Med bare et enkelt døgn til Sveriges skæbnevalg er der dødt løb mellem højre og venstre side i svensk politik. At forskellen mellem blokkene er inden for den statistisk usikkerhed i valgkampens slutspurt, giver selvsagt anledning til nervøsitet hos begge statsministerpartier – de regerende Socialdemokraterne og udfordrerne hos Moderaterne.
Men særligt hos sidstnævnte er det en kilde til bekymring, at Magdalena Anderssons rødgrønne firepartisamarbejde synes standhaftigt. Socialdemokraterne, som har regeret siden 2014, har ansvaret i en tid, hvor hele verden taler om de tilsyneladende ustoppelige svenske bandeskyderier. Hvis ikke en borgerlig opposition med fokus på lov og orden er i stand til at tage stikket hjem i en valgkamp, som undervejs har udviklet sig til et dansk-inspireret strammerkapløb, hvornår er man så?
Den svenske valgkamp står i krisernes tegn, men trods historisk høje benzinpriser, truende el-krise, krig i Europa og en Nato-proces, der bliver ved med at trække ud, foretrækker langt størstedelen af svenskerne stadigvæk socialdemokratiske Magdalena Andersson som landets kommende statsminister. Hvor de fire partier til henholdsvis højre og venstre kun adskilles af et enkelt mandat i meningsmålingerne, er det 55 procent af de svenske vælgere, som har såkaldt høj tillid til socialdemokratiske Andersson som statsminister. For Ulf Kristersson, lederen af den borgerlige opposition, er der blot tale om 32 procent. Og det har særligt at gøre med én ting.
Den helt store forandring til forskel fra tidligere valg er nemlig, at Sverigedemokraterne – det forkætrede parti fra den yderste højrefløj – nu for første gang går til valg sammen med de øvrige borgerlige partier og kan få den indflydelse, de har tørstet efter siden, de kom i Rigsdagen første gang i 2010.
Men Sverigedemokraternes succes er ingen ubetinget glæde for de resterende 3 partier i den borgerlige blok. Vejen til et mere formaliseret samarbejde har været lang og smertefuld, og i valgkampens afgørende fase er så sket det, der fra et borgerligt perspektiv ikke måtte ske: Sverigedemokraterne har overhalet Moderaterne og ligger nu til 21 procents opbakning, hvilket er 4 procentpoint mere end Ulf Kristerssons Moderaterne, altså den borgerlige oppositions bud på et statsministerparti.
Det potentielt forandrede styrkeforhold betyder dog ikke, at Sverigedemokraterne – hvis rejse mod at blive betragtet som stuerene endnu ikke er fuldbyrdet – automatisk får ministerposter, hvis højrefløjen skulle vinde valget.
Moderaterne og de to andre partier i blokken ønsker ikke, at Sverigedemokraterne får mere indflydelse end højst nødvendigt. Men accepterer SD og partiets formandJimmie Åkesson de tre øvrige partiers ønske om, at SD holdes uden for regering, vil Sverigedemokraternes mange mandater utvivlsomt blive vekslet til endnu større indflydelse på en række områder – særligt udlændinge- og retspolitikken.
Dét vil til gengæld betyde, at Moderaterne, men særligt Kristendemokraterne og Liberalerne vil skulle sluge politiske kameler i en størrelse, de færreste er i stand til med æren i behold. Særligt hårdt bliver det for Liberalerne, som nok har slået ind på en mere højreorienteret linje, men stadig har det svært med Sverigedemokraternes langt mere autoritære tilgang til særligt rets- udlændinge- og kulturområdet. Så sent som i 2018 udnævnte Sverigedemokraternes partileder Jimmie Åkesson liberalismen til sin og partiets hovedfjende. En udtalelse, Liberalerne efterfølgende bar med stolthed på sociale medier. Samme år var daværende partileder Jan Björklunds hovedbudskab på valgplakaterne, at ”Sverige ikke klæder sig i brunt.” En tydelig hilsen til Sverigedemokraternes rødder på den yderste højrefløj. Men alt det er fortid i dag, hvor et borgerligt flertal ikke er muligt uden samtlige fire partier.
Meget lysere tegner det dog ikke for partierne på den modsatte fløj. Bliver socialdemokratiske Magdalena Andersson valgets store vinder, venter ligeledes et parlamentarisk puslespil af de helt svære.
Andersson skal forene fire partier, hvoraf Miljøpartiet – såfremt de klarer den høje svenske spærregrænse på 4 procent – bliver lettest at håndtere. Socialdemokraterne har siddet i regering med det lille grønne parti tidligere, og selvom det førte til løbende hovedbrud og en kortvarig regeringskrige, er klimapartiet langt mere medgørligt end resten af centrum-venstre.
Her findes på den ene side Sveriges svar på Enhedslisten, Venstrepartiet, som flere gange i valgkampen har krævet regeringsdeltagelse. Og på den anden side findes det gamle bondeparti Centerpartiet, som kombinerer høje grønne ambitioner med benhård liberalisme på det økonomiske område. Centerpartiets krav? At Venstrepartiet ikke kommer i regering. Selv vil de dog gerne. Til forskel fra oppositionen har Magdalena Andersson dog den fordel, at styrkeforholdet er klart hos centrum-venstre: Socialdemokraterne er med 30 procents opbakning med længder størst.
Alt i alt står både Ulf Kristersson og Magdalena Andersson således over for gordiske knuder af ideologisk karakter. Med mindre de to partiledere i sidste øjeblik retter blikket mod hinanden og former den regering henover midten, flere har sukket efter, men ingen med indflydelse har turde diskutere offentligt, bliver afslutningen på valgkampen samtidig begyndelsen på en svært kompliceret parlamentarisk øvelse.
Sverige har de seneste fire år været trukket igennem utallige politiske kriser med mistillidsafstemninger, utilregnelige løsgængere og en underliggende stemning af kaos. Kun ét mandat har adskilt blokkene den seneste periode, og sådan kan det meget vel blive de kommende fire år også. Det skaber usikkerhed.
Siden er der udbrudt krig i Europa, Nato-processen spidser til, og vinteren truer med udsigt til høje elregninger og økonomiske udfordringer. Bagtæppet for de kommende regeringsforhandlinger er med andre ord usikkerhed. I den situation kræver det en dygtig politiker at vinde søndagens valg, men det kræver om muligt en endnu dygtigere politiker at få en levedygtig konstellation på plads efterfølgende. Det eneste, vi nu kan vide os sikre på, er at der er udsigt til drama.