Sult og tørke truer millioner på Afrikas Horn

Nødhjælpsorganisationer slår alarm. Somalia er ramt af tørke, der kan gå hårdt ud over befolkningen.

Somalia har adskillige store problemer ved siden af tørke og coronapandemi. På billedet, der er taget søndag i Somalias hovedstad, Mogadishu, ses soldater, der støtter militser, som er imod regeringen.
Somalia har adskillige store problemer ved siden af tørke og coronapandemi. På billedet, der er taget søndag i Somalias hovedstad, Mogadishu, ses soldater, der støtter militser, som er imod regeringen. Foto: Farah Abdi Warsameh/Ritzau Scanpix.

Millioner af mennesker står over for sult i Somalia på Afrikas Horn, advarer nødhjælpsorganisationer.

Problemet er tørke, der har ramt store dele af Somalia.

Advarslen står at læse i en fælles erklæring søndag fra FN og fra Somalias ministerium for humanitære anliggender og katastrofehåndtering.

Her står, at over 80 procent af landet er ramt af moderat til alvorlig tørke.

Kommer der mindre regn end normalt i de næste to måneder, kan det forværre forholdene i store dele af landet.

- Somalia oplever cykliske mønstre med tørke hvert femte eller hvert sjette år. Den udeblevne regn hidtil i år tyder på katastrofe, siger Khadija Diriye, Somalias minister for humanitære anliggender.

Videre hedder det, at der er brug for anslået godt en milliard dollar for at hjælpe fire millioner mennesker, som er i nød.

Det er omkring 6,25 milliarder kroner.

Erklæringen er udsendt på et tidspunkt, hvor Somalia også slås med en række andre problemer.

Det gælder coronapandemi, en politisk krise og jævnlige terrorangreb.

/ritzau/dpa