”Make abortions safe again” (Gør aborter sikre igen) står der på den t-shirt, som den 31-årige Esther Kazen stolt viser frem på sin Instagram-profil. Under billedet med den tydelige reference til Donald Trumps valgslogan skriver hun:
”Hvert år dør titusindvis af livmoderbærere under usikre aborter. Måske mener nogen, at det er kontroversielt for en pastor at være for abort (...), men jeg ser intet alternativ. Et samfund uden trygge aborter er uholdbart. Som kristen er jeg nødt til at hæve min stemme, fordi så mange kristne magthavere rundt om i verden kæmper imod trygge aborter, og fordi det ofte påstås at være det eneste rigtige, kristne synspunkt. Men det passer ikke. Som kristen og pastor står jeg for en tryg verden, hvor ingen skal dø på grund af manglende adgang til hjælp.”
Esther Kazens budskab deler vandene. Ikke mindst fordi det kommer fra en frikirkepræst, der udover sin menighed har 20.000 følgere på sociale medier.
”Det er så vigtigt at vise, at der findes forskellige stemmer inden for kristendommen i dette spørgsmål. Tak for at du bruger din stemme,” skriver en af Kazens følgere i kommentarsporet under opslaget på det sociale medie.
”At insistere på at presse de her skadelige tanker ind i folks hoveder, det er ikke sundt, og det hjælper ikke i opbygningen af Guds rige,” skriver en anden.
Og selv er Esther Kazen udmærket klar over, at hendes budskaber såvel som måden, hun kommunikerer dem på, vækker både glæde og afsky. Det er faktisk meningen. Både med Instagram-profilen ”Feministpastorn”, hvor hun hyppigt laver opslag om alt fra MeToo over islam og til Black Lives Matter, og med bogen ”Tro og tvivl”, der udkom i hendes svenske hjemland i sidste måned.
”Jeg mener, at det er mit ansvar at bruge min stemme. Jeg er jo langtfra den eneste i kirken, som har de holdninger, jeg skriver om. Der er mange, der støtter op om feminisme, om Pride, om transpersoners rettigheder. Men det er alt for sjældent, at netop de holdninger, jeg giver udtryk for, høres inden for kirken.”
”Og omvendt er der bestemte holdninger, der høres rigtigt ofte, og som mange derfor tror er de eneste, kirken og vi kristne repræsenterer,” fortæller Esther Kazen over telefonen fra Stockholm, hvor hun er pastor i Immanuelskirken, som hører under Equmeniakirken.
”Hvis kirken skal være et sted for endnu flere mennesker end i dag, så er jeg overbevist om, at vi skal brede opfattelsen af, hvad det vil sige at være kristen, ud. At det for eksempel giver rigtig god mening både at være kristen og feminist. Og derfor håber jeg, at min bog kan være med til at få en masse mennesker, der indtil nu har følt, de skulle vælge mellem kirken og deres holdninger eller seksualitet, til at forstå, at vi også har plads til dem.”
I bogen ”Feministpastorens tro og tvivl” tager Esther Kazen derfor livtag med alt fra lyst, skam, homoseksualitet, abort, onani, islam og fattigdom til feminisme. Svære spørgsmål, som ifølge Esther Kazen kan og skal diskuteres åbent – også i en teologisk kontekst.
”Der findes så mange fordomme om, at folk inden for kirken er ligeglade med kvindeundertrykkelse, sexisme og homofobi. Men det stemmer jo ikke. Og det budskab er simpelthen nødt til at blive kommunikeret ud,” siger hun.
Esther Kazen voksede op i Värmland i Vestsverige. Frikirkemiljøet var den naturlige ramme om tilværelsen, og som ganske ung begyndte hun at engagere sig i arbejdet med menighedens børn og unge. Kirken var ikke alene et sted, man gik hen. Det var en del af livet, som hun selv og andre havde mulighed for at skabe og påvirke.
”Oplevelsen af, at kirken ikke bare er en statisk størrelse, men noget, der udvikler sig, har påvirket mig meget. Og det betyder også, at når jeg ser ting, der ikke fungerer, som ikke er i orden, så føler jeg meget stærkt for at lave dem om. Kirken er mit hjem, og derfor skal den være et rart sted at være,” fortæller hun.
Men hvor Esther Kazens unge år var uden de store eksistentielle skvulp, ændrede alt sig pludselig, da hun i sine tidligere 20’ere fandt sig selv i et ægteskab, der ikke føltes rigtigt. Pludselig blev alt, hun hidtil havde taget for givet, kastet op i luften.
”Jeg er vokset op med, at ægteskabet er en søjle, som skal stå stabilt hele livet. Og jeg havde et meget tydeligt billede af mig selv som en, der selvfølgelig aldrig ville ende i en skilsmisse. Sådan en var jeg jo ikke. Så da jeg begyndte at indse, at den relation, jeg levede i, ikke kunne bære, blev jeg samtidig tvunget til pludselig at se mit liv og mine værdier i et helt nyt lys. Både mit selvbillede og min tro, ” fortæller hun.
”Som kristen bygger jeg mine livsvalg på, hvad jeg tror, Gud ønsker. Jeg forsøger at leve et så godt og kristent liv, som jeg kan. Men betyder det at blive skilt så, at jeg – at mit liv – er mislykkedes? Er jeg ikke i stand til at leve det, jeg tror på; det, som Gud ønsker? Og hvad vejer tungest – at blive i en relation, man ikke er lykkelig i, for at leve op til sine idealer, eller at være tro mod sig selv?”
Esther Kazen brugte mange lange nætter på at overbevise sig selv om, at det gode kristne liv også er en tilværelse, hvor man gør det, der er bedst for en selv. Hovedet blev fyldt op med teoretiske diskussioner, bibeltekster og ægteskabsteologi, fortæller hun.
”Og jeg er jo pastor og synes, at det er enormt interessant med teologiske hovedbrud, men på et tidspunkt måtte jeg indse, at man også er nødt til at finde en måde at diskutere de her ting på, som passer til helt almindelige menneskers helt almindelige liv. Inklusive mit eget. Så jeg besluttede at finde fred i min beslutning. Og de overvejelser, jeg gjorde mig i forbindelse med min skilsmisse og min tro, blev så efterfølgende til ringe i vandet på andre områder.”
Esther Kazen blev optaget af, at kristendommen ikke måtte reduceres til rigtigt og forkert. At livet er komplekst, og at det er sådan, det skal være.
”Og så kan vi bruge troen til at finde ud af, hvordan vi navigerer i den kompleksitet. Jeg vil elske andre som mig selv, men i det indgår jo først og fremmest, at man er i stand til at elske sig selv. Det er vores opdrag fra Gud.”
Skilsmissen var dog ikke det eneste, der tidligt i Esther Kazens voksenliv kom til at forandre hendes syn på tilværelsen. I Adventistsamfundet, hvor hun voksede op, kan kvinder arbejde som pastorer, men de kan ikke formelt indvies. En ubalance, som i ungdommen fik Esther Kazen til at fundere over køn og ulighed.
”Jeg ville jo gerne være pastor, men skulle jeg så udføre det samme arbejde som en mand uden dog at få samme anerkendelse? Det er jo ikke sådan lige at acceptere, så i stedet begyndte jeg at forholde mig kritisk til de patriarkalske strukturer, som i visse kredse er blevet udlagt som Guds vilje. Det underlige er jo, at vi kristne tror på alle menneskers ligeværd, så hvordan passede det sammen med den ulighed, jeg oplevede? Meget dårligt!” fortæller hun.
”Jeg følte, vi måtte væk fra tanken om, at mænd prædiker, og kvinder brygger kirkekaffe. Og samtidig blev jeg mere og mere overbevist om, at hvis jeg skulle blive en troværdig pastor, så var jeg også nødt til at granske den tro, jeg skulle formidle, på en kritisk og grundig måde. Det er dovent bare at tage sandheden for givet. Derfor begyndte jeg at fordybe mig i så godt som alle emner, der på en eller anden måde har været anset som kontroversielle inden for kirken.”
Esther Kazen har nok i virkeligheden altid været feminist, fortæller hun. Men da hun sideløbende med sin pastor-uddannelse begyndte at dykke ned i spørgsmålet om kvinders rettigheder og om lgbtq-personers erfaringer, blev en følelse af uretfærdighed og frustration for alvor vakt i hende. Også i forhold til den kirke, hun var en del af. Esther Kazen følte behov for at eksperimentere med sig selv og sin tro yderligere, og i ”Tro og tvivl” beskriver hun, hvordan hun begyndte at arbejde med andre gudsbilleder.
”Hvad nu hvis Gud blev omtalt som en moder i stedet for fader? Hvad ville der ske, når jeg begyndte at tale med Gud om ting, jeg gennemgår og tænker over som kvinde? Kan man diskutere menstruation med Gud, for eksempel? Stille og roligt reviderede jeg mit gudsbillede og mine holdninger. Jeg blev overbevist om, at al kærlighed er lige meget værd, og jeg kastede mig ind i enhver diskussion med dem, som stod fast på, at kvinders plads i samfundet og i kirken er forudbestemt. Det var nonsens, kunne jeg pludselig se. Det var i kirken, jeg lærte om alle menneskers ligeværd, og derfor siger jeg også, at det var Jesus, der gjorde mig til feminist. Min kristendom er i sin kerne, at når vi bevidner uretfærdigheder, så skal vi modarbejde dem. Også når strukturerne findes inden for vore egne døre. Men siger du den slags højt, og erklærer du dig som feminist, så skal du ikke regne med, at alle står klar til at omfavne dig. Tværtimod.”
Esther Kazen følte sig mestendels ensom med sine nyfundne synspunkter. Men samtidig var hun overbevist om, at når hun kunne se så mange paralleller mellem den kristne tro og den feministiske kamp, så måtte der være andre, som havde det på samme måde.
”Bibelen kan jo sagtens læses som ét langt forsvar for lighed og kampen mod uretfærdighed. Så jeg peger bare på, hvad Jesus gjorde, hvordan han behandlede kvinder, og det var jo ganske tydeligt, at han opførte sig på en helt anden og langt bedre måde, end samfundet forventede,” siger hun.
Men ligestilling mellem kønnene var ikke det eneste område, som Esther Kazen begyndte at udforske – og ændre syn på. I sin nye bog diskuterer hun også seksualitet, skyld og skam.
”Kristendommen bruges til at drage mange kedelige konklusioner i spørgsmål om lyst, krop, forelskelse, rigtigt og forkert. Men jeg mener, at vi inden for kirken sagtens kan rumme et sundere og mere moderne syn på seksualitet. Der er mange, der holder på, at hvis forholdet til homoseksualitet eller sex før ægteskabet skal moderniseres, så må Bibelen kastes bort og kirken udvandes. Men sådan ser jeg det ikke. Jeg mener sagtens, man kan forene tingene. Men vi skal turde tale om sex og lyst og alle de ting, der er en naturlig og dejlig del af vores liv. Og vi skal gøre det på grund af Bibelen – ikke på trods,” siger hun.
”Selvom der er sket forandringer inden for kirken, er der stadigvæk stor berøringsangst. Jeg hører fra mange med progressive holdninger, at de holder synspunkterne for sig selv, fordi de er nervøse for, hvordan omgivelserne vil reagere. Og hvis de endelig siger noget, oplever de at blive udspurgt om, hvor i Bibelen, de henter deres argumenter. Men man skal altså ikke have studeret teologi i 10 år for at være kunne tage del i den kirkelige debat. Og det er derfor, jeg forsøger at tage de svære ting op. Det, mener jeg, er en pligt. Der skal være plads til mangfoldighed i kirken, og det skal være slut med, at dem, der siger nej, fylder mest.”
Et af de steder, Esther Kazen flittigt kommunikerer sine – i nogles øjne – kontroversielle budskaber, er på profilen ”Feministpastorn” på det sociale medie Instragram. Her henvender hun sig først og fremmest til unge, og selvom kritikerne måske vil indvende, at hun reducerer Bibelens budskaber til selfies og hashtags, har de sociale medier en ganske stor værdi for kirken, mener hun.
”Jeg er nødt til at gennemtænke det, jeg skriver om, på en måde, så det kan kommunikeres kort og præcist uden at blive overfladisk. Og det er faktisk sværere end at skrive en lang prædiken. Det er en god øvelse som pastor, og det er en effektiv måde at nå ud til de unge på. Og dem, der læser med på mine sociale medier, de kan jo så komme i kirken, hvis de vil have længere og mere uddybede budskaber.”
”Når jeg tager selfies med pastorkraven på, er jeg pastor på en måde, der kan bryde fordomme om kirken ned. Jeg mener ikke, der skal stilles for store krav til dem, der ønsker at have et forhold til kristendommen, og i mine øjne er det ikke udelukkende kirkebænken, som er indgangen til troen. Jeg er først og fremmest pastor for min menighed, men jeg er også feministpastoren på Instagram. Og det tjener en vigtig funktion,” siger hun vel vidende, at ikke alle klapper i hænderne over hendes måde at formidle kristendommen på.
”Det kommer jo meget an på, hvad man mener en pastors opgave er. Men jeg er på sociale medier, og jeg er politisk, ja. Men profeterne var jo også enormt aktivistiske og provokerende i deres samtid.”
Desuden bekræfter de mange henvendelser, som Esther Kazen får fra sine over 20.000 følgere hende i, at hendes indsats gør en forskel for mange mennesker.
”De fleste, der skriver til mig, er enormt taknemmelige for, at jeg siger de ting, jeg gør. Der er så mange, der fortæller, hvordan de er blevet berørt af mine budskaber. Ældre kvinder, der tager fat i mig og siger, at de ville ønske, at de havde hørt de ting, jeg siger om sex og skyld, tidligere i deres liv, så de kunne have levet uden skammen. Eller lgbtq-personer, som fortæller, hvordan de har forladt en person, de elskede, fordi de var overbeviste om, at de skulle vælge mellem kirken og kærligheden. Der findes så mange mennesker, der har opgivet kirken, fordi de ikke troede, den havde plads til dem. For de mennesker kan jeg måske hele et sår eller tilbyde et håb og et fællesskab. Og det er jo noget af det fineste, der findes, synes jeg.”