Det er synd at sige, at tysk politik er præget af stjernekvaliteter. I reglen er det solide typer, der befolker regeringskontorerne. Man skal tilbage til Willy Brandt for at finde en forbundskansler, som virkelig kom ud over rampen. Brandt var kansler 1969-1974, så det er et stykke tid siden.
På den måde er Ursula von der Leyen noget særligt. Leyen er som formand for EU-Kommissionen i øjeblikket i en gevaldig krise om vaccinerne imod covid-19. Det er måske den største i hendes politiske liv, hvilket vil sige ikke så lidt. Men hun er altså også, skønt født i Bruxelles, tysk, og det har man lov at undre sig over – i hvert fald ved første blik.
Politik i Tyskland bedrives fortsat hovedsageligt af mænd, gerne på den anden side af de 50. Der er også kvinder, men de er typisk barnløse som forbundskansler Angela Merkel og har – som mændene – sjældent tiltrukket sig opmærksomhed på grund af deres udseende.
Ursula von der Leyen er det modsatte af den model. Hun er mor til syv børn, taler flydende engelsk, hvilket er usædvanligt blandt tyske politikere, dertil fransk, og er internationalt orienteret. Hendes far havde høje stillinger i EF, forløberen for EU, og blev siden ministerpræsident for delstaten Niedersachsen. Hun selv læste arkæologi, dernæst økonomi og endte med et medicinstudium, som hun fuldførte samtidig med, at børneflokken øgedes. Da hendes far blev dement, blev han plejet i familien. Hun må have været, hvad man på tysk kalder Super-Mutti. Ofte sagt med en snert af forargelse: Hvordan kan et normalt menneske overkomme alt det? Hun bager sikkert også småkager, lyder den uudtalte anklage.
Hun er også præsentabel. Skiftende udenlandske ambassadører i Berlin har med stor fornøjelse inviteret hende til frokost i residensen eller sig selv til en kop kaffe på hendes kontor, og bagefter fortalt om, hvor charmerende hun er. Heller ikke det er helt almindeligt i Tyskland, hvor evnen til det politiske håndværk kan være imponerende, men sjældent præget af lethed eller humor.
Den evne har bragt von der Leyen vidt, siden hun i 2001 indledte sin politiske karriere – i Merkels og sin fars kristendemokratiske CDU – som medlem af en kommunalbestyrelse. Siden blev hun Niedersachsens socialminister, og i 2005 hentede Merkel hende til Berlin som familieminister; senere blev hun arbejdsminister og endelig – i 2013 – Tysklands første, kvindelige forsvarsminister.
Siden har meningerne været delte om den nu 62-årige: Er hun virkelig så dygtig, eller er hun en distanceblænder?
Det første kan bekræftes på den måde, at man ikke kommer sovende til de uddannelser og politiske embeder, som Ursula von der Leyen har gennemført og bestridt. Det sidste kan der argumenteres for ved at kigge på den eneste, virkelig tunge post, hun har haft i Berlin. Hendes tid som forsvarsminister var præget af materiel, der ikke virkede, helikoptere, der ikke kunne lette, nazisymboler i visse mandskabsstuer på kaserner, og virksomhedskonsulenter, som tjente millioner på grumset vis.
Når ret skal være ret, er forsvarsministeriet det formentlig vanskeligste ressort i den tyske regering. Det kan sammenlignes med at være landbrugskommissær i Sovjetunionen. Høsten slog altid fejl, traktorerne var i stykker, og arbejderne fulde. Man kunne ikke vinde.
Det kan man måske heller ikke i forsvarsministeriet. Det er en kolossal maskine med flere end 2000 medarbejdere, det formelle hovedsæde er temmelig ulogisk i Bonn – som et plaster på såret til den tidligere regeringsby – og budgettet er et pænt stykke over 300 milliarder kroner. Dertil kommer 183.000 soldater. Udenlandske officerer har ligesom tyske medier betegnet det som et bureaukratimonster, og det er ikke Ursula von der Leyens skyld.
Men hun har åbenbart heller ikke kunnet forbedre så meget, og den første tid som forsvarsminister opførte hun sig, som om hun stadig var familie- eller beskæftigelsesminister. Hendes slagnummer i nationens vigtigste sikkerhedsjob var at oprette børneinstitutioner, så ansatte kunne få deres afkom passet. Det var der formentlig brug for, men der kom ikke meget fra ministeren om fremtidens sikkerhedsarkitektur, trusler udefra, forsvarsbudgetter eller natkikkerter, som udsendte til farlige missioner undertiden måtte købe for egne penge, fordi forbundshæren ikke kunne finde ud af det.
Mens von der Leyen altså charmerede ambassadører og sørgede for vuggestuepladser, skete der ikke alverden i hendes ressort, i hvert fald at dømme efter det billede, som offentligheden fik. Hun var heller ikke voldsomt populær i CDU-kredse, hvor en Super-Mutti, der giver andre dårlig samvittighed, er det sidste, man har brug for. Hun blev valgt som en af partiets næstformænd, men med de laveste stemmetal nogensinde. Da der i 2013 var rygter om, at hun skulle være forbundspræsident – landets fornemste embede – antydede hun selv, at der var noget om det. Så meget mere skuffende må det have været, at Merkel, der åbenbart havde overvejet hende, droppede idéen og foretrak en mindre markant skikkelse.
Lykken vendte, da Frankrigs præsident Emmanuel Macron for halvandet år siden foreslog Ursula von der Leyen som ny kommissionsformand, efter at EU ikke havde kunnet enes om en anden kandidat. Merkel måtte i en særpræget manøvre undlade at stemme for hende. Normalt er det kun polariserede nationer som Polen eller Rumænien, der kan finde på ikke at støtte en landsmand til et topjob. Men den borgerlige kansler anfører en regeringskoalition med det socialdemokratiske SPD, og sidstnævnte nedlagde veto mod at sige ja klart og tydeligt. Ursula von der Leyen blev valgt alligevel, hvad socialdemokraterne trods udtalt nylig kritik næppe har været kede af, for hun befinder sig på mange områder, eksempelvis homoseksuelle ægteskaber, på sit partis liberale fløj.
Nu sidder hun så med balladen om corona-vaccinerne. På papiret burde kommissionsformanden være den helt rigtige til at håndtere den sag, som The New York Times har bemærket: Lægeuddannet, med en mastergrad i offentlig sundhed, og opbakning fra såvel Tyskland som Frankrig, uden hvilke ikke meget fungerer i Europa.
I stedet er næsten alt gået galt. EU har tilsyneladende købt rigeligt med vacciner, men indgik kontrakter senere end for eksempel Storbritannien, fordi man var mere optaget af detaljer end de store linjer. Da der var problemer med at få de leverancer, som man åbenbart havde aftalt, truede man med at forbyde salg til lande uden for EU – ganske imod unionens vante politik om åbne grænser og fri eksport. I farten kom man også til at oprette en fast grænse mellem Irland, som er medlem af EU, og Nordirland, der hører til Storbritannien. Det var ellers noget, man havde kæmpet i årevis for at undgå. Projektet måtte skyndsomst skrottes.
Tilmed kritiseres tyskeren for at topstyre og skubbe ansvaret for fejltagelser over på andre – en praksis, som også statsminister Mette Frederiksen (S) beskyldes for. Men hvor statsministeren er et dansk anliggende, ender Ursula von der Leyen under det europæiske forstørrelsesglas. Det er vanskeligt at se, at hun ikke skal kunne blive på posten, men positionen som en kvindelig Willy Brandt ligger næppe lige om hjørnet.