I Sverige er debatten om værdier, ligestilling og integration i øjeblikket rødglødende efter en række sager om voldtægter og seksuelle overgreb på musikfestivaler rundt om i landet. Ved de lejligheder, hvor svenske mænd har været under offentlig mistanke, har generaliseringer og en kollektiv skyld hurtigt ramt de formodet ansvarlige, men når udlændinge har været under luppen, har piben fået en anden lyd. Sådan udlægger en række iagttagere den seneste tids debat.
Under en koncert med kunstneren Zara Larsson ved Bråvalla Festival syd for Stockholm i slutningen af juni blev en ung kvinde voldtaget. Politiets signalement sagde intet om gerningsmandens etniske ophav, og Larsson selv og en række andre gik efterfølgende hårdt til angreb på mandekulturen i al almindelighed.
”Føj for den til jer drenge, der får piger til at føle sig usikre på festival! Jeg hader fyre. Hader, hader, hader (…) Det er ikke hårdt at føle generaliseringen. Det er hårdt at føle sig usikker over at være på festival,” lød det fra sangerinden på Twitter.
Nogle dage senere under arrangementet Putte i Parken i Karlstad i Midtsverige skrev politiet, at en gruppe migrantdrenge mistænktes for at stå bag over 30 sager om seksuelle krænkelser. Men her var reaktionerne i manges øjne anderledes tavse. Politiet blev straks mødt med kritik for at pålægge udlændinge kollektiv skyld og trak hurtigt signalementet tilbage og undskyldte.
Barbro Sörman, der er regionspolitiker i Stockholm for Venstrepartiet, reagerede ved at skelne direkte mellem svenske og ikke-etnisk svenske mænd:
”De svenske mænd, der voldtager, gør det jo til trods for, at de er vokset op med ligestilling (…) Det er efter min opfattelse værre,” skrev hun på Twitter.
Hun har siden trukket teksten tilbage, men hendes indlæg og debatten om overgrebene udstiller ifølge journalist og forfatter Per Brinkemo en syg relativiserings- og benægtelseskultur.
”Det er meget alvorligt, at man gør forskel på, hvem der har begået et overgreb, men det skyldes en monumental rædsel for at stigmatisere minoriteter. Svenskere har ingen problemer med at pege fingre ad æreskulturer i Afghanistan, men når de kommer til Sverige, benægter man, at der er de mindste kulturelle modsætninger – så er der pludselig ingen problemer,” siger Per Brinkemo.
Han mener, at flere debattører pålægger de svenske mænd kollektiv skyld for de seksuelle krænkelser, hvilket skaber foragt for medierne og åbner for frustrationer og spekulationer til fordel for racistisk højreekstremisme. Establishmentet skærer med hans ord alle over én kam og diskriminerer, når det handler om svenske mænd, men råber op om stigmatisering, når det kommer frem, at udlændinge står bag overgreb.
”Det rykker de moralske grænser, at etniciteten afgør, om der er tale om en forbrydelse eller ej. Hvis man siger, at det er formildende at være ikke-svensk, undergraver man hele demokratiets forestilling om, at alle er lige for loven,” siger Per Brinkemo.
Forfatterkollega Johan Lundberg, der er litteratur- historiker ved Stockholms Universitet, er enig. Han mener, at debatten udstiller en grundlæggende moralsk brist blandt Sveriges venstreorienterede, feministiske elite.
”Hele verdensbilledet bygger på et fundamentalt, forsimplet og fejlagtigt dogme om, at alt, der er galt i verden, er Vestens skyld. Racisme, kvindeundertrykkelse og krig. Det hele hænger sammen,” siger han.
Johan Lundberg mener ikke, at de fremtrædende lederskribenter og kulturdebattører repræsenterer det svenske samfund, men at der uden for elitens boble er en bred almenhed, der ikke er gennemsyret af politisk korrekthed i spørgsmål om identitet, race og køn.
”Den store afstand skaber enorme frustrationer og store kløfter mellem medierne og befolkningen. Selvkritikken i Sverige er simpelthen gået for langt, for enhver civilisation bygger på, at der er en vis tiltro til den kulturelle tradition og historie, der har bygget samfundet op, og det er der ikke hos medieeliten i Sverige,” siger han.
I kølvandet på sagerne om seksuelle krænkelser er festivalen Göteborgs Kulturkalas kommet med en opsigtsvækkende melding. Som følge af at de kvindelige gæster føler sig utrygge, overvejer man kønsopdeling, når arrangementet finder sted midt i august. Det kan betyde, at der foran scenerne etableres såkaldt ”trygge zoner”, hvor mænd ikke må komme.
”Det er en drastisk foranstaltning for os som åben festival, men alle skal kunne deltage uden at føle sig utryg,” forklarer festivalleder Tasso Stafilidis til nyhedsbureauet TT.
Litteraturhistoriker Lundberg er rystet over, at adskillelse mellem køn på en musikfestival i et ligestillet og demokratisk land i det hele taget kan komme på tale.
”Den slags forslag er en måde at placere kollektiv skyld på hos de svenske mænd, som udgør langt hovedparten af de mandlige gæster. Fædre, kærester, venner og homoseksuelle par. Det virker helt vanvittigt og udtrykker en tankegang, der ikke hører til i et moderne samfund. Engang adskilte man kønnene, men det var i den verden, feministerne gjorde op med,” siger han.
I Danmark og Norge har der i løbet af sommeren også været eksempler på seksuelle overgreb på festivaler, men hverken i samme målestok eller med samme ophedede debat til følge. Hilde Sandvik, chefredaktør på den fællesnordiske debat- og medieplatform Broen.xyz, peger på, at der er store forskelle på debatklimaet i broderlandene. Hun mener, at berøringsangsten over for problemer med integration og indvandrere er udbredt både blandt medier, politikere og i politiet i Sverige. Også selvom der langsomt er ved at komme en mere åben drøftelse.
”Det er hårrejsende, hvordan nogle stadig bliver ved med at afvise, at der er problemer med integration. Og da politiet blot konstaterede, at de mistænkte var uledsagede flygtningebørn, blev de nærmest offer for en medieinkvisition, i stedet for at man tog en reel diskussion om kulturelle udfordringer,” siger hun og kalder forslaget om kønsopdelte zoner for et historisk tilbageskridt:
”Det er som at gå baglæns i fremtiden. Hvad så med de kvinder, der ikke er i de zoner, er de så ’ledige’? Sådan en tankegang er syg og udstiller et frygteligt mandesyn.”