Prøv avisen

Sundhed kræver viden - og veje

Den gennemsnitlige afghaner må regne med at dø, før hun eller han fylder 45 år. Fattigdom, sult og en udstrakt mangel på adgang til sygeplejersker og læger gør det svært at leve længe og sundt. I det vestlige Afghanistan forsøger en dansk organisation at vende udviklingen

Fazilah ligger i halvmørket bag gardinerne og venter tålmodigt på at blive kørt ind på operationsstuen. Smerterne i underlivet er så småt aftaget, efter at hun er begyndt at få antibiotika mod infektionen i livmoderen, men sorgen over at bære på et fire måneder gammelt dødt foster ligger som en dis over hendes trætte og afkræftede ansigt. 200 kilometer er hun rejst sammen med sin mand i en overfyldt, varm bus ad bumlede veje for at nå frem til sygehuset i Gozarah og beskeden om, at barnet for længst var dødt og nu skal fjernes ved en operation.

I dag er Fazilah en af de omkring 350 patienter, som det lille sygehus syd for Herat by dagligt tager sig af. Sygehuset drives af Den Danske Afghanistan Komite, DAC. Det er eneste sygehus for omkring 600.000 mennesker i de tre distrikter, hvor DAC er ansvarlig for sundhedssystemet. Ud over sygehuset omfatter det en række sundhedsklinikker og sundhedsteam på forskellige niveauer.

Fazilahs historie er ikke enestående. Stort set enhver afghansk kvinde aborterer mindst en gang ufrivilligt i løbet af sit liv, mange to eller tre gange, og mere end en halv million kvinder dør årligt under graviditeten. Det er en hvert 27. minut. Fazilah er i den forstand heldig. Hendes mand støttede hende i at komme på sygehuset, og de nåede frem i tide til at redde i det mindste hendes liv.

Graviditeter er et af de områder, som sygehuset forsøger at gøre mere sikre. Man opmuntrer kvinderne til at besøge jordemødrene og få tjekket deres egen og barnets helbredstilstand, samtidig med at man giver dem gode råd om ernæring og hygiejne under graviditeten. Det går over al forventning med kvinderne i området nær sygehuset, mens det er anderledes svært at nå ud til kvinderne i den fjerneste del af projektets ansvarsområde. De er ikke blot endnu dårligere uddannet. Deres landsbyer ligger også langt mere afsondret.

"Der er så stor uvidenhed og så mange gamle traditioner, som er farlige for mor og barn," forklarer Abdul Sohail, læge og ansvarlig for DAC?s sundhedsarbejde i landsbyerne.

Mange kvinder har for eksempel stadig den opfattelse, at de ikke må få hverken æg, mælk eller kød under deres graviditet. Da der heller ikke er tradition for at spise grøntsager, selvom de sagtens kan dyrkes i Afghanistan, får kvinderne slet ikke den næring, de har brug for. Efter fødslen risikerer det også at gå galt. Kvinderne tror fejlagtigt, at den meget kraftige første mælk, som danner sig i deres bryster, er farlig for børnene, fordi den er gullig og ikke hvid, som den "almindelige" mælk. Derfor smider de mælken væk og giver i stedet de nyfødte sukkervand, indtil den hvide mælk begynder at komme.

"Det er meget bekymrende. Den første mælk er netop meget vigtig for et spædbarn, fordi den fungerer som en form for vaccine mod en række sygdomme," siger Abdul Sohail.

Han er heller ikke begejstret for en anden skik, som tilsiger, at navlestrengen efter en fødsel skal skæres over på bagsiden af en gammel skosål med alle de oplagte muligheder for infektion, det giver. Eller det udbredte husråd om, at patienter med diarre endelig ikke må få for meget vand, fordi det jo tilsyneladende netop er en overflod af væske, der er problemet. Især børn risikerer derfor at dehydrere og i værste fald dø af væskemangel, når de bliver syge.

"Det er alle den slags opfattelser, vi forsøger at ændre i vores projekt, men vi må være pragmatiske og fleksible. Vi har at gøre med landsbyer, hvor religionen betyder meget for folk, og hvor den lokale mullah har et stort ord at skulle have sagt," siger Abdul Sohail.

Hans opskrift er derfor, at han altid kontakter dels mullahen, dels den lokale landsbyleder – arbab?en – for at få deres opbakning til at give indbyggerne gode råd.

Når de har givet deres accept, er det lettere for DAC at få indbyggerne til at lytte.

"Folk er vant til at bede for, at deres sygdomme går væk, snarere end at søge professionel hjælp. Det må vi respektere, så jeg siger altid, at det er godt, de beder, men samtidig opfordrer jeg dem til at gå til lægen bagefter," siger han.

Abdul Sohail sammenligner kampen for oplysning med et vandløb, der skal passere en række store sten, før det kan flyde frit.

"Mullaherne er som stenene. Man må sno sig for at komme forbi dem, men det kan sagtens lade sig gøre. Fleksibilitet er den bedste måde at nå målet på," pointerer han.

En hed sommerdag på sygehuset i Gozarah vidner alt da også om, hvor ivrigt de lokale afghanere søger hjælp her, hvor den er let at få. Venteværelserne for henholdsvis kvinder og mænd er stuvende fyldte og udenfor i den store gård har andre ventende slået sig ned på græsplæner og langs vægge – alle steder, hvor der kan opdrives en skyggefuld plet.

Hovedparten af patienterne på denne årstid kommer, fordi de har diarre – udløst af den ulykkelige kombination af høj varme og mangel på rent vand – og kvinderne bliver udstyret med en seddel med en grøn cirkel og mændene med en seddel med en sort cirkel, som gør det enkelt for dem, der ikke kan læse, at finde den rigtige afdeling til deres behandling. Gynækologiske sygdomme har tilsvarende en rød plet, mens børnesygdomme har en grå.

Havde det været vinter, ville de fleste ventende have døjet med infektioner i hals, næse og lunger i stedet for diarre. Vinteren kan være barsk i Gozarah, og boligerne er utætte og dårligt opvarmede.

Det er dog ikke blot folkesygdomme som diarre og lungebetændelser, der får afghanerne på sygehuset. Lungebetændelse er stadig vidt udbredt, og som i resten af verden brækker mennesker en arm eller et ben; nogle bliver opereret for nyresten, mens andre får fjernet blindtarmen. De seneste måneder har været meget fredelige i området, men tidligere har det også været almindeligt, at folk blev indlagt med skudsår efter overfald eller kampe.

Sågar en tandlæge kan sygehuset præstere. I hvert fald normalt. Lige nu er stillingen ledig, så patienter med ondt i tænderne er henvist til at søge behandling hos assistenten, der kun er trænet i to behandlinger: antibiotika og at trække tanden ud. Et barsk valg, men bedre end ingenting.

"Det fortvivlende er jo, at det slet ikke er alle, der har mulighed for at søge hjælp et sted som her. Vi gør, hvad vi kan for at oprette klinikker ude på landet også, men de kan naturligvis kun klare de mere enkle sygdomme og ulykker, og så er det et kapløb med tiden, hvis akutte tilfælde skal transporteres ad dårlige veje, måske i fem timer, for at nå frem til sygehuset. Den afghanske regering siger, at 80 procent af befolkningen har adgang til sundhedsydelser, men det er en sandhed med store modifikationer. I mange, mange landsbyer råder man kun over en slags frivillige "barfodslæger", som hverken kan læse eller skrive, men bare har fået et minimalt kursus i sundhed," siger Inge-Lise Aaen, direktør for DAC's projekt i Afghanistan.

upoulsen@kristeligt-dagblad.dk