Prøv avisen

Sundhedsminister vil have EU-fokus på medicinsk udstyr

Ellen Trane Nørby (V) vil være sikker på, at EU's nye regler om medicinsk udstyr sikrer patientsikkerheden.

Det giver et løft til patientsikkerheden, at der i 2020 træder nye EU-regler i kraft om medicinsk udstyr, der skal opereres ind i patienter.

Sådan lyder meldingen fra sundhedsminister Ellen Trane Nørby, der dog alligevel har nogle forbehold.

Derfor vil hun på et møde med sine EU-kolleger fredag i Bruxelles sætte fokus på, at de nye regler skal følge med udviklingen på området.

- Medicinsk udstyr er blevet mere og mere avanceret. Men vi kan se, at udviklingen på ingen måde er slut.

- Derfor er der behov for, at EU-Kommissionen har fokus på, at de nye regler i tilstrækkelig grad dækker det meget avancerede medicinske udstyr. Vi skal være ordentligt dækket ind i forhold til patientsikkerhed, siger Ellen Trane Nørby.

DR og Politiken har på det seneste afdækket, at store mængder medicinsk udstyr, der skal opereres ind i patienter, kommer på markedet uden at være testet på mennesker.

Det medicinske udstyr kan være alt fra hofteskåle til pacemakere.

Ellen Trane Nørby er gået sammen med den spanske sundhedsminister om at rejse fokus på området. Det kan være med til at give større gennemslagskraft, vurderer hun.

I forhold til de nye regler på området vil de blandt andet understrege over for EU-Kommissionen, hvor vigtigt det er, at tidsplanen for implementeringen bliver overholdt.

Men det primære formål er at sætte fornyet fokus på området og sikre, at man er ordentligt dækket ind på kort og lang sigt.

- Det er en mulighed for at flage for, at kommissionen arbejder videre, og det håber jeg, at de kommer til at tage positivt imod. Det er ikke en sag, der er slut her, siger Ellen Trane Nørby.

I slutningen af november kaldte Enhedslisten sundhedsministeren i samråd, fordi partiet ser en række huller i de kommende EU-regler.

Ifølge Enhedslisten er reglerne blevet kritiseret for ikke at være lige så gode som på lægemiddelområdet.

/ritzau/