Svensk mørklægning af indvandrer-overgreb giver bagslag

Politiets tavshed om seksuelle overgreb skulle dæmpe fremmedfjendskhed, men skaber spekulationer

Rigspolitichef Dan Eliasson holder pressemøde i anledning af, at det svenske politiet har fortiet sexovergreb i Stockholm.
Rigspolitichef Dan Eliasson holder pressemøde i anledning af, at det svenske politiet har fortiet sexovergreb i Stockholm. . Foto: Henrik Montgomery / TT.

For at forhindre fjendtlighed over for udlændinge og undgå at gå det indvandrerkritiske parti Sverigedemokraternes ærinde hemmeligholdt svensk politi i to år en serie af seksuelle krænkelser af unge kvinder på en stockholmsk festival.

Dagens Nyheter har afsløret, at mange af gerningsmændene ikke var af svensk oprindelse, og ifølge nyhedsbureauet TT skal op mod 150 piger have fortalt, at de er blevet udsat for overgreb alene ved festivalen sidste år, og den svenske rigspolitichef har iværksat en intern efterforskning af forløbet og understreget, at politiet skal forholde sig neutralt.

Modsat politiets ønske har mørklægningen skabt langt mere virak og fordømmelse af indvandrere, end hvis de ikke havde tiet, mener Anders Sannerstedt, der er lektor i statskundskab ved Lunds universitet.

”Det er et faktum, at svenske drenge ikke plejer at begå gruppeovergreb, og derfor har politiet svigtet ved ikke at fortælle om et nyt, relevant samfundsproblem. Der er ingen undskyldning for at holde hverken fænomenet eller gerningsmændenes oprindelse hemmeligt,” siger han.

Håndteringen af begivenhederne under festivalen ”We are Sthlm” i 2014 og 2015 er enestående, fordi politiet har skjult overgrebene for offentligheden. Men i Sverige er det praksis, at medier og politi kun yderst sjældent rapporterer om gerningsmænds oprindelse.

Ifølge Sannerstedt er det ofte medvirkende til at skabe mistanke og fremme fordomme over for indvandrere, fordi spekulationerne får frit løb. Seneste eksempel er fra i mandags, hvor en 15-årig dreng blev stukket ihjel i Skåne, og internettet hurtigt flød over med gisninger.

”Den manglende oplysning om etnisk oprindelse skaber ofte stor mistænksomhed, hvor man på internettet uhindret kan sprede fejlagtig information og rygter, og det er kun med til at gøre debatten endnu mere rå,” siger Anders Sannerstedt.

Den vurdering bakkes op af Andrej Kokkonen, der forsker i etnisk mangfoldighed ved Göteborgs universitet.

”Tilliden til, at myndigheder og medier giver et korrekt billede af integrationsproblemer, er meget lav, fordi de helt bevidst tilbageholder oplysninger om etnicitet. Konsekvensen er, at synet på indvandrerkriminalitet bliver værre end virkeligheden, og at folk søger fakta på alternative netmedier med ubekræftede informationer,” siger han.

Politiets fortielse om masseovergrebene i Stockholm kommer i forlængelse af rækken af sager, hvor udlændinge nytårsnat forgreb sig på kvinder i flere byer i Tyskland, Sverige, Finland, Østrig og Schweiz. Værst gik det til i Köln, men også kvinder i Malmø, Kalmar og Karlstad i Sverige blev udsat for overgreb.

Kokkonen vurderer, at sagerne kan sætte skub i debatten og ende med at få myndigheder og presse til at rapportere oftere om kriminelles oprindelse.

”Debatklimaet har ændret sig radikalt, og man kan allerede se, at der er sket meget på de dage, der er gået, siden overgrebene er kommet frem. Jeg tror bare, det er begyndelsen, og at vi inden længe vil se Sverige oplyse om gerningsmænds etnicitet, som det sker andre steder,” siger Andrej Kokkonen.

Pressechef for Stockholms politi, Varg Gyllander, afviser, at politiet bevidst har tilbageholdt information om de seksuelle krænkelser, men erkender, at man ved at tie om mistænkte og gerningsmænds oprindelse skaber spekulation.

”Der er ingen tvivl om, at man i flere sager forværrer synet på indvandrere - uanset, om gerningsmanden er svensk eller ej, men det er bare ikke politiets ansvar. Vi skal alene fortælle om det, der er relevant for sagen og dens opklaring, og derfor er det sjældent, vi oplyser om etnicitet,” siger han.