I de seneste år er opmærksomheden om Sveriges uro-plagede områder eksploderet, og politisk er de draget frem som en lakmusprøve på integrationen. Mange af områderne er indvandrertunge ghettoer, hvor politiet og ambulancepersonale efter egne ord sjældent tør færdes, men trods vedvarende løfter om at lave om på det, går det den gale vej.
Temaet var øverst på dagsordenen under den politiske festival ”Politikerveckan Järva,” der sluttede i går.
I avisen Dagens Nyheter kom det for nyligt frem, at antallet af områder, som politiet betragter som særligt udsatte for vold, kriminalitet og radikalisering, er vokset fra 15 til 23 på to år. Heraf er de fleste forstæder til storbyer som Göteborg, Malmø og Stockholm.
”Politikerne har ingen interesse i forstæderne. Der er ingen, der reelt vil gøre noget (…) Der er ingen langsigtet plan, og det er et af problemerne,” siger politimanden Hanif Azizi til Svenska Dagbladet.
Samtidigt med, at otte nye områder er kommet til på listen over særligt udsatte steder, falder antallet af politibetjente målt i forhold til antal indbyggere. Værst står det til i hovedstaden Stockholm, hvor 152 betjente eller 10 procent af udrykningstyrken ifølge Svenska Dagbladet har forladt jobbet siden nytår.
Peder Hyllengren, der forsker i terror og sikkerhed ved det svenske forsvarsakademi, kalder situationen ”forfærdelig”. Han peger på, at problemerne med rekruttering af politi er stort i de indvandrertunge forstæder, og at årsagen til, at folk forlader politiet, er, at lønnen er lav, stressniveauet højt, og at de få betjente betyder en usikker hverdag. Ifølge svensk stats-tv, SVT, opklarer politiet kun hver syvende forbrydelse.
”Politiet viser sig alt for sjældent, fordi de er bange for de hårde kriminelle bander. Folk tør ikke vidne, fordi de ikke stoler på, at politiet beskytter dem, og det betyder, at politiet har meget ringe muligheder for at opklare forbrydelser i de udsatte områder,” siger han.
Peder Hyllengren peger på, at der under flygtningekrisen i 2015, hvor Sverige modtog 163.000 asylansøgere, kom mange til, der grundet lavt uddannelsesniveau risikerer at falde uden for samfundet, og at mange af dem ender i billige lejligheder i de socialt belastede forstæder.
”Problemet er, at politikernes tiltag ikke matcher virkeligheden. Det er lidt som en trygkoger, hvor der bliver ved med at komme flere til parallelsamfundene, som er i risikogruppen for at blive radikaliseret og involveret i kriminalitet. Derfor er min prognose desværre negativ,” siger han.
Omkring 300 svenskere er siden 2012 draget i krig for Islamisk Stat i Syrien og Irak, men selvom aktiviteten på det seneste er faldet, er det ifølge Peder Hyllengren ikke en entydigt positiv udvikling. For det betyder efter hans vurdering, at ekstremister, der udgør en terrortrussel, nu spreder sine budskaber i Sverige frem for i Mellemøsten. Det svenske sikkerhedspoliti Säpo oplyser, at der i 2010 var omkring 200 ekstremistiske islamister i Sverige, mens man i dag regner med flere tusind. For at vende udviklingen kræver det først og fremmest en større erkendelse af situationens alvor, mener Peder Hyllengren.
”Der er nogle få områder, hvor udviklingen er gået den rigtige vej, fordi politiet er rykket massivt ind. Deres nærvær er det vigtigste og tager toppen af æreskultur og bandernes myndighed, fordi det viser, at det i Sverige er Sverige og ikke kriminelle, der bestemmer. Men udover det handler det om, at man får en langsigtet strategi. Man skal skabe lavtlønnede praktiske jobs for dem, der er i fare for at falde ud af systemet. Det kræver en mangeårig indsats fra alle myndigheder, og man skal turde sige, at problemerne er så store, som de er,” siger han.
Torbjörn Forkby, der forsker i bandekriminalitet ved Göteborgs universitet, deler terrorforskerens skeptiske billede af udviklingen. Han mener, at politiets manglende tilstedeværelse stiller de ikke-kriminelle, ganske almindelige borgere i de belastede forstæder i en vanskelig situation.
”Der er desværre mange steder, som i lang tid er gået igennem en negativ udvikling, hvilket har efterladt indbyggerne i minisamfund, der ikke har noget med resten at Sverige at gøre. Økonomisk bliver polariseringen større, og det giver forklaringskraft til dem, der mener, at det svenske samfund på den anden side af ghettoen er en fjende,” siger han.
Torbjörn Forkby bekræfter billedet af, at politiet flere steder ikke er en autoritet. Det øvrige Sverige ses som fremmed, og krigen mellem Vesten og Islamisk Stat gør det let at se Sverige som en modstander.
”Der er en stærk konfrontation, der også har religiøse fortegn, og det kan ikke undgå at påvirke. Hvis man som indvandrer ikke kommer ind i det almene samfund, så påvirkes man af den konflikt, og hvis det går dårligt med at få livet til at køre, kan man blive tiltrukket af radikale tankesæt,” siger han.
For politiet, der har opgaven med at opretholde lov og orden, udgør det en kæmpe udfordring. Her har en lang række reformer ifølge forskeren sat en stopklods for den samlede indsats, der kan vende skuden.
”Det nytter ikke noget, at politikerne hvert halve år kommer med nye strategiske ændringer, der fratager politiet muligheden for den stabile, langsigtede indsats. Tiden skal arbejde for politiet og ikke imod. Man skal have én strategi, som tænker både det sociale, forebyggende og tryghedsskabende ind, uden at man fjerner andre ting. Og så skal man gøre det attraktivt for politiet at arbejde i de udsatte områder. Det kræver enorme ressourcer, men det er det, der skal til, hvis man skal styrke følelsen af, at den svenske retsstat fungerer,” siger han.