Sverige er tæt på at få ny regering efter et historisk tilløb

De seneste fire måneder med en overgangsregering kan være på vej over i historien som et helt usædvanligt forløb i svensk politik

Blandt andet Centerpartiets leder, Annie Lööf, kunne i går oplyse, at der er indgået en politisk aftale mellem fire af de svenske partier – Socialdemokratiet, Miljøpartiet, Liberalerne og Centerpartiet – om at danne en rød-grøn mindretalsregering med liberal støtte.
Blandt andet Centerpartiets leder, Annie Lööf, kunne i går oplyse, at der er indgået en politisk aftale mellem fire af de svenske partier – Socialdemokratiet, Miljøpartiet, Liberalerne og Centerpartiet – om at danne en rød-grøn mindretalsregering med liberal støtte. Foto: Pontus Lundahl/TT/Ritzau Scanpix.

Det er ikke helt slut endnu i Sverige. Overgangsregeringen under ledelse af Stefan Löfven (S) sidder stadig, nu 125 dage efter valget den 9. september, og der er ikke præsenteret nogen ny regering. Men blandt andet Centerpartiets leder, Annie Lööf, kunne i går oplyse, at der er indgået en politisk aftale mellem fire af de svenske partier – Socialdemokratiet, Miljøpartiet, Liberalerne og Centerpartiet – om at danne en rød-grøn mindretalsregering med liberal støtte.

Dermed lader et historisk usædvanligt forløb til at nærme sig en løsning i Sverige.

De forgangne 125 dage har placeret Sverige på top-10 over langvarige regeringsdannelser i Vesteuropa fra 2000 til nu. Det viser en sta-tistik fra Johan Hellström, lektor i statskundskab ved Umeå Universitet, på bloggen ”Om magt og politik”. Her ligger Belgien stadig på førstepladsen med 541 dage efter valget i 2010, mens Sverige med sine 125 dage har skubbet Italien væk fra den hidtidige 10.-plads med 105 dage i 2008.

Sveriges placering er overraskende og en foreløbig enlig svale i svensk politisk historie. Ifølge Johan Hellströms opgørelser har en regeringsdannelse i Sverige siden 1945 i gennemsnit taget seks dage, mens den i Holland og Belgien har taget 104 dage, i Italien 80 dage og i Østrig 69 dage.

”Generelt har varigheden af regeringsdannelsen været båret af nationale traditioner. Holland og Belgien har for eksempel altid været meget lang tid om at danne regering, fordi begge lande har en række skarpt afgrænsede befolkningsgrupper, som alle skal tilgodeses. Desuden har de lagt vægt på at danne flertalsregeringer,” siger Flemming Juul Christiansen, lektor i politik og forvaltning ved Roskilde Universitet.

Han peger på, at det i nyere tid typisk har været fremkomsten af nye – og kontroversielle – partier, der har fået regeringsdannelser til at trække ud. Således også i Sverige.

”Det usædvanlige svenske forløb hænger sammen med, at der er dukket et nyt parti op på højrefløjen, Sverige- demokraterne, som har gjort det sværere at samle de nødvendige mandater, fordi de eksisterende partier ikke har villet lade Sverigedemokraternes mandater indgå i kabalen. Det var det samme, der skabte vanskeligheder i Tyskland efter det seneste valg,” siger han.

Hvis og når det i løbet af de kommende dage lykkes den fungerende svenske statsminister, Stefan Löfven, at få accepteret en ny regering i Rigsdagen, betyder det et farvel til den nuværende overgangsregering og mere normale politiske tilstande.

For selvom den svenske forfatning – i lighed med den danske og de øvrige vesteuropæiske forfatninger – gør det muligt for en overgangsregering at lede landet og administrere ministerierne for at undgå kaos, der ellers kunne opstå, er der snævre grænser for, hvad den kan foretage sig, pointerer Frederik Waage, lektor og dr.jur. i statsret ved Syddansk Universitet.

”Grundlæggende er det jo sådan, at den gamle regering bliver siddende, indtil en ny er dannet. Derfor kan man godt have en statsminister, der har taget sin afsked, men stadig er fungerende minister. Det betyder også, at en overgangsregering godt kan stå for den nødvendige ’drift’ af landet, men den kan ikke tage nye, store initiativer. For hver eneste beslutning, den tager, skal den overveje, om den virkelig er nødvendig eller kan være kontroversiel,” siger han.

Frederik Waage peger på, at overgangsregeringer typisk ændrer det parlamentariske samarbejde mellem partier, fordi den fungerende regering, hvis den skal træffe vigtigere beslutninger, er nødt til at inddrage de øvrige partier for at sikre det politiske grundlag.

”Grundloven sætter nogle snævre grænser for, hvad en overgangsregering kan tillade sig. Men statsretseksperter er enige om, at der – også når en regering kun er fungerende – kan opstå situationer, hvor der skal træffes hurtige, vigtige beslutninger,” siger han.

I Danmark kan en overgangsregering i princippet sidde en fuld fireårsperiode frem til den dag, hvor der efter Grundloven skal holdes valg igen, men forinden vil der formentlig opstå en situation, hvor statsministeren statsretsligt har beføjelse til at udskrive nyvalg.