Prøv avisen

Sverige i beredskab efter mæslingeudbrud

Mæslinger kan forebygges med vaccination. Ellers kan det være en dødelig sygdom. Foto: /ritzau/AP/Achmad Ibrahim/arkiv

En ansat på et hospital i Göteborg har fået mæslinger og har bragt 63 spædbørn i smittefare. Inden for en måned er 12 svenskere ramt af virussygdommen.

Sverige er blevet ramt af et udbrud af mæslinger, der synes isoleret til området omkring Göteborg, men kan have spredt sig til andre dele af landet.

12 personer - både voksne og børn - har inden for den seneste måned fået konstateret den smitsomme virussygdom i Västra Götaland.

Senest er det kommet frem, at en ansat på et hospital i Göteborg er ramt. Det særlige ved denne person er, at vedkommende ifølge nyhedsbureauet TT har opholdt sig på hospitalets fødselsafdeling.

Her har personen været i kontakt med 54 nyfødte børn, som er i fare for at være blevet smittet.

Også ni børn på neonatalafdelingen, hvor eksempelvis for tidligt fødte børn og børn født med misdannelser indlægges, er i risikozonen. Det skyldes, at personale har bevæget sig mellem fødselsafdelingen og neonatalafdelingen.

Dermed kommer antallet af spædbørn, der kan have pådraget sig virusset, op på 63. Hvis mødrene er vaccinerede mod mæslinger, er der ifølge hospitalet kun en lille risiko for smitte, men alle tilbydes beskyttende antistoffer.

- Vi har kontaktet de berørte familier og tilbyder dem at komme med barnet til et særligt lokale på sygehuset, hvor barnet kan blive behandlet med antistoffer, fortæller Görel Nergelius, direktør på Sahlgrenska Universitetssjukhuset i Göteborg, til TT.

Samtidig opfordrer hun sine ansatte til at sørge for, at de bliver vaccineret, hvis de ikke er det. Det er dog ikke noget krav.

Mæslinger overføres gennem luften, når en smittet nyser eller hoster.

Udbruddet af den efterhånden sjældne virusinfektion har sat de svenske sundhedsmyndigheder i alarmberedskab og på et større detektivarbejde.

Målet er at kortlægge, hvor de smittede personer har været hvornår, og hvem de har været i fysisk kontakt med.

Onsdag skrev SVT, at en kvinde, der er smittet, kan have spredt sygdommen til andre dele af Sverige, da hun hen over julen var på besøg i Örnsköldsvik i den centrale del af landet.

Her var hun i kontakt med over 20 personer ifølge SVT. Næsten alle skulle dog enten have haft mæslinger tidligere eller er blevet vaccineret. Ingen har umiddelbart vist tegn på smitte, men de første symptomer kan dukke op så sent som 18 dage efter kontakt.

Folks julebesøg kan altså ende med at blive et problem i forhold til at dæmme op for udbruddet, skriver Sveriges Radio.

Derfor forbereder flere hospitaler rundt om i Sverige sig på risikoen for spredning.

- Vi er heldige, hvis udbruddet ikke kommer hertil, siger Christer Printz, direktør på Skaraborgs Sjukhus, der ligger øst for Göteborg, til radiokanalen P4 Skaraborg.

Her er man blandt andet ved at undersøge, hvor stor en del af personalet, der har fået vaccinen.

Det første tilfælde blev registreret 10. december. Personen er formentlig blevet smittet i Sydeuropa.

Sidste år var der flere store udbrud af virussygdommen i Europa. Blandt andet Rumænien og Italien var hårdt ramt med flere dødsfald som følge af mæslinger.

Statens Serum Institut, der sikrer beredskabet mod smitsomme sygdomme i Danmark, har tidligere sagt til DR, at instituttet holder øje med udviklingen i Sverige.

/ritzau/