Svensk politiks ”dørmåtte” fik nok: Nu er Sverige kastet ud i historisk regeringskrise

Et flertal i det svenske parlament har ikke længere tillid til statsminister Stefan Löfven. I modsætning til Mette Frederiksen (S) har hendes svenske partifælle ikke formået at skabe ro blandt sit parlamentariske grundlag, hvilket han nu betaler prisen for

For første gang nogensinde valgte et flertal i det svenske parlament mandag formiddag at udtrykke mistillid til den siddende statsminister.
For første gang nogensinde valgte et flertal i det svenske parlament mandag formiddag at udtrykke mistillid til den siddende statsminister. "Regeringen har en uge til at finde ud af, hvilken vej vi skal gå. Uanset hvad, så vil jeg og mit parti stå klar til at tage ansvar for at lede landet," lød det fra Stefan Löfven på det efterfølgende pressemøde. Foto: Anders Wiklund/TT/Ritzau Scanpix

Vil man forstå den monumentale vrede på den svenske venstrefløj, som mandag formiddag kulminerede med en mistillidsbegæring til statsminister Stefan Löfvens regering, kan man med fordel genkalde sig Enhedslistens daværende leder Johanne Schmidt-Nielsen, som for rullende kameraer fortalte verden, at Thorning-regeringens økonomiske fingerfletning med de borgerlige var ”at pisse på vælgerne”.

Helt så harmdirrende har Venstrepartiets Nooshi Dadgostar ikke været. Til gengæld har den 36-årige partileder nu taget den fulde politiske konsekvens af længere tids utilfredshed og besluttet, at Venstrepartiet – og dermed også et flertal i Rigsdagen – ikke længere har tillid til Sveriges socialdemokratiske statsminister.

Baggrunden for balladen er et forslag om at frisætte huslejen på nyopførte boliger, som er en del af det forståelsespapir, Stefan Löfven sammen med Miljøpartiet og de socialliberale Centerpartiet og Liberalerne i januar 2019 blev enige om efter langvarige regeringsforhandlinger. En del af den såkaldte januar-aftale var samtidig, at Venstrepartiet skulle holdes uden for indflydelse, hvilket i svenske medier blev udlagt som den ultimative ydmygelse og døbt ”dørmåtte-klausulen”.

Venstrepartiet – som fik 8 procent af stemmerne ved seneste valg i 2018 – besluttede ikke desto mindre at holde hånden under Löfvens rødgrønne regering på den betingelse, at de værste ideologiske knaster i forståelsespapiret ikke blev gennemført.

Partiet, som bedst kan sammenlignes med Enhedslisten i Danmark, har altså fra starten gjort det klart, at skulle de to socialliberale partier – hvis økonomiske politik er alt andet end venstreorienteret – få for stor indflydelse på Sverige socialdemokratisk-ledede regering, så ville man ikke tøve med at trække støtten.

Og derfor er omdrejningspunktet i den aktuelle regeringskrise også i mindre grad forholdet mellem Venstrepartiet og Socialdemokratiet; den egentlige konflikt står mellem Venstrepartiets socialistiske ambitioner og Centerpartiets markedsorienterede reform-tørst.

Nooshi Dadgostar har de seneste uger forsøgt at iscenesætte sig selv som lejernes beskytter og presse regeringen til at droppe husleje-forslaget. Men det er ikke første gang, partiet truer med at udløse en regeringskrise, og de færreste havde regnet med, at man ville gøre alvor af truslen og sammen med højrefløjen fælde Stefan Löfven. Nu har Dadgostar dog en gang for alle slået fast, at partiets mandater har en pris, og at Centerpartiets taktstok i den økonomiske politik ikke kan tages for givet.

Men selvom de seneste ugers ideologiske armlægning først og fremmest har stået mellem Venstrepartiets Nooshi Dadgostar og Centerpartiets Annie Lööf, er nederlaget Stefan Löfvens. Hvor Mette Frederiksen (S) herhjemme er lykkedes med at forene Radikale Venstre og Enhedslisten i et projekt, som trods murren i krogene fortsat lever, så er svenske Löfven dumpet i disciplinen at skabe ro på den parlamentariske bagsmæk. Eller som dagbladet Expressens politiske kommentator Viktor Barth-Kron skriver på Twitter:

”Den historiske lærdom af januar-aftalen er, at det er svært med femparti-koalitioner, hvor to partier får gennemført en masse politik, to får alle de fine poster, og det femte forventes at sidde stille og holde kæft.”

Men hvad så nu? Kort efter mandagens historiske afstemning i Rigsdagen afholdt 63-årige Stefan Löfven, med vanlig alvorstung mine, et pressemøde. Her fortalte han, at han nu vil bruge den kommende uge på at afsøge sine muligheder. Herefter er der to scenarier i spil for den nu fungerende statsminister: gå af og lad Rigsdagens formand sondere terrænet for et nyt flertal, eller udskriv valg, som i så fald skal holdes inden for tre måneder.

Ender Stefan Löfven på førstnævnte mulighed, er det selvklart, at Venstrepartiet ikke er interesseret i at hjælpe de borgerlige – og særligt Sverigedemokraterne – til magten. Skulle han få overtalt Centerpartiet til at sluge huslejeforslaget i forbindelse med en ny regeringsdannelse, er det oplagt, at Socialdemokraterne igen kan finde flertal sammen med flertallet af de nuværende støttepartier og Venstrepartiet – om end temperaturen i forhandlingslokalet givetvis er kølnet betragteligt efter mandagens historiske mistillidsvotum.

Skulle der i stedet blive udløst ekstravalg her små 15 måneder inden næste års rigsdagsvalg, er det svært at spå om, hvad der kommer til at ske. I skrivende stund er der stort set dødt løb mellem højre og venstre side i svensk politik, og selvom både Venstrepartiet og Centerpartiet ligger over det seneste valgresultat i meningsmålingerne, er regeringens juniorpartner, Miljøpartiet, til gengæld på den forkerte side af spærregrænsen.

Foreløbigt har Stefan Löfven maskimalt syv dage til at beslutte, hvilken vej han vælger. Uanset hvad den gamle svejser ender med, er en ting dog sikkert: Venstrepartiet lader sig næppe nøjes med rollen som svensk politiks dørmåtte igen.