EN DUGFRISK, international undersøgelse viser, at Japan og Sverige er klodens mest sekulariserede lande.
Flere af undersøgelsens resultater har været omtalt her i avisen, herunder at kristendommen på verdensplan går frem. Men Sverige buldrer den modsatte vej. Til spørgsmål som: ”Hvor vigtig er Gud i dit liv?”, svarede 40 procent af svenskerne: ”Overhovedet ikke vigtig”. I Zimbabwe, i skalaens anden ende, tror 99 procent på Gud - og de allerfleste er kristne.
Siden seneste undersøgelse har Norge og Danmark i øvrigt halet pænt ind på Sverige, når det gælder ikke-tro.
Den kristelige svenske avis Dagen spørger landets ærkebiskop Antje Jackelén, om Sveriges position som kristen-hedens mest verdslige land stemmer overens med hendes eget billede? Ærkebiskoppen svarer ikke ligefrem krystalklart:
”Både ja og nej. Der findes en dynamik, som udvikles i mødet mellem sekularisering og religionens nye synlighed. Den leder til uventede åbninger, som gør noget ved lodret opadstigende sekulariseringskurver.”
Det forklares ikke, hvilke åbninger, der gør hvad ved kurverne, men man forstår, at ærkebispen er mere sociologisk interesseret end teologisk bekymret. Religionens ”nye synlighed” står islam sikkert for, nyankommet til ”folkhemmet”, og Jackelén træder her meget varsomt. For ikke at diskriminere nægtede hun således at sætte Jesus højere end Muhammed under sin valgkamp frem mod den høje post. Også hendes konkurrenter afstod fra at rangordne - hvad der fik en teologisk professor til at forlade sin plads i Svenska kyrkans teologiske råd og søge optagelse i en frikirke.
SVENSKA KYRKAN HAR siden den blev løsrevet fra staten i 2000 oplevet en meget betydelig medlemstilbagegang.
En, som kan genkende undersøgelsens resultat, er formanden for Svenska Alliansmissionen, Kjell Larsson. Selv i Jönköping len, som udgør ”det svenske bibelbælte”, mærkes nu sekulariseringen i form af udbredt uvidenhed om religion, udtaler han til Dagen.
Sågar inden for kirken mærker han sekulariseringens voksende udbredelse. Svenska kyrkan er da også en af den protestantiske verdens mest ”progressive”.
Men Kjell Larsson konstaterer samtidig, at på en vis måde stemmer resultaterne alligevel ikke:
”Så snart der sker noget dramatisk, eller der er krise, så virker det, som om det sidder i rygmarven hos svenskeren, at det er kirken, det gælder.”
Og han konstaterer videre:
”Selvom man ikke kan finde en indre fred og styrke, så tror jeg, vi alligevel er ret religiøse. Det tror jeg ikke, et sekulariseret samfund kan tage bort. Mennesket behøver en uden for sig selv stående kraft.”
I Svenska Dagbladet skriver Bitte Assarmo, nybagt chefredaktør for Katolsk magasin, at det efterhånden er blevet ubehageligt at være kristen i det nye Sverige, hvis medier åbenbart gør deres for at fremme sekulariseringen.
”Dagens Sverige gennemstrømmes af en skræmmende, verbal forfølgelse af de kristne,” hævder hun.
”Klimaet i medierne står på permafrost, når det gælder den religion, som ikke er tiltrækkeligt eksotisk; der sendes tema-aftener i tv, hvor man udmaler stort set alle kristne som fundamentalister, dertil såkaldte samfundsprogrammer, hvor man kræver kollektive undskyldninger af kristne for deres tros skyld, hadkampagner mod kristne højtider og så videre i én uendelighed.”
Svenske politikere er ivrige efter at hylde andre religioner og opmuntrer gerne til religiøs mangfoldighed, anfører hun, men i næste åndedrag ”sanktionerer man angreb på kristendommen gennem plumpe udgydelser.”
Assarmos katolske kirke vier ikke homoseksuelle, og hun mener, at den ny vielsespraksis afslører en særlig dobbeltmoral:
”Man anklager kirkerne for at krænke mennesker på grund af deres seksuelle orientering, men har nogen foreslået, at homoseksuelle skal kunne vies i landets moskéer, templer eller synagoger?”.
Politikerne og medierne frygter bestandig for mulig islamofobi, men burde egentlig bemærke den stærke kristofobi, som allerede dominerer, skriver Bitte Assarmo. Man kan i Sverige iagttage en moderne heksejagt, der har sine rødder i en fordrejet form for politisk korrekthed, mener hun. Efter dens kodeks skal man huske både at være åben for det fremmede og nedgøre den hjemlige kristendom.
”Man kan sige, at der i det moderne Sverige hersker en indskrænkethed, som gør, at det ene altid skal følges af det andet.”
Assarmo fortæller, at i samme kristo-fobiske ånd fortier svensk presse i vid udstrækning de forbrydelser, som begås mod kristne ude i verden. Sverige er dermed ved at være en nation, hvor alene kristendommen har status som ”den religion, der ikke omfattes af den respekt, som den lovfæstede religionsfrihed lover. En stor skam i et land, som siger, at det værner om religionsfrihed og menneskeværd.”
Anders Raahauge er kulturjournalist