Sverige balancerer på kanten af det nordiske fællesskab

Godt naboskab er en skrøbelig størrelse, og coronakrisen har afsløret pludselig mistillid og dybe forskelle i familien Norden. Men ofte er det i mødet med den store omverden, at det nordiske tilhørsforhold opleves stærkest, påpeger prisvindende islandsk forfatter

"Pandemien er en påmindelse om, at et godt forhold mellem nabolande bestemt ikke er nogen selvfølge,” siger historiker. Illustration: Rasmus Juul
"Pandemien er en påmindelse om, at et godt forhold mellem nabolande bestemt ikke er nogen selvfølge,” siger historiker. Illustration: Rasmus Juul

”Danmark, det er da hovedstaden i Stockholm, er det ikke?”.

Man skal ikke bruge lang tid i det store udland, før man bliver bevidst om, at de nordiske lande og deres indbyrdes forskelle kan være svære at holde rede på for resten af verden. Men selvom Norge, Sverige, Finland, Island og Danmark har både kuldegrader, kystlinje og veludbyggede velfærdsstater til fælles, har coronakrisen understreget, at landene i Norden ikke er nogen homogen størrelse.

”Det er tydeligt, at den positive udvikling, som har karakteriseret det nordiske samarbejde over en årrække, er gået lidt i stå. Det skyldes ikke kun coronakrisen og de lukkede grænser, men pandemien er en påmindelse om, at et godt forhold mellem nabolande bestemt ikke er nogen selvfølge,” siger Ruth Hemstad, der er historiker ved Nationalbiblioteket og Universitetet i Oslo, hvor hun er medprojektleder på et forskningsprojekt om civilsamfund og Norden som historisk idé.

Ifølge Ruth Hemstad taler de nordiske parforholdsproblemer ind i en generel europæisk trend, hvor nationalstaten som udgangspunkt for politiske beslutninger og befolkningernes orientering har fået en renæssance. For Norden, hvor den fælles pasunion siden 1954 har været garant for åbne grænser og tætte bånd, betyder det, at den fælles identitet er under pres.

Artiklen fortsætter under annoncen

”I virkeligheden burde det nordiske komplimentere det nationale, men det er ikke altid tilfældet i praksis. Og i et historisk perspektiv er den nuværende situation atypisk og en smule bekymrende, fordi det nordiske samarbejde næsten altid er kommet styrket gennem kriser og pres udefra. Der var højkonjunktur i fællesskabet efter både 1864, Første Verdenskrig og Anden Verdenskrig. Og selvom kriser i sagens natur er forskellige, er det alligevel overraskende, at den gensidige tillid mellem de nordiske naboer tilsyneladende er forduftet i løbet af få måneder,” siger Ruth Hemstad.

Men skal man kunne glide fra hinanden, er man nødt til først at have været forbundne. Og nogle vil måske spørge, om det højt besungne, nordiske broderskab overhovedet var en realitet, førend coronakrisen indtraf. Har danskere mere til fælles med finner end med tyskere, og er der overhovedet nogen i Reykjavik, som interesserer sig for, hvad der sker i Malmø?

Her er det korte svar ja. Ifølge den seneste undersøgelse fra det globale forskningsprojekt World Value Survey, som kortlægger forskellige landes forhold til alt fra religion over økonomisk sikkerhed til lighed mellem kønnene, er der en stor, nordisk fællesmængde. Finnerne går mest op i sikkerhed, danskerne er vældig optaget af at realisere sig selv, og islændingene lægger en smule mere vægt på familie og tradition. Men sammenlignet med resten af verden er forskellene til at overse. Og så alligevel: Længst oppe i forskernes værdibaserede koordinatsystem svæver Sverige rundt som en ensom satellit.

Geografisk og historisk er landet placeret i hjertet af Norden, men hvad de blågule værdier angår, befinder man sig på de fleste områder helt ude i periferien. Og det overrasker ikke Åsa Linderborg, forhenværende kulturredaktør på Aftonbladet og fast panelist i P1-programmet ”Norsken, svensken og dansken”.

”Sverige er på mange måder et ekstremt land, som har bevæget sig mellem yderpositioner de seneste 130 år: verdens stærkeste socialdemokrati, verdens højeste grad af lighed, verdens stærkeste velfærdsstat. Vi gik vores helt egen vej under flygtningekrisen i 2015, vi var landet, hvor MeToo slog stærkest igennem, og også under coronakrisen er vi gået vores egen vej,” fortæller hun.

Og netop Sveriges enegang i virusbekæmpelsen, hvor åbenhed og tillid har trumfet nedlukning og drakoniske lovindgreb, er de seneste måneder blevet debatteret heftigt – dog mestendels i resten af verden. For selvom den svenske åbenhed på ironisk vis har isoleret landet, er man ikke meget for at lade sig inspirere af naboerne, fortæller Åsa Linderborg.

”Svenskernes syn på vores broderfolk er, at vi nok ikke har så meget at lære af jer. Men der mener jeg, at vi tager fuldstændig fejl.”

Hvilken coronastrategi, der i bagklogskabens lys vil vise sig som den mest effektive, er det endnu for tidligt at gisne om. Og i virkeligheden er det heller ikke de seneste måneders blågule myndighedsageren, som er Sveriges største problem, mener den svenske forfatter Elisabeth Åsbrink. Der findes nemlig en dybereliggende forklaring på den svenske enegang: I modsætning til Norge, Finland og Danmark ejer landet ikke erindringen om at være besat.

Det har resulteret i, at Sverige er ”fredsskadet”, hævder Elisabeth Åsbrink. Og det historiske fravær af eksistentielle trusler betyder, at man simpelthen ikke tager farer tilstrækkeligt alvorligt.

”Under coronakrisen stod det jo hurtigt klart, at Sverige tidligt havde flere døde end i Norge, Danmark, Island og Finland tilsammen. Og alligevel gik folk rundt uden at løfte et øjenbryn. Hvorfor er der ingen, der råber op eller demonstrerer, tænkte jeg. Og folk svarede, at vi svenskere jo altid har stolet på vores myndigheder. Det var et spørgsmål om tillid, lød det. Men når alle andre lande går til højre, og man selv går til venstre, så mener jeg, at man har pligt til at stille spørgsmål ved retningen,” siger forfatteren, der forrige år udgav bogen ”Ordene, der formede Sverige”.

”Er der tale om en brist på vores kollektive, psykologiske beredskab, spurgte jeg mig selv. Og så lånte jeg et begreb fra en holocaust-overlever, der for år tilbage havde beskrevet Sverige som ’fredsskadet’; at tilliden til mennesker er så stor, at man ikke længere er i stand til at forstå, at onde ting kan ske. I modsætning til vores naboer har vi ikke haft krige, naturkatastrofer eller revolutioner. Vi er ikke vant til at være truet. Og derfor har vi heller ikke en kultur for at debattere vores svar på eksistentielle spørgsmål. Da jeg skrev kritisk om den svenske vej under krisen, reagerede folk meget voldsomt. Nogen sagde, at jeg havde været for meget i Danmark, andre tolkede mit indspark, som om jeg ønskede krig. Alene fordi jeg efterlyste en debat om den svenske strategi, blev jeg angrebet hårdt,” siger hun.

At beskyldningerne om blågult landsforræderi sidder løst, hvis man kommer på tværs af den myndighedsudstukne konsensus, er ikke kun noget, der opleves indefra i Sverige.

Samme erfaring har Elisabeth Åsbrinks norske kollega Jostein Gaarder, som ud over at blande sig flittigt i samfundsdebatten er ophavsmand til en lang række bøger, blandt andet bestselleren ”Sofies verden”.

”Mit indtryk er, at det ligger i blodet på danskere og nordmænd, at vi kan kritisere alle og sætte spørgsmålstegn ved alt. Vores standardindstilling er ikke respekt for myndighederne. Og der er svenskerne nok lidt anderledes opdraget. Det var surrealistisk at opleve, hvordan det ikke var socialt acceptabelt at stille spørgsmål til håndteringen under flygtningekrisen, mens vi i Norge og Danmark diskuterede alting helt vildt. De marcherer lidt mere i takt, og det er nok samme billede, der tegner sig her under pandemien,” siger han.

”Derfor er jeg også bange for, at coronakrisen kommer til at gå ud over vores nordiske fællesskab. Ikke mindst, fordi mange vil sidde tilbage med indtrykket af, at den svenske strategi og de høje dødstal er udtryk for, at man ikke tager sine indbyggeres liv alvorligt. Når man ser, hvordan de ældre dør, får man jo lyst til at troppe op foran de svenske sundhedsmyndigheder med et skilt, hvor der står ’Old Lives Matter’. Jeg mener, hvor er selvransagelsen henne?”.

Et af de steder, hvor det er lykkedes at skærme både ældre og unge under coronakrisen, er i Island. Og det til trods for, at landet, ligesom Sverige, i højere grad har indført retningslinjer frem for restriktioner. Spørger man Solveig Lára Gudmundsdóttir, der er biskop i domkirken i Holars, er én af forklaringerne på landets succesfulde håndtering af krisen, at det er indlejret i den islandske kultur at reagere prompte på uventede begivenheder.

”I Island ser vi hinanden som én stor familie, som det er alles ansvar at passe på. Og så er vi vant til at løse store udfordringer, fordi vores barske omgivelser har gjort os klar på det meste. Så da krisen ramte, og det pludselig var en epidemiolog, der styrede slagets gang, accepterede islændinge blot, at det var til vores fælles bedste,” siger hun og nævner i samme åndedrag naturen og fiskeriets aftryk på folkesjælen:

”Hvis man kan fiske i dag, så tøver man ikke et sekund. Spontaniteten er så indlejret i vores kultur, og selvom det har gjort os enormt dårlige til at planlægge forud, så har det helt sikkert været en fordel under corona, hvor der var behov for at justere vores adfærd meget hurtigt.”

I Helsinki siges det, at forskellen på finner og svenskere er, at kun sidstnævnte har gode naboer. Men faktisk er det slet ikke de nordiske brødre og søstre, som definerer landenes forskelle og ligheder. Det er snarere naboerne uden for fællesskabet, mener den finske forfatter Kjell Westö.

”De to lande i Norden, der adskiller sig mest fra de øvrige, er Danmark og Finland. Og det gør de, fordi begge er små lande, der grænser op til langt større nationer. Danmark er tæt på Tyskland, og Finland har 1300 kilometer landegrænse mod Rusland. Det bærer vores kulturer og identiteter præg af,” siger han og nævner i samme ombæring Finlands sproglige isolering.

”Nordmænd, danskere og svenskere forstår hinanden, og mange islændinge har studeret i København, så de taler også skandinavisk. Den sproglige barriere kører finnerne lidt ud på et sidespor, og følelsen af at være en smule overset taler vi ofte om heroppe. Det er hurtigere for jer danskere at tage til Berlin end til Helsinki. Vi ligger heroppe i periferien. Det kendetegner både vores plads i den nordiske familie og i den europæiske.”

I norske Bergen bor danske Anders Beyer, som er direktør for Festspillene i Bergen. Han er uddannet i musik og filosofi og har i store dele af sit voksenliv arbejdet med og i de nordiske nabolande. Og for Beyer er der ingen tvivl om, at Nordens tætteste bånd består mellem Norge og Danmark.

”En episode, som står tydeligt for mig, var, da jeg i 2005 skulle stå for en gallaforestilling på Det Kongelige Teater med indslag fra både Danmark, Norge og Sverige. Vi skulle fejre unionsopløsningen mellem Sverige og Norge, men vi turde ikke kalde det en fejring, selvom nordmændene jo var glade for at slippe for svenskerne. Samtidig var kongefamilierne til stede, og jeg husker, hvordan der helt tydeligt var en anden samhørighed mellem Danmark og Norge. Historien betyder alt andet lige, at vi har en fasttømret relation, og selvom man skal passe på med stereotyperne, tror jeg simpelthen, vi minder meget mere om hinanden, end vi gør om svenskerne,” siger han.

”Det, jeg oplever som dansker i Norge, er, at nordmænd elsker Danmark. De elsker vores lune, de elsker den der uhøjtidelighed, de oplever, når de kommer til København og ser forældre cykle rundt med børn på ladet. Og de ældre nordmænd, jeg møder, fortæller med julelys i øjnene om første gang, de var i København for at handle og besøge Tivoli. De oplevede en afslappethed, som står i skærende kontrast til den kontrol og moralske høje hest, de oplever i Sverige. Men når det er sagt, kender jeg jo masser af svenskere, der ikke bekræfter den fordom. Det er mere en systemisk ting, som disharmonerer med den danske lune, og som man nok først for alvor opdager, når man har boet flere år i et naboland.”

Disharmoni eller ej skal det gode naboskab nok vende tilbage, når en vaccine mod coronavirussen en dag er på plads. Det spår i hvert fald David Delfs Erbo Andersen, der forsker i skandinavisk kultur ved Aarhus Universitet.

”Det er helt tydeligt, at udviklingen de seneste måneder har været tungt ladet med symbolik og følelser, ligesom gamle fordomme er bragt i spil. Svenskerne er blevet bekræftet i, at danskerne lukker grænsen for et godt ord, mens nogle danskere givetvis har glædet sig over, at ’de bedrevidende svenskere’ denne gang tog fejl. Men grundlæggende er der alt for store politisk-kulturelle ligheder og økonomiske interesser mellem eksempelvis Danmark og Sverige til, at coronakrisen vil gøre varig skade på forholdet mellem de nordiske lande,” siger han.

Han suppleres af den islandske forfatter Einar Már Gudmundsson, som tidligere har vundet Nordisk Råds Litteraturpris.

”Jeg tror ikke på, at forskellene mellem de nordiske lande vil øges. De forskelle, der har været på håndteringen af coronakrisen, vil blot blive fodnoter i historien. Men omvendt er det langtfra sikkert, at Sverige formår at bibeholde den ledende rolle i Norden, de ellers har haft,” siger han.

”Jo længere væk du kommer fra de nordiske lande, desto tættere knyttet til dem føler du dig. I Norden er det lykkedes os at bygge noget op, som vi må forsvare, og jeg håber ikke, at de nordiske lande nu er ved at gå fra hinanden. I hvert fald ikke på det sociale eller kulturelle plan.”