Sverige blæser købesexforbud op til tvivlsom succes

20 år efter at det blev forbudt at købe sex i Sverige, kræver Venstrepartiet hårdere straffe for at bryde loven. Svenske myndigheder fremstiller den som en solskinshistorie, men det er der ikke grundlag for, mener flere eksperter

Forbud mod købesex vurderes som succes af blandt andet den svenske ligestillignsmyndighed. Men forbundet for de svenske prostituerede mener langtfra, at loven har givet de svenske prostituerede fred. Den svenske stats principielle ligestillingskamp har snarere givet bagslag, mener de. Arkivfoto.
Forbud mod købesex vurderes som succes af blandt andet den svenske ligestillignsmyndighed. Men forbundet for de svenske prostituerede mener langtfra, at loven har givet de svenske prostituerede fred. Den svenske stats principielle ligestillingskamp har snarere givet bagslag, mener de. Arkivfoto. Foto: Eric Gaillard/Reuters/Ritzau Scanpix.

”20 sekunder, et minut, to minutter. Så lang tid har man normalt til at bestemme sig for, om man vil ind i denne persons bil. Men nu vil fyren være bange for at samle mig op. Nu vinker han bare med hånden ’kom her, vi kan gå rundt om hjørnet og lave vores aftale’. Det er meget farligere.”

Sådan fortæller en anonym prostitueret i en rapport fra det svenske forbund for prostituerede med det kontroversielle navn Fuckforbundet, der går hårdt i rette med konsekvenserne af, at Sverige for 20 år siden som det første land i verden gjorde det ulovligt at købe sex.

Kriminaliseringen har ikke fået prostitutionen til at forsvinde, og nu vil Sveriges femtestørste parti, Venstrepartiet, stramme loven, så en overtrædelse altid vil resultere i fængselsstraf. I Danmark, hvor det stadig er lovligt at købe sex, ser socialminister Astrid Krag (S) også prostitution som et social problem og ikke et erhvervsproblem, og derfor har hun for nylig nedlagt en arbejdsgruppe, der skulle have undersøgt arbejdsbetingelserne for de danske prostituerede.

Fuckforbundet, som er imod at stemple prostituerede som ofre, kritiserer i sin rapport ”20 år med svigt af sex-arbejdere” det svenske købesex-forbud for at være grundlæggende mislykket, fordi det ifølge forbundet gør livet mere utrygt for de svenske prostituerede.

”Loven har ødelagt sexarbejdernes muligheder for at vurdere klienter og skubbet dem til farligere arbejdsmiljøer som for eksempel hemmelige steder på gaden,” skriver forbundet i rapporten.

Den svenske ligestillingsmyndighed afviser, at sexkøbeloven har negative konsekvenser for de prostituerede.

”Vi mener snarere, at loven kan fungere som en støtte til dem, der sælger seksuelle tjenester, fordi den person, der sælger seksuelle tjenester, ved, at de har loven på deres side. De har ret til støtte fra både sociale tjenester og sundhedsvæsen,” udtaler Catrin Sandman, der overvåger området ved myndighedens afdeling for prostitution og menneskehandel.

Overordnet mener de svenske myndigheder, at den svenske model, som forbuddet også omtales som, er en succeshistorie. En historie, som andre lande kan lære af.

”Siden loven blev indført for 20 år siden, har resultaterne været overvældende positive. Det er ikke så mærkeligt, at andre lande er begyndt at se på, hvordan de kan inkorporere Sveriges initiativ,” skriver Det Svenske Institut, en offentlig institution, der arbejder for at øge omverdenens tillid til og interesse for Sverige, i en rapport fra 2019.

Det er der flere lande, der har lyttet til. Både Finland, Norge, Island, Irland og Australien har indført lignende forbud mod at købe sex. Og i 2014 kom Europa-Parlamentet med en ikke-bindende anbefaling til medlemslandene om at følge den svenske model.

Ifølge ligestillingsmyndigheden er gadeprostitution i Sverige faldet med 50 procent som følge af loven, samtidig med at prostitution overordnet set ikke er steget.

Men professor og institut-leder for kriminologi og sociologi på Oslo Universitet, May-Len Skillbrei, mener langtfra, at man kan se så entydigt positivt på sexkøbelovens effekter.

”Der er intet, som man 100 procent sikkert kan konkludere om effekterne. Der er kun indikationer. Der er indikationer, der kan ses som positive, og der er indikationer, der kan ses som negative,” siger May-Len Skillbrei, som sammen med en svensk kollega i 2017 udgav en rapport, hvor de gennemgik de undersøgelser, der er lavet om effekterne af loven.

Hun er ikke overrasket over, at Det Svenske Institut og ligestillingsmyndigheden konkluderer, at effekterne af loven er positive:

”Det er Det Svenske Instituts opgave at blære sig til omverdenen om Sverige. Det er, hvad de fokuserer på. At sige noget negativt om loven ville være meget svært for dem.”

May-Len Skillbrei påpeger, at loven er vigtig for en svensk identitet, der er knyttet sammen med en feministisk kamp for ligestilling. I den kamp er en lov mod købesex vigtig. For sexarbejde ses som undertrykkende for de kvinder, der er prostituerede.

Det var blandt andet tydeligt, da loven i 1999 blev vedtaget. Den blev slået sammen med love for bekæmpelse af vold mod kvinder og sexchikane på arbejdspladser i en lovpakke med navnet kvinnofrid, kvinders fred.

Men forbundet for de svenske prostituerede mener langtfra, at loven har givet de svenske prostituerede fred. Den svenske stats principielle ligestillingskamp har snarere givet bagslag.

”Siden 1999 er sexarbejdernes leve- og arbejdsvilkår blevet forværret betydeligt på grund af omfattende forsøg på at udrydde sexindustrien – lovgivernes ultimative mål,” konkluderer Fuckforbundet i sin rapport og op-fordrer politikerne til at legalisere køb af sex.

Catrin Sandman fra ligestillingsmyndigheden mener, at forbundet er galt på den:

”Vi kan ikke se, hvilken forskning Fuckforbundets rapport bygger på. Vi tror ikke, at sexkøbeloven har øget stigmatiseringen af dem, der sælger seksuelle tjenester. Prostitution som fænomen er blevet stigmatiseret i meget længere tid, end sexkøbeloven har eksisteret.”