En af de største historiske skampletter for mange svenskere er den manglende modstand mod Nazityskland under Anden Verdenskrig. I årevis har det været debatteret, om borgerskabet blot så til, selvom man vidste, at jøderne blev udryddet i Europa - samt i hvilken udstrækning medierne skrev om holocaust og formidlede viden om masseforfølgelsen til befolkningen.
Det første omfattende studie af mediedækningen under krigen konkluderer, at flere store dagblade undlod at dække jødeforfølgelserne, selvom de kendte til omfanget af forbrydelserne. Det skete enten af frygt for tyske repressalier eller som følge af en voksende tyskvenlighed og antisemitisme i den svenske befolkning.
Det fortæller Ester Pollack, dr.phil. i medievidenskab ved Stockholms universitet, der står bag afhandlingen, som publiceres til sommer.
”Der er ingen tvivl om, at det var et svigt mod en befolkning, som ikke fik chancen for et nogenlunde oplyst billede af verden. I optakten til krigen var medierne meget optaget af spørgsmålet, men efter 1941 skriver man kun i ringe grad om holocaust og ofte i noteform. Tyskland kritiserer den svenske regering, når medierne skriver om det, og det er medvirkende til, at tavsheden tager over,” siger hun.
Studiet bygger på analyser af de på daværende tidspunkt største dagblade Stockholms-Tidningen, Aftonbladet og Dagens Nyheter samt det regionale Göteborgs Handels- och Sjöfartstidning, der er udvalgt, fordi avisen var stærkt kritisk over for nazismen i 1930'erne. Undersøgelsen er den første, hvor forskere har haft fuld tilgang til samtlige aviser, der udkom under krigen.
Ester Pollack vurderer, at både medierne og de øverste samfundslag i Sverige i vid udstrækning var klar over, hvad der skete med jøderne, men at den viden først nåede den brede svenske befolkning efter krigen.
”Forandringen skete gradvist, så tavsheden kom ikke i løbet af en nat. Medierne var i en meget vanskelig situa-tion, men moralsk åbner deres tavshed for en diskussion og udstiller, hvor vigtigt det er at værne om den frie presse,” siger hun.
Ester Pollack forklarer, at i årtierne efter krigen var den udbredte holdning, at svenskerne var neutrale, og at der derfor ikke var behov for en granskning af krigstiden. Det ændrede sig dog i løbet af 1970'erne, i takt med at Sverige under den daværende, senere myrdede, socialdemokratiske statsminister Olof Palme fik en aktivistisk udenrigspolitik, og i 1990'erne blev svenskernes uskyld for alvor udfordret.
Med den svenske historiker Klas Åmarks bog ”At være nabo til ondskaben” fra 2011 forsvandt meget af forestillingen om en ansvarsfri nation.
Ester Pollack pointerer, at den nye interesse er central i forståelsen af nutiden.
”Vi er midt i en stor flygtningekrise, som ikke er set mage siden krigen. Derfor er det vigtigt for os at forstå, hvad vi gjorde dengang. Og hvor vigtigt det er at rapportere om virkeligheden på godt og ondt,” siger hun.
I den seneste tid er de svenske medier blevet anklaget for at mørklægge problemer med indvandring og skjule personers etnicitet, men ifølge Pollack er den forestilling ikke fyldestgørende.
”Det er vigtigt at skrive om problemerne åbent, og jeg mener historisk, at Sverige har tradition for en fri, kritisk presse. Men vi skal værne om den og ikke lade politiske vinde undergrave den, som det skete i 1940'erne. Det er en lektie for os i dag,” siger hun.
Danske og norske medier var under krigen underlagt tysk censur i modsætning til Sverige.