Pilar Gutiérrez er kommet fem minutter for sent til messe. Nu holder hun i sin lille bil foran vagten ved indgangen og simrer af irritation:
”Vi er nødt til at vente i fem minutter. Og så siger de, at Franco var en diktator! Det her er jo det rene diktatur.”
Da vagten giver grønt lys, dukker det omkring 150 meter høje kors hurtigt frem bag nåletræerne. På klare dage kan man se det helt fra Madrid.
Knap er Pilar Gutiérrez løbet ind i dalens kirke, før systemet igen kommer på tværs. Bårebuketten af røde og gule blomster må ikke komme med ind. For hende er det endnu et bevis på, at omverdenen er ude på at lægge forhindringer mellem hende og den mand, som hun er kommet for at hylde. En mand, der står for et Spanien, som hun og medlemmerne af hendes organisation, Movimiento por España, ønsker at vende tilbage til. Til et samfund ”uden antidemokratiske love, angst og undertrykkelse” og et samlet Spanien ”uden 17 autonome regioner”.
For mere end 43 år siden døde Francisco Franco, Spaniens statschef fra borgerkrigens afslutning i 1939 og frem til sin død i 1975. Under borgerkrigen og hans efterfølgende diktatur led spaniere under tortur, blev frataget deres babyer, sendt i fængsel, og flere end 100.000 blev henrettet og smidt i massegrave over hele Spanien.
I dag på Francos dødsdag er kirken i De Faldnes Dal fyldt op. Det er efter alt at dømme sidste gang, at Pilar Gutiérrez og Francos andre støtter kan mindes ham på det sted, han har ligget begravet siden sin død. I juni sidste år lovede den nye socialistiske premierminister, Pedro Sánchez, at fjerne diktatoren fra dalen for at omdanne den til et ”forsoningens mindesmærke”, og i september godkendte et flertal i parlamentet planerne. Francos familie har forsøgt at forhale processen ad rettens vej, men uden succes. For nylig udtalte premierminister Sánchez, at udgravningens ”administrative procedure er i sin sidste fase”.
Efter messen samles kirkegængerne på pladsen udenfor. En kvinde strækker armen i den frankistiske hilsen, der til forveksling ligner Hitlers heilen. Hun vifter med flaget for Francos Spanien med den sorte ørn i midten, men bliver eskorteret væk af en civilgardist. Ytringer som hendes er forbudt ved lov, forklarer han. Intet sted i dalen må man hylde borgerkrigen, dens frontpersoner eller frankismen.
Episoden er brænde på bålet for Francos støtter. Alle taler de om, at udgravningen af ”El Caudillo”, lederen, skaber splittelse. Lavede han fejl, blev han enten ”tvunget til det for fædrelandets bedste” eller ”retmæssigt dømt”. Tortur og stjålne babyer – det er venstrefløjens pure opspind, siger de.
Lidt derfra ligger José Antonio Marco, alias Pepe, begravet. Sammen med omkring 12.000 andre republikanere, der blev skudt af Francos nationalister, ligger han side om side med den mand, han kæmpede imod. Indtil for 10 år siden troede hans niece Josefa Marco og hendes datter Silvia Navarro, at han lå i en massegrav i byen Calatayud. Men allerede i 1959 blev José Antonio Marco flyttet til De Faldnes Dal som så mange andre, der uden deres pårørendes vidende blev fjernet fra landets massegrave under diktaturet. I over 10 år har de sammen med andre familier for diktaturets ofre kæmpet for at identificere og fjerne deres slægtninge fra dalen. For retten til at begrave dem, hvor de vil.
”I mange år lagde min mor blomster på en grav, hvor onkel Pepe ikke lå. Jeg husker tydeligt den dag, de kom for at hente ham. Den 2. september 1936. De bankede på døren, min mor fulgte ham ned ad trappen, de tog ham med sig. Få timer efter blev han skudt,” fortæller Josefa Marco.
”Vi troede, det ville være forholdsvist nemt at få ham gravet ud. Men politikerne har altid sagt: ’Nu skal vi se fremad og lade fortiden være’. Min fortid er en anden end deres. Vi har fået tilladelse til at komme ind i krypten i De Faldnes Dal og lægge blomster for ham. Aldrig i livet! Det ville være at acceptere, at han og en masse republikanere ligger begravet der,” siger hun, mens datteren, Silvia Navarro, istemmer:
”Dalen er et dystert sted. Hver dag er der en gudstjeneste, hvor de beder for diktatoren. Kuplen, ornamenterne, hele facaden er fyldt med fascistisk symbolik. ’De faldt for Gud og Spanien’, står der et sted. Men som min mor siger: ’Min onkel faldt ikke. Han blev slået ihjel’. Begrebet forsoning skræmmer mig. Det må ikke ske, at vi lader, som om det hele er glemt og forliger os uden et opgør. Staten har et ansvar for at råde bod på fortiden.”
I stuen hænger tunge krystallysekroner, på hylderne står fint udskårne elfenbenselefanter, og på væggen hænger et portræt af Franco i en massiv guldramme. Her i herskabslejligheden i ambassadekvarteret i Madrid bor Francisco Franco, der bærer sit navn med stolthed. Samme navn som bedstefaren, der officielt styrede Spanien i 36 år.
”Jeg respekterede og elskede min bedstefar meget højt. Det ville være kujonagtigt ikke at bære det navn, jeg blev givet ved fødslen,” siger den 64-årige mand, der i dag begår sig i ejendomsbranchen, hvor ikke alle vil lave forretninger med ham.
Da hans bedstefar styrede Spanien, handlede hele hans liv om politik og bekymring for fædrelandet, forklarer Francisco Franco. Ved spisebordet virkede bedstefaderen ofte fraværende.
”Han var en exceptionel mand, pligtopfyldende og hæderlig. Han tænkte aldrig på andet end Spaniens bedste og dedikerede sit liv til fædrelandet. Han refererede til tiden, før han blev statschef, som ’dengang, jeg var en person’. Det var først efter hans død, at jeg forstod, hvad han mente.”
Det var, når Franco tog på jagt eller fisketur, at han glemte forpligtelserne for en stund, fortæller barnebarnet, der kalder sin bedstefar for en af ”Spaniens første økologer”. Når de kørte på jagt, trak bedstefaren ofte en notesbog frem og noterede, hvis en strækning virkede unødigt blottet for træer. Når resten af familien tog ud at bade ved strandene i Galicien, slap bedstefaren rollen som statschef. Alligevel kom han altid i fuld uniform.
På barnebarnets kontor læner et stort gevir sig op ad en stol. På bordet står en tand fra en kaskelothval fanget af bedstefaren. Francisco Franco den yngre omgiver sig med bedstefarens ejendele, og for tiden er han og familien i kamp med regeringen om, hvad de skal gøre med det største levn af alle. Hans jordiske rester.
”Jeg tror, at størstedelen af spanierne er ligeglade med, hvor han ligger begravet. Regeringen vil flytte opmærksomheden fra landets reelle problemer. En afledningsmanøvre, der desværre rammer os, familien, hårdest.”
I hans øjne var Francos fejltrin få. Han afviser, at Francos modstandere blev tortureret, og at republikanernes jordiske rester blev flyttet uden forlov.
”Når det er sagt, skal de efterladte selvfølgelig have lov at gøre, hvad de vil med deres slægtninge. Problemet er, at det er et umuligt projekt, for knoglerne er blandet sammen. Det virker desuden mistænkeligt, at man kan være så sentimental over nogle knogler fra en person, der døde for 80 år siden,” siger han og fortsætter:
”Det er farligt at pille ved de døde. Regeringen har ingen respekt for mig og min familie.”
Francisco Franco mener, at Spanien forlængst var blevet forsonet, indtil den socialistiske premierminister José Luis Zapatero kom til magten i 2004. Efter diktaturet havde landet lukket fortiden ned som et uafsluttet kapitel med en amnestilov i 1977. Denne såkaldte glemselspagt forhindrede retsforfølgelse af dem, der havde begået forbrydelser i Franco-tiden. 30 år senere indførte Zapatero en lov om den historiske erindring og genåbnede fortidens mørke kapitel. Med loven anerkendte man blandt andet officielt ofrene for Francos regime.
Ét af dem er den 92-årige Nicolás Sánchez-Albornoz. Som 20-årig studerende blev han arresteret og idømt seks års tvangsarbejde i De Faldnes Dal efter at have deltaget i protestaktioner mod regimet. Sammen med en ven lykkedes det ham at flygte, hjulpet af to amerikanske kvinder, der kørte dem over bjergene til Frankrig. Deres flugt fra byggepladsen i dalen var den eneste succesfulde ud af 44 forsøg.
”Det var ikke som Hitlers koncentrationslejre, der var ingen hegn, ingen hunde, kun civilgarden. De folk, der flygtede, blev ofte fanget igen, fordi de tog hjem til deres familier. Vi var privilegerede og fik hjælp til at flygte. Vi flygtede for at blive frie,” fortæller han.
”Mine følelser er ikke vigtige. Det vigtige er at vide, hvordan systemet fungerede. Under transitionen sagde de, at vi skulle glemme og lade sårene hele. De antog, at mennesker pludselig opfører sig demokratiske. Men man kan ikke gå ud fra, at frankisterne med ét forstår, at diktaturet var dårligt for Spanien. På den ene side har du soldaterne, der døde for Franco i krigen. På den anden side republikanerne, der blev skudt og begravet i massegrave. De Faldnes Dal findes ikke. Det er en fejlagtig camouflering af det oprindelige formål med dalen; at hædre Franco og hans kumpaner,” siger Nicolás Sánchez-Albornoz og fastslår:
”Med tiden vil monumentet forvitre og gå under af sig selv med hjælp fra naturen. Jeg sætter min lid til naturen.”
Juan Chicharro Ortega har en anden opfattelse af Franco-tiden. Han står i spidsen for Fundación Nacional Francisco Franco, der arbejder for at udbrede kendskabet til Francos ”liv, tanker, arv og bedrifter og sælger vin, T-shirts og anden merchandise med fotos af diktatoren. På kontoret i Madrid hænger 13 billeder af Franco som familiefar, som militærmand og som statsoverhoved.
Han husker årene under Franco som trygge. Der var ikke fuld frihed, siger han, men spanierne vidste, at det var midlertidigt, for demokratiet ville tidsnok komme. I dag oplever han Spanien som splittet. En splittelse, der kom med Zapateros lov om den historiske erindring i 2007.
”De sagde, at loven blev indført for at rette op på skader og uretfærdigheder. Men i stedet fjernede de kapitler af historien, vejskilte og statuer og opsatte hyldester til Francos modstandere. Det er ikke forsoning. Enten skal man lade fortiden være eller fjerne det hele, ikke bare skifte den ud med deres version,” siger Juan Chicharro.
Debatten om De Faldnes Dal kalder han stort postyr for meget få familiers skyld:
”At grave ham ud vil såre millioner af spaniere. Regeringen siger, at den roder op i fortiden for forsoningens skyld, men den skaber ikke andet end ballade.”
En nødvendig ballade, mener José María Galante. Sammen med omkring 100 andre er han mødt op foran De Faldnes Dal for at demonstrere for at få Franco gravet ud. José María Galante er en af frontfigurerne i foreningen La Comuna Presxs del Franquismo, der kæmper for juridisk oprejsning til ofrene for regimets tortur. I omkring seks år sad han fængslet, fordi han som studerende kæmpede imod diktaturet. Han blev arresteret fem gange, første gang i 1969 som 21-årig, og i dag er hans dom endnu ikke ophævet.
”Jeg kunne ikke gøre ved et dyr, hvad de gjorde ved mig. Når du bliver tortureret, mister du kontrollen med alt. Du får behov for at holde fast i noget fysisk. De bandt mig fast til en radiator. Billedet af den er mejslet fast i min hukommelse,” fortæller han.
”Indtil for nylig boede jeg i General Yagüe-gaden, opkaldt efter en af Francos generaler. Jeg bor ikke langt fra Billy el Niño, der torturerede mig. De har aldrig dømt ham, i stedet har han modtaget medaljer og statspension.”
”Det er ikke et afsluttet kapitel, for det former vores nutid og fremtid. Der er stadig tusindvis af kroppe i massegrave. Mødre, der leder efter deres stjålne babyer. Hvis vi ikke tager opgøret med fortiden, vil vores børn og børnebørn arve vores problemer,” siger han.
Demonstranterne står langs vejkanten med bannere og slagsange rettet mod rækken af biler, som er på vej ind til De Faldnes Dal. De demonstrerer imod monumentet, som i deres øjne er en massegrav forklædt som et fascistisk mausoleum. Og for at få identificeret og gravet deres afdøde familiemedlemmer ud.
Yolanda Garrido bærer øreringe i republikkens farver, rød, gul og lilla. Hendes bedstemor, far, tanter og onkler blev alle fængslet under Franco.
”Men ofrene er alle spaniere. Alle dem, der tabte krigen,” siger hun.
Ved hendes side står Julia Sánchez Gómez, der er kommet for at mindes sin far foran det sted, hvor han i 14 år var tvangsarbejder.
”Den dag, de graver Franco ud, kommer forsoningen,” siger Julia Sánchez Gómez.
”Nej. Der er ingen udsigt til forsoning, for konflikten er langt fra ovre,” siger Yolanda Garrido.
Efter alt at dømme bliver demonstranternes ønske opfyldt. Står det til regeringen, skal Franco fjernes fra sit hvilested. Måske til Almudena-katedralen i Madrids midte, hvor hans datter ligger begravet i familiekrypten. For familien vil det være det bedste alternativ. Men det kæmper premierminister Pedro Sánchez for at forhindre. Det officielle argument er sikkerhedshensyn. Risikoen for terrortrusler og konfrontationer mellem Francos støtter og modstandere er for stor. Frygten er også, at katedralen kan blive et valfartssted for Franco-tilhængere. Den katolske kirke er heller ikke begejstret for udsigten til at have hans jordiske rester liggende i katedralen. Løsningen fremstår mudret. Ingen vil have Francos lig.