Svensk avis vil bygge politisk mur som svar på dansk S-udspil om asylstop

Planen om at lukke muligheden for at søge om asyl inden for landets grænser vækker stærke reaktioner hos vores skandinaviske naboer. Danmark tager uanstændigheden til et nyt niveau, lyder det i Sverige, mens norsk regeringsparti overvejer at gå samme vej

I Sverige, hvor den socialdemokratisk-ledede regering indførte id-kontrol i 2016, er mange vrede og forbløffede og den kurs, den danske S-formand, Mette Frederiksen, har lagt.
I Sverige, hvor den socialdemokratisk-ledede regering indførte id-kontrol i 2016, er mange vrede og forbløffede og den kurs, den danske S-formand, Mette Frederiksen, har lagt. Foto: arkiv/ Linda Kastrup/ ritzau scanpix/.

Hvis det står til Socialdemokratiet, skal det være slut med at søge om asyl i Danmark. I stedet skal der ifølge forslaget ”En udlændingepolitik, der samler Danmark” oprettes modtagelsescentre uden for EU. Selvom idéen langt fra er ny, gør det stort indtryk i vores skandinaviske broderlande, at det netop er de danske socialdemokrater, der står som afsender.

I Sverige, hvor man efter hårdt pres indførte kontrol ved landets grænser i 2016, er mange vrede og forbløffede over den kurs, den danske S-formand, Mette Frederiksen, har lagt. Avisen Dagens Nyheter opfordrer eksempelvis Sveriges socialdemokratiske statsminister, Stefan Löfven, til at tage afstand fra den slags forslag, som i avisens øjne nærmer sig populisme.

”I velfærdsnationalismen kan populisme og socialdemokrati nærme sig hinanden. I Danmark lader det til allerede at være sket. I Sverige må vi sætte vores lid til, at Stefan Löfven i just denne politiske gråzone bygger en robust mur,” skriver avisen på lederplads under overskriften "Når danske S afskaffer asylretten, må Löfven bygge en politisk mur".

Dagens Nyheter mener i øvrigt ikke, at det er realistisk, at danskerne får udspillet gennemført og advarer om, at det snarere er politiske røgsignaler som optakt til en dansk valgkamp.

I Sverige er valgkampen frem mod rigsdagsvalget til september allerede så småt skudt i gang, og socialdemokraterne satser her hårdt på sikkerhed og tryghed, men dog ikke med samme eftertryk som de danske kolleger. I Sverige kædes spørgsmålet om tryghed i vid udstrækning sammen med integrations- og indvandringsområdet på grund af store problemer med kriminalitet i indvandrerdominerede boligområder ved storbyerne.

I Svenska Dagbladet foreslår lederskribent Ivar Arpi, at svenskerne går med på danskernes idé og erstatter asylretten med flygtningekvoter. Han peger på, at det største borgerlige parti, Moderaterne, allerede har luftet noget lignende, og at den nuværende regerings politik med grænsekontrol har store menneskelige konsekvenser.

”De svenske socialdemokrater vakler i spørgsmålet. Man siger, at man forsvarer asylretten, men arbejder samtidig med alle midler for at forhindre, at folk bruger den. På papiret ser det humant ud, men alle, der ved noget om det, er klar over, at den politik fører til, at mennesker drukner i Middelhavet,” skriver Ivar Arpi.

Kulturskribent Malin Krutmeijer langer dog modsat ud efter Mette Frederiksens parti i Sydsvenskan. Hun mener, at danskernes forslag er udtryk for, at højreradikale bevægelser har haft held til at kapre dagsordenen i de europæiske lande.

”I næsten hele Europa, også i Sverige, presser den højreradikale bevægelse partier i den retning. Deres agenda har vundet. Nationen skal enes mod flygtninge og indvandrere, mens alle andre konflikter bliver underordnede (…) Er det retfærdig og moralsk rigtigt, at flygtninge skal sidde fast i lejre i årevis? Uanstændigheden fejrer stadig nye triumfer,” skriver Malin Krutmeijer i Sydsvenskan.

Også i Norge, hvor Fremskridtspartiet blandt andet har ministerposten på justits- og indvandringsområdet, har forslaget også skabt stor opmærksomhed. Den omstridte minister Sylvi Listhaug er således positiv indstillet over for tanken og opfordrer Arbejderpartiet til at følge de danske åndsfællers linje.

”Jeg håber, de vågner og lytter til deres søsterparti og går sammen med os (…),” siger justits- og indvandringsministeren til nyhedsbureauet NTB.

Hun skal dog ikke regne med opbakning fra regeringspartnerne i Højre, der er kritiske over for det danske forslag. Og det samme er Arbejderpartiets leder, Jonas Gahr Støre.

”Man skal fortsat kunne søge om asyl i Norge, og vi skal beskytte dem, som er forfulgte af krig (…) Jeg tvivler på, at et lille nordisk land kan drive et modtagelsescenter i konfliktområder i Nordafrika på en sikker og ansvarlig måde,” siger Jonas Gahr Støre til norsk stats-tv, NRK.