Svenskernes politiske korthus vakler

I morgen stemmer svenskerne efter en valgkamp, der har været domineret af indvandrerdebatten. Det kan ende med nederlag til statsministerkandidaternes partier, mens det yderste højre og venstre trækker stemmer

Uanset hvilket scenarie, det ender med til det svenske valg, vil SD tage et skridt nærmere den rolle, Dansk Folkeparti har haft herhjemme i mange år. Og hvis Åkessons Sverigedemokrater bliver det største parti, vil det unægtelig gøre det lettere at puste til korthuset, skriver Skandinavien-korrespondent Ulrik Strøjer Kappel.
Uanset hvilket scenarie, det ender med til det svenske valg, vil SD tage et skridt nærmere den rolle, Dansk Folkeparti har haft herhjemme i mange år. Og hvis Åkessons Sverigedemokrater bliver det største parti, vil det unægtelig gøre det lettere at puste til korthuset, skriver Skandinavien-korrespondent Ulrik Strøjer Kappel. Foto: Michael Probst/Ritzau Scanpix.

Morgendagens længe ventede rigsdagsvalg vil skrive sig ind i historiebøgerne som et højlydt slag om indvandringens konsekvenser for Sverige. Valgkampen har været domineret af udlændingeområdet, og uanset hvor mange procent, Sverigedemokraterne (SD) ender med at gå frem, vil partiets fortsat styrkede position i svensk politik have konsekvenser.

Det ser ud til, at det igen vil lykkes de øvrige partier at holde SD fra fadet og danne en regering, hvor partiet hverken deltager eller er med på sidelinjen som støtteparti. Men hvis det sker, kan det betyde, at protesterne i det traditionelt set største borgerlige parti, Moderaterne, vokser. Det kan ende med, at Moderaterne udskifter partiledelsen med en ny, som meget vel kan ændre partiets indstilling til SD.

Jo større SD bliver, desto vanskeligere bliver det desuden for de andre partier at skabe flertal for deres politik uden at forhandle med partiet. Selv hvis det ikke ender med en stor folkeprotest, hvor SD opnår omkring 25 eller flere procent af stemmerne, vil partiets fremgang blive en torn i øjet på de andre partier. Og det kan betyde nyvalg, regeringskrise og kortlivede koalitionsregeringer.

Og det er heller ikke, fordi de andre partiledere med statsminister Stefan Löfven (S) i spidsen ikke taler om indvandring. Selvom store dele af Socialdemokraternes bagland er utilfredse, har både han og de øvrige partiledere de seneste måneder kæmpet et drabeligt opgør om, hvem der med størst alvor i stemmen kan italesætte integrationsproblemerne.

Tankegodset om ”de åbne hjerter”, som Moderaternes tidligere statsminister Fredrik Reinfeldt stod for, er for længst kørt til småt og brændbart i store dele af den politiske top, men store vælgergrupper synes stadig utilfredse. De har ikke tillid til, at de partier, der stod for den åbne asylpolitik og dermed klandres for at have ansvar for integrationsproblemerne, nu kan vende skuden. Mange mener desuden stadig, at særligt det socialdemokratiske bagland relativiserer og bortforklarer integrationsproblemerne. Og så er en stor gruppe vælgere vrede, fordi de mener, at man bør invitere SD med til politiske forhandlinger.

I øjeblikket ser Moderaterne ud til at betale den højeste pris for utilfredsheden, fordi den borgerlige alliance igen ser ud til at blive mindre end venstrefløjen. Vælgerne ved godt, at partileder Ulf Kristersson højst sandsynligt enten skal bruge venstrefløjens eller SD’s mandater, og derfor taber han folk, når han siger, at han vil vælte regeringen, men ikke kan forklare, hvordan han vil danne en selv.

Det er muligt, at Kristersson spiller højt spil og til sidst vil vende på en tallerken og invitere SD med til forhandlingsbordet. Men det vil de øvrige borgerlige partier bortset fra Kristendemokraterne nok modsætte sig. Derfor lader det til, at den hårdt prøvede statsminister Löfven måske alligevel får muligheden for endnu en periode i spidsen af svensk politik. Til trods for, at hans parti kan ende med det dårligste resultat i det svenske demokratis historie, og at mange fortabte støtter muligvis søger tilflugt hos enten Venstrepartiet eller SD.

For Sverigedemokraternes formand, Jimmie Åkesson, ser det lige nu ud til, at festfyrværkeriet måske bliver lidt mere afdæmpet. For når Åkesson en gang er blevet stillet i udsigt, at partiet ifølge flere målinger kan få over 25 procent af stemmerne, vil han nok ærgre sig, hvis partiet ender omkring 19 procent, som SD står til i avisen Dagens Samhälles vægtede gennemsnit. Det vil dog være en klar fremgang fra 2014’s 13 procent af stemmerne, og partiet kan stadig overraske alle, da analyseinstitutternes målinger har det med at undervurdere SD’s tilslutning. Altså kan det stadig blive et jordskredsvalg.

Forklaringen på, at SD i flere målinger dog har oplevet et lille dyk, kan være partiets manglende erfaring og parti- leder Jimmie Åkessons konstante kritik af alle andre end dem, han kalder ”sverigevennerne”.

Uanset hvilket scenarie, det ender med, vil SD tage et skridt nærmere den rolle, Dansk Folkeparti har haft herhjemme i mange år. Og hvis Åkessons Sverigedemokrater bliver det største parti, vil det unægtelig gøre det lettere at puste til korthuset.