Den kommende uge kan blive historisk. Efter 200 år med fred, en lang og stolt tradition for neutralitet og højt besungen alliancefrihed peger meget nemlig i retning af, at Sverige ansøger om Nato-medlemskab mandag.
I torsdags meddelte den finske regering og præsident, at man ønsker optagelse i forsvarsalliancen. Få minutter senere kunne svenske medier fortælle, at Sveriges socialdemokratiske regering angiveligt planlægger at følge trop allerede på mandag.
To nabolande, som går hånd i hånd. Men ikke desto mindre er der betydelige forskelle.
Finlands sikkerhedspolitiske 180-graders vending udlægges ofte som udtryk for pragmatisme. Landet har hidtil været neutralt, men primært som konsekvens af den over 1300 kilometer lange grænse til Rusland. Med russernes invasion af Ukraine er den sikkerhedspolitiske situation forandret fundamentalt, og den finske tillid til naboen mod øst er ikke-eksisterende. Tiden kalder med andre ord på en musketer-ed.
For Sverige, derimod, vil et Nato-medlemskab betyde det endelige opgør med en grundpille i den svenske selvforståelse: Siden den kolde krig har den tredje vej mellem et kapitalistisk vest og et kommunistisk øst været en afgørende del af den blågule identitet – en rolle som foregangsland, der blev forfinet under Olof Palme og siden voksede sammen med det svenske selvbillede. I en konfliktfyldt verden har svenske regeringer insisteret på fredsdiplomati, nej til atomvåben og feministisk udenrigspolitik. En ø af idealisme i et hav af oprustning. I hvert fald indtil nu.
Ifølge Aftonbladets kommentator Lena Mellin bliver den kommende tid 'de farligste måneder i Sveriges moderne historie'.
Mandag formiddag skal det svenske parlament diskutere den sikkerhedspolitiske analyse, som Rigsdagen har bestilt i lyset af Ukraine-krigen, og senere samme dag vil den socialdemokratiske etparti-regering angiveligt træffe sin beslutning. Umiddelbart derefter vil Sverige ifølge avisen Expressen sende sin ansøgning, såfremt intet uforudsigeligt sker. Dagen efter kommer den finske præsident på statsbesøg i Stockholm.
Siger den svenske regering ja til Nato, har man et bredt flertal af rigsdagspartierne såvel som opinionen i ryggen. 61 procent af svenskerne støtter Nato-medlemskab, 20 procent er imod, og i Rigsdagen er det kun Miljøpartiet og Venstrepartiet, Sveriges svar på Enhedslisten, som vender tomlen ned. Sidstnævnte ønsker en folkeafstemning, som med al sandsynlighed ikke bliver en realitet.
Ansøger Finland og Sverige om medlemskab, har Nato-generalsekretær Jens Stoltenberg lovet naboerne en historisk hurtig optagelsesproces. Den forventes at kunne være afsluttet til efteråret.
I praktikken ligger Nato-medlemskab til højrebenet. Militært har Sverige i en årrække fået et stadigt tættere samarbejde med Nato, og det svenske militær taler så at sige samme sprog som forsvarsalliancen. Samtidig meldte regeringen tidligere i år ud, at man vil øge forsvarsudgifterne til de påkrævede to procent af BNP. Der sidder socialdemokrater for bordenden i både Nato-landene Danmark og Norge samt i Nato, hvor norske Jens Stoltenberg angiveligt skulle have et godt forhold til den svenske udenrigsminister Ann Linde.
Det kan få kamelen til at glide lettere ned for de svenske socialdemokrater, der historisk har stået vagt om alliancefriheden. Så sent som på partikongressen sidste år sagde forsvarsminister Peter Hultqvist, at Sverige ikke ville indlevere en ansøgning om Nato-medlemskab på hans vagt. Det kommer han nu givetvis til, og med tanke på det svenske rigsdagsvalg til september, vil det også være strategisk klogt for Socialdemokraterne at få afklaret Nato-spørgsmålet, inden valgkampen går i gang.
Ifølge Aftonbladets kommentator Lena Mellin bliver den kommende tid “de farligste måneder i Sveriges moderne historie”. Godt nok har svenske politikere og diplomater de seneste uger haft intens dialog med amerikanerne og briterne om sikkerhedsgarantier i ansøgningsfasen. Samtidig er de fleste eksperter enige om, at det primært er desinformation og cyberangreb, Sverige risikerer. Men selvom Rusland er travlt optaget i Ukraine, skruede Kreml i torsdags op for retorikken. Særligt på den strategisk vigtige ø Gotland i Østersøen, som kan nås fra Kaliningrad på en time, holder man givetvis ekstra øje med skibs- og flytrafikken i de kommende uger.
Ansøger den svenske regering om Nato-medlemskab, er det kulminationen på en rejse væk fra idealismen og rollen som landet med den moralsk løftede pegefinger. Skridt for skridt bliver Sverige i disse år mere og mere som alle andre, og selvom flertallet af svenskerne kan se fornuften i en forsvarsalliance i den aktuelle situation, kommer abdiceringen som foregangsland til at tage mange år at bearbejde.