men tilråbene forstummer, da samtlige spillere rejser sig op under nationalsangen.
”Det er godt, at de ikke lader sig kue,” siger Britney Shanelle, mens sønnen Hayden vender hovedet mod himlen op mod formationen af militærfly, der suser over stadion efter nationalsangen.
”Vores lands historie er fuld af sorte stemmer, der er blevet tiet ihjel. De her spillere kæmper for, at min søn kan vokse op og føle, at nogen lytter, hvis han som sort mand gør sin stemme gældende.”
Et par pladser længere henne sidder 28-årige Jeremy Carpenter med sin kæreste. De er begge klædt i lilla trøjer med matchende plastikparykker, der flagrer i luften.
”Jeg bryder mig ikke om, at spillerne knæler. Det viser foragt for vores sang og flag og det militær, der beskytter vores måde at leve på her,” siger Jeremy Carpenter, der dog understreger, at han er en loyal fan.
”Jeg kunne aldrig finde på at boykotte en kamp eller brænde min Ravens-trøje, som nogle gør nu, hvor Trump har pustet til ilden med endnu en Twitter-krig og tvunget spillerne op i et hjørne.”
Jeremy Carpenter smiler til sin kæreste og tilføjer:
”Når vi får børn, skal de vide, hvor de hører til. En vigtig del af vores hjemstavn er denne bys fodboldhold. Spillerne stiller op hver søndag og spiller bold for os, så har vi bare at være der for dem gennem tykt og tyndt.”
Mens søndagens kamp udspiller sig inde på arenaen, står en enlig vagt uden for og holder øje med statuen af Baltimore Ravens’ største fodboldlegende, den sorte forsvarsspiller Ray Lewis.
Vrede fans har truet med at fjerne statuen, efter at Lewis under sæsonens første kamp sluttede sig til de knælende spillere for at bede en bøn.
Reginald Parker, der er 49 år og har brugt 25 år af sit liv i det amerikanske militær, rører ved statuens ene blankpudsede fod:
”Her er en mand, som først ændrede kurs i sit liv og bagefter viste vej gennem hårdt arbejde og ved at skabe sammenhold på og uden for fodboldbanen. Hvem kan tvivle på Lewis’ kærlighed til sit land?”.
Parker, der selv har tjent i to krige, ryster på hovedet ad de fans, som siger, at politik ikke hører til på en sportsarena.
”Har de glemt de knyttede sorte næver ved De Olympiske Lege i 1968 eller Muhammad Ali, der nu bliver betragtet som en patriotisk helt, fordi han kæmpede imod institutionaliseret racisme? Personligt har jeg tjent i militæret og er gået i krig for, at alle amerikanere uanset hudfarve, seksualitet og religion er fri til at knæle, når som helst de ønsker det,” siger Reginald Parker.
”Er der noget, vores flag står for, så er det frihed til, at vi kan ytre os. Og vores fædrelandssang hylder netop et land med frie og modige borgere. Jeg synes, det er patriotisk, at spillerne kæmper for at nå det endemål.”