Magdalena Andersson nåede kun at være Sveriges første kvindelige statsminister i syv timer, men kan stadig gøre comeback
Der var glædestårer i øjenkrogene, da et flertal i Rigsdagen onsdag formiddag bakkede op om Magdalena Andersson som Sveriges nye – og første kvindelige – statsminister. Men selvom Socialdemokratiet startede onsdagen med at skrive historie, kom der hurtigt skår i Anderssons glæde. For nu at sige det mildt.
Et af regeringens støttepartier, det liberale Centerpartiet, besluttede nemlig, at man ikke ville bakke op om regeringens finanslov ved afstemningen onsdag eftermiddag. Og det ord holdt de.
Centerpartiets beslutning betød, at Magdalena Andersson nu fik udsigt til at skulle regere på de borgerliges finanslovsforslag frem mod rigsdagsvalget til september næste år. Det er et budget, som udover at adskille sig markant politisk fra den rødgrønne mindretalsregerings samtidig er født ud af et opsigtsvækkende samarbejde mellem de borgerlige partier og Sverigedemokraterne – et parti, som i årevis har været parti non grata i svensk politik.
Den symbolske betydning af, at Sverige havde fået sin første kvindelige statsminister i 100-året for svenske kvinders stemmeret, blev da også hurtigt overskygget af, at Magdalena Andersson skulle tvinges til at administrere en finanslov præget af et parti, som hendes forgænger har kaldt både nazistisk og udemokratisk.
Det blev for meget for Miljøpartiet, som valgte at forlade regeringen i protest mod vedtagelsen af oppositionens finanslov. Og så, under en time efter Miljøpartiets farvel, meddelte Magdalena Andersson, at hun havde bedt om blive fritaget fra sit opdrag som statsminister, indtil en ny parlamentsafstemning om en socialdemokratisk etparti-regering var gennemført. Hvornår en sådan afstemning skal foregå, var onsdag aften endnu uvist.
Baggrunden for den aparte situation er, at Magdalena Andersson – for at sikre den nødvendige opbakning i onsdagens statsministerafstemning – har ført langvarige forhandlinger med socialisterne i Venstrepartiet. Det er en torn i øjet på Centerpartiet, der hidtil har betinget sin støtte til regeringen af, at Andersson ikke forhandlede med netop Venstrepartiet. Et krav, man begrundede med, at man ville holde yderfløjene uden for indflydelse.
Magdalena Andersson har dog bare det problem, at hendes regering er afhængig af begge partier. Og at Socialdemokratiet har investeret enormt meget politisk kapital i netop samarbejdet med Centerpartiet de seneste år.
Da Magdalena Anderssons forgænger, Stefan Löfven, kom til magten i 2014, stod han i en lignende situation. Löfven kunne heller ikke skaffe flertal for sin rødgrønne finanslov, og derfor blev det store socialdemokratiske projekt at sprænge den borgerlige blok. Det lykkedes til dels, eftersom Centerpartiet undervejs valgte at støtte den socialdemokratisk-ledede regering mod at få betydelig indflydelse på den økonomiske politik. Og efter valget i 2018 med den tilføjelse, at regeringen under ingen omstændigheder måtte forhandle med Venstrepartiet. Heller ikke selvom at partiets mandater var afgørende.
Da Stefan Löfven for få uger siden overlod den socialdemokratiske fakkel til Magdalena Andersson på partikongressen i Gøteborg, var der ingen ende på euforien, roserne og ikke mindst beundringen over, at Löfven var lykkedes med splitte de borgerlige partier.
Men nu, få uger senere, ser det altså ud til, at det er centrum-venstre, der er slået tilbage til start. Og selvom Magdalena Andersson givetvis vil kunne vinde både en ny statsministerafstemning og udholde en borgerlig finanslov frem mod september 2022, hvor svenskerne går til valg, må den parlamentariske hårdknude give anledning til alvorlig hovedpine i Socialdemokratiets top.
Meget skal nemlig forandres i løbet af de næste 10 måneder, hvis Socialdemokratiet inden for en overskuelig årrække skal opnå flertal uden støtte fra både Centerpartiet og Venstrepartiet. Og derfor er Magdalena Andersson tvunget til at finde ud af, hvordan hun går den politiske spagat mellem støttepartierne – der særligt på den økonomiske politik er rygende uenige – uden at de socialdemokratiske bukser sprækker.
Centerpartiet har historisk haft mest til fælles med danske Venstre, men i dag ligger partiet tættere på De Radikale. Venstrepartiet modsvarer danske Enhedslisten. Til forskel fra Danmark har Venstrepartiet dog været holdt uden for indflydelse, og partiet har længe været utilfredse med rollen som ”svensk politiks dørmåtte”, der forventedes at levere de afgørende mandater uden at få noget til gengæld.
I juni viste venstrefløjspartiet så tænder, da man medvirkede til at fælde statsminister Stefan Löfven i en mistillidsafstemning, og forud for onsdagens afstemning satte socialisterne så igen regeringen stolen for døren og krævede politiske indrømmelser. Det fik de, men til gengæld smækkede først Centerpartiet og sidenhen Miljøpartiet med døren. Og således er centrum-venstre, hvad angår mulighederne for at skaffe flertal, gået et skridt frem, men mindst to tilbage.
Lykkedes det Magdalena Andersson at blive genvalgt som svensk statsminister, skal hun dog ikke kun gyde olie på vandene mellem partierne, der indtil for få timer siden var at betragte som hendes parlamentariske grundlag. Skal centrum-venstre vinde valget næste år, skal Andersson først og fremmest højne Socialdemokraternes troværdighed på de spørgsmål, som optager vælgerne mest.
Meningsmålingerne viser i øjeblikket dødt løb mellem de to sider i svensk politik, og valget næste år kan meget vel blive afgjort af, om socialdemokratiske Magdalena Andersson eller borgerlige Ulf Kristersson er mest i sync med svenskerne.
I øjeblikket er Socialdemokratiet det største parti, men ser man på tilliden til de to partiledere, fører den borgerlige statsministerkandidat. Det gør han også, når det kommer til de tre temaer, svenskerne er mest optaget af. Det gælder lov og orden, indvandring og klima. På alle tre scorer Ulf Kristersson højest, og kun på ét af de otte højst prioriterede emner svarer de adspurgte, at Socialdemokratiet har den bedste politik. Det er skole- og børneområdet, som nok er vigtigt, men næppe vinder valget.
I løbet af onsdagen blev Magdalena Anderssons glædestårer afløst af dybe panderynker. Men skal hun trøste sig ved noget, er det, at en potentiel etparti-regering kan give hende et større manøvrerum på de værdipolitiske områder, hvor især Miljøpartiet har gjort det let for oppositionen at kritisere centrum-venstre for at være blødsøden på både udlændinge- og retsområdet. Og i modsætning til skolepolitikken er det noget, som kan afgøre næste års valg.
Denne artikel blev udgivet onsdag kl. 12.06. Flere afsnit blev kl. 18.40 fjernet og eller redigeret, efter at den svenske statsminister har trukket sig fra posten.