Svensk systemskifte: Ny blågul regering går i Danmarks fodspor

Sveriges nye højreregering vil udarbejde en kulturkanon, forbyde tiggeri og forfølge en dansk-inspireret rets- og udlændingepolitik. Spørgsmålet er, om samarbejdet kan holde

Statsminister Ulf Kristersson fra Moderaterne (nummer tre fra venstre) præsenterede tirsdag Sveriges nye regering sammen med Kristendemokraternes leder Ebba Busch (nummer to fra venstre) og Liberalernes Johan Pehrson (nummer to fra højre).
Statsminister Ulf Kristersson fra Moderaterne (nummer tre fra venstre) præsenterede tirsdag Sveriges nye regering sammen med Kristendemokraternes leder Ebba Busch (nummer to fra venstre) og Liberalernes Johan Pehrson (nummer to fra højre). . Foto: Fredrik Sandberg/TT/Ritzau Scanpix.

I mandags fik Sverige en ny statsminister, og tirsdag præsenterede Moderat-leder Ulf Kristersson både sin nye regering og de mærkesager, den ønsker at prioritere de kommende fire år.

Moderaterne får 13 ministerposter, Kristendemokraterne 6 og Liberalerne 5. Men bag det hele står Sverigedemokraterne – højrefløjens største parti og afgørende parlamentariske grundlag – og udstikker retningen.

”Et konservativt, et nationalistisk systemskifte” konkluderede Aftonbladets lederskribent Anders Lindberg hos SVT, Sveriges svar på DR.

”Regeringsaftalen er mere, end hvad SD (Sverigedemokraterne, red.) har turdet drømme om,” tilføjede avisen Expressens politiske kommentator Viktor Barth-Kron.

Paradigmeskifte

Ifølge netop Expressen har Ulf Kristersson på et internt møde hos Moderaterne sagt, at Sveriges nye udlændingepolitik skulle være ”Sverigedemokraternes migrationspolitik formuleret på en juridisk holdbar måde”, og under mandagens statsministerafstemning konkluderede Centerpartiets leder, Annie Lööf, at Rigsdagen nu skulle ”stemme om Jimmie Åkessons politik”.

På sociale medier florerede samtidig et billede, hvor Ulf Kristersson stolt viftede med regeringsaftalen på fredagens pressekonference. Henover aftale-papirerne havde en vittig sjæl redigeret billedet, så der nu stod ”Jimmie Åkessons ønskeseddel til julemanden.” En vits med en snert af sandhed, lyder det fra Arvid Åhlund, lederskribent på avisen Dagens Nyheter, som på Twitter udlagde udviklingen som ”en Moderat-ledet regering, der nu har fået æren af at administrere Sverigedemokraternes politik”.

Men at højrefløjens største parti har fået indflydelse på politikken er der ikke noget underligt i, mener Widar Andersson, politisk redaktør på avisen Folkbladet:

”At spørgsmål, som er vigtige for SD, dominerer aftalen, er helt naturligt, eftersom den er indgået mellem regeringen og SD. Sverigedemokraterne og Moderaterne ser på lange stræk ganske ens på indvandring, kriminalitet, atomkraft, sociale ydelser og bistandspolitik.”

Selv har Sverigedemokraternes Jimmie Åkesson omtalt det nye regeringsgrundlag, som de fire højrepartier har udarbejdet i fællesskab, som et ”paradigmeskifte” på udlændinge- og retspolitikken. Blandt andet skal antallet af kvoteflygtninge, som Sverige årligt tager imod, sænkes fra de nuværende 6400 til 900 personer.

Undervejs i valgkampen har Sverigedemokraterne gentagne gange efterspurgt en strammere migrationspolitik efter dansk forbillede, og det ser nu ud til at kunne blive virkelighed. Det samme gør sig gældende på retspolitikken.

”Danske straffe for svenske forbrydelser,” sagde statsminister Ulf Kristersson tirsdag, da han præsenterede en række af de tiltag, den nye borgerlige regering har til hensigt at gennemføre. Det gælder eksempelvis flere udvisninger af kriminelle, strengere straffe, opholdsforbud, brug af anonyme vidner og tidsbegrænsede visitationszoner.  

”Tryghed er blevet vor tids store frihedskamp,” konstaterede Kristersson fra Rigsdagens talerstol.

Liberalerne er den største trussel

En række af tiltagene har dog fået skarp kritik fra fremtrædende medlemmer af Liberalerne. Inklusive det bebudede forbud mod tiggeri.

”Liberalerne er den største trussel mod regeringens stabilitet,” vurderer politisk redaktør hos Folkebladet, Widar Andersson. Og at det lille parti nu får fem ministerposter bliver af mange udlagt som en måde at tvinge partiet til loyalitet mod regeringsprojektet.

Samtidig bliver en række punkter i forståelsespapiret fremlagt som liberale aftryk. Det gælder blandt andet aftalens indhold om, at ”public service-mediernes frihed skal beskyttes”, ligesom det er en del af aftalen at undersøge, hvorvidt såkaldt omvendelsesterapi kan forbydes og kvinders ret til abort grundlovssikres.

Hos Kristendemokraterne er det først og fremmest regeringens plan om at sænke u-landsbistanden fra 1 procent af bruttonationalproduktet, BNP, til 0,85 procent, som ifølge Frida Park, lederskribent hos den kristne avis Dagen, er det store ”prestigetab”. Til gengæld har partiet vekslet sit beskedne valgresultat til seks ministerposter, inklusive vicestatsministerposten til partileder Ebba Busch. Regeringen vil desuden sætte målrettet ind mod islamisme og antisemitisme.

Allerede om få uger skal den nye svenske regering have sit budget på plads, og ifølge politisk redaktør Widar Andersson fra Folkbladet kan der hurtigt opstå udfordringer under forhandlingerne. Ikke mindst, fordi Sverigedemokraterne på en og samme tid er højrefløjens største parti og samtidig står uden for det forpligtende regeringssamarbejde.

”Skulle Sverigedemokraterne tabe pusten i meningsmålingerne, ved man ikke, hvilke kræfter som sættes i bevægelse. De fleste aktive i SD ved ikke, hvordan tilbagegang og nederlag føles. Ikke desto mindre tror jeg, at regeringen kommer til at holde de næste fire år,” siger Widar Andersson.