Da danske højreekstremister fra Stram Kurs i august sidste år brændte Koranen af i Malmøs Rosengård-kvarter, udbrød der øjeblikkeligt voldsomme uroligheder.
Men demonstranternes knyttede næver og ophidsede slagord var ikke kun rettet mod Rasmus Paludans parti.
”Åh jøder, husk Khaybar, Mohammeds hær vil vende tilbage,” lød en af Malmø-beboernes paroler, alt imens biler blev brændt af, og politi fra andre dele af Sverige blev kommanderet sydpå.
Slagordet henviser til et opgør mellem muslimer og jøder på den arabiske halvø i år 628, og ifølge Malmøs jødiske forsamling var der tale om en opfordring til mord og udrensning af jøder. Sagen, som efterfølgende blev efterforsket som ”hetz mod en folkegruppe”, var dog langtfra enestående.
De senere års trusler og chikane mod Sveriges jøder er dokumenteret vidt og bredt. En synagoge med festende unge blev angrebet med molotovcocktails, en rabbiner blev forsøgt kørt ned, skoler tvinges til at have politibevogtning, og familier, der ikke længere føler sig trygge, forlader landet for altid.
”De seneste 10-12 år er der skyllet en bølge af antisemitisme ind over Sverige,” siger Björn Wiman, kulturredaktør på den svenske avis Dagens Nyheter og forfatter til bogen ”Hadet mod jøderne”, som netop er udkommet på svensk.
Den 51-årige Wiman har skrevet regelmæssigt om jødehad i Sverige og udlandet de seneste 10 år, men faktisk blev hans interesse for både antisemitisme og jødedommens historie vakt relativt sent, fortæller han.
”Under en rejse til Israel, da jeg var omkring 30 år, mødte jeg forfatteren Jonathan Freud. Han gjorde et stort indtryk på mig, åbnede mine øjne for det jødiske og viste mig, at det var muligt at betragte Israel-Palæstina-konflikten på en måde, hvor man sympatiserede med begge sider. Sidenhen arbejdede jeg sammen med dygtige folk, som var optaget af antisemitismen i Sverige, og da jeg først var blevet opmærksom på det, var det umuligt at lukke øjnene for, hvordan hadet til jøderne voksede frem.”
Björn Wiman nævner Malmøs daværende borgmester, socialdemokraten Ilmar Reepalu, som i 2010 gav udtryk for, at byens jøder selv bar en del af skylden for de angreb, de blev udsat for, fordi de ikke tog afstand fra staten Israels behandling af palæstinenserne i Gaza.
”Den ældgamle myte om, at jøderne selv er skyld i den ulykke, der rammer dem, er desværre sejlivet – også i vores del af verden. Derfor er det vigtigt at dokumentere antisemitismen og ikke mindst de vidnesbyrd, som stammer fra de holocaust-overlevere, som stadig er iblandt os,” siger Björn Wiman over telefonen fra Stockholm.
Mens de seneste års angreb på jøder og jødiske mål i Paris, København, Bruxelles og Halle har trukket store overskrifter, er den svenske antisemitisme i det store og hele gået under radaren. Spørgsmålet er, hvordan den humanistiske og antiracistiske stormagt, der tog imod danske jøder i oktober 1943, nu er blevet et sted, jødiske familier flygter fra.
”En stor del af jødehadet i Sverige findes hos folk, der har baggrund i Mellemøsten. Det er åbenbart, at den antisemitiske tradition står stærkt i særligt Iran og den arabiske verden, og er du vokset op med lærere og medier, der fortæller dig, at jøderne er roden til alt ondt, så sætter det sig fast. Men heldigvis er antisemitismen jo ikke en iboende egenskab, og derfor er det enormt vigtigt at tage et opgør med de miljøer i Sverige, hvor det giftige tankegods spredes,” siger Björn Wiman.
”Importeret antisemitisme” med kobling til konflikten mellem Israel og palæstinenserne er dog ikke det eneste ben i det svenske – og internationale – problem med jødehad, understreger forfatteren.
”Stirrer man sig blind på den ene form for antisemitisme, risikerer man at glemme de andre steder, den kommer til udtryk. Vi har set, hvordan det har været et problem på venstrefløjen hos britiske Labour, og ser du til Sverige såvel som dele af Østeuropa, er der ingen tvivl om, at truslen fra det antisemitiske højre er voldsomt presserende,” siger han.
”Den islamistiske terrorisme finder i dag fælles fodslag med den voldsbekendende højreekstremisme i hadet til jøderne, og i de tilfælde taler vi om mennesker, som kan være parate til at dræbe. Men vor tids antisemitiske strømninger findes også i de europæiske parlamenter.”
Björn Wiman nævner Sverigedemokraterne, der nyder opbakning fra godt 19 procent af den svenske befolkning.
”Og de har ledende medlemmer, som mener, at jøder ikke kan blive rigtige svenskere. Samtidig ser vi, hvordan den ’stuerene’ antisemitisme kryber ind i stuerne hos såkaldt anstændige mennesker som fordomme, stereotype opfattelser og de antisemitiske konspirationsteorier om jødernes rolle i medie- eller finansverdenen,” siger han.
”Hvis vi tror, antisemitismen kun er noget, vi ser i mellemøstlige eller højreekstreme miljøer, så risikerer vi at blive blinde for, hvor stor faren reelt er. Og at den findes midt iblandt os.”
I ”Hadet mod jøderne”, som Björn Wiman har skrevet sammen med Sanna Sjöswärd, veksles mellem essayistiske tekster og vidnesbyrd fra holocaust-overlevere i dagens Sverige.
En af dem er Hédi Fried. Hun blev født i 1924 i Rumænien, og efter holocaust kom hun til Sverige.
”For første gang siden 1945 er jeg bange,” skrev hun i Dagens Nyheter tilbage i 2015.
”Med dagens voksende antisemitisme er jeg urolig for mine børn og børnebørn, men jeg håber fortsat, at Sverige beskytter sine jøder.”
Sidste år, da Hédi Frid var indbudt til en mindehøjtidelighed for holocaust-overlevere i det svenske parlament, tog hun igen til orde. For blandt værterne var Sverigedemokraternes Björn Söder.
”De overlevende må nu forberede sig på at møde politikere med udspring i samme ideologier som deres forældres mordere,” sagde hun i Rigsdagen.
Og ifølge Björn Wiman er det svært ikke at sympatisere med Fried, ”som jo har ret i, at Sverigedemokraterne blandt andet blev grundlagt af nazi-veteraner og fascister”.
Men hvorfor har man i Sverige ikke taget et opgør med alt, der nærmer sig antisemitisme?
”I Danmark har I jo direkte erfaringer med nazismen, men det har vi ikke. Sverige stod uden for krigen, og derfor tror jeg, at der i Sverige er en udbredt opfattelse af, at det der med antisemitisme ikke er noget, der for alvor berører os. Når jeg har fortalt folk om min bog, er jeg ofte stødt på indvendingen: ’Jamen, findes der antisemitisme i dag?’. Mange svenskere tror, at jødehadet hører fortiden til, men hvis ikke man tager problemet alvorligt, så er det umuligt at løse.”
I sin bog drager Björn Wiman på en historisk rejse til 1930’ernes Tyskland for at undersøge, hvilke omstændigheder der muliggjorde Adolf Hitlers magtovertagelse og brugen af antisemitisme som politisk redskab. Men giver det overhovedet mening at analysere dagens jødehad med fortidens støvletramp i baghovedet?
”Der er jo altid en fare ved at drage paralleller mellem et af historiens mørkeste kapitler og i dag. Men der er også en fare ved ikke at gøre det. Selvfølgelig kan det blive for søgt, men selvom der er store forskelle mellem dengang og nu, betyder det ikke, at der ikke er ligheder. Og noget af det, der især bekymrer mig, er den store løgn og konspirationsteoriernes genkomst,” siger Björn Wiman.
Han peger på antisemitismen som ”alle konspirationsteoriers moder”. At idéen om jødens ansvar for verdens ondskab flyder som en gift gennem historien – fra myten om, at jøder drak blod fra kristne børn, til i dag, hvor højrenationalister i Østeuropa bruger finansmanden George Soros som skræmmebillede, og antisemitisk tankegods spiller en central rolle i den amerikanske Qanon-bevægelse.
”Og med coronakrisen har myten om jødernes forsøg på at styre verden fået endnu mere ilt. Der gik ikke mere end et par uger fra coronakrisens udbrud, før iranske og tyrkiske medier viderekolporterede teorier, der kunne være hentet i Zions Vises Protokoller. Det var et lærebogseksempel på, hvordan man får en krise til at handle om jødernes forsøg på at svække omverdenen for at få kontrol. Og lynhurtigt spredte det sig også til de ekstreme dele af corona-demonstranterne i Tyskland og Frankrig,” siger Björn Wiman.
”Det specielle med antisemitismen er, at den stadig findes i de mest oplyste og udviklede samfund. Mange foranlediges til at tro, at man har kastet den på historiens mødding, men den har altid fandtes der som et stykke radioaktivt affald, alle har kunnet tage op og bruge for egen vindings skyld. At skyde skylden på jøderne har historisk ræsonneret skræmmende godt, og det værste, vi kan gøre, er at tro, vi er immune over for den fare, jødehadet udgør.”
Men et er erkendelse, noget andet er løsning. Har Björn Wiman sådan en?
”Først og fremmest er man nødt til at forstå, at det her er et fælles problem, og derfor er løsningen også et fælles ansvar. Antisemitismen forsvinder ikke med undervisningsforløb og konferencer, et par museer eller en hårdere lovgivning mod hadforbrydelser. Det kræver politiske tiltag, men det kræver først og fremmest, at vi står vagt om demokratiet og insisterer på oplysningen og på den fælles virkelighed,” siger han.
”Måske kan det i sidste ende reduceres til den både enormt simple og enormt komplicerede ambition: at genoprette respekten mellem mennesker. Og dér tror jeg, at religionen kan have en vigtig rolle at spille.”
Religionen? I Sverige?
”Ja, jeg tror på, at en dybere forståelse og større respekt omkring det sakrale og de religiøse erfaringer kan være en del af løsningen. Svenskernes forhold til religion er dybest set, at det ikke er noget, et moderne samfund bør beskæftige sig med. Men det er et sekulært selvbedrag, som betyder, at vi ser ned på religion som noget, der er forbeholdt minoriteterne. Derfor forstår vi heller ikke, at en genetablering af vores forhold til det religiøse ville betyde, at vi ville blive langt bedre i stand til at forstå og tolerere det, der er anderledes,” siger Björn Wiman.
”Hvis svenskerne forstår, at det religiøse ikke er en defekt, men tværtimod det, der i sidste ende gør, at vi alle er lige, er der håb. Hvis ikke vi forstår det, kommer vi heller aldrig til at forstå hinanden. Og så er jeg bange for, at antisemitismen vil fortsætte med at forgifte vores samfund.”
Björn Wiman og Sanna Sjöswärd: ”Hatet mot judarna” (Hadet mod jøderne), 192 sider. 255 svenske kroner. Udkommet på forlaget Fri Tanke.