Mens de svenske dødstal fortsætter med at stige, er den blågule opbakning til landets enegang i bekæmpelsen af coronaudbruddet nu på vej ned. På det sociale medie Twitter trender hashtagget BytStrategiNu, og på hjemmesiden change.com oprettede en gruppe bekymrede borgere i tirsdags en underskriftsindsamling for en omlægning af Sveriges – i flere henseender – markant anderledes tilgang til virusbekæmpelsen.
”Vi, en gruppe desperate indbyggere fra Sverige, skriver dette som et råb om hjælp under covid-19-pandemien,” hedder det blandt andet i indsamlingsteksten, der er formuleret som et åbent brev til Verdenssundhedsorganisationen, WHO.
Onsdag havde de svenske myndigheder registreret 5041 dødsfald med relation til covid-19, og ifølge tv-stationen SVT har Sverige den seneste uge haft 60 nye coronatilfælde pr. 100.000 indbyggere. Det er den højeste andel blandt de europæiske lande, og udviklingen afspejles nu også i den svenske debat såvel som i befolkningens tillid til regering og myndigheder.
Først krævede Sverigedemokraternes formand, Jimmie Åkesson, at statsepidemiolog Anders Tegnell går af. Kristendemokraternes leder, Ebba Busch Thor, fulgte trop, da hun i mandags langede ud efter regeringen og det ”totale fravær af politisk lederskab”. En kritik, flere eksperter har istemt, og som nu også sætter spor i befolkningens tiltro til beslutningstagerne.
Analyseinstituttet Kantar-Sifos seneste måling viser, at den svenske befolknings tillid til sundhedsmyndighederne er faldet fra 82 procent i begyndelsen af maj til 67 procent i begyndelsen af juni. I samme periode er opbakningen til statsminister Stefan Löfvens regering faldet fra 61 procent til 48 procent. Selvom ”corona-effekten” stadig betyder, at opbakningen til Löfvens socialdemokrati ligger et pænt stykke over valgresultatet, er også denne på vej ned.
”Modvinden omkring statsministeren forstærkes af, at ’den svenske undtagelse’ nu begynder at ændre karakter. Fra delvist at have været – og frem for alt blive opfattet som – et fristed i en nedlukket verden, begynder tilværelsen i Sverige nogle steder nu at fremstå værre end i landene omkring os,” opsummerede Svenska Dagbladets politiske analytiker Göran Eriksson forleden udviklingen.
Trods tiltagende kritik fastholdt statsministeren i Expressen onsdag, at ”strategien er den rigtige”, og at de svenske dødstal, som nu overstiger de danske, norske og finske tilsammen, skyldes en række andre faktorer end landets coronastrategi. Det drejer sig ifølge Stefan Löfven om forskellige opgørelsesmetoder, svingende sygehuskvalitet, for få tests og en ældrepleje, som ikke fungerer efter hensigten.
Den svenske strategi har blandt andet skilt sig ud ved at holde dele af samfundet mere åbent end i Danmark og Norge. At hævde, at dette ikke skulle være en del af forklaringen på landets mange coronarelaterede dødsfald, er en ”analytisk katastrofe”, mener den anerkendte økonom og debattør Tino Sanandaji.
Han har under det meste af coronakrisen forholdt sig skeptisk til den blågule håndtering, som han mener kan tilskrives en særlig svensk kombination af tillid til autoriteter, overlegenhed over for omverdenen og en altomsluttende konsensuskultur.
”I Sverige har vi tradition for at stole fuldstændig enøjet på vores myndigheder, og det bliver jo problematisk, når myndighederne tager fejl. De svenske eksperter har stædigt fastholdt antagelsen om, at covid-19 opfører sig som en typisk, pandemisk influenza, og den såkaldte folkesundhedspatriotisme, der er opstået i befolkningen, har betydet, at kritikere og andre landes erfaringer er blevet affejet. Vi retfærdiggør alle beslutninger med, at vi lytter til eksperterne, men det ironiske er, at vi har nægtet at lytte til det store flertal af eksperter, som mener, at vi befinder os på en katastrofekurs,” siger han.
”I stedet har man italesat vores strategi som særligt rationel og udtryk for en svensk exceptionalisme, mens Danmark og Norges lukkede grænser og lovbestemte restriktioner blev udlagt som typisk populisme.”
Virolog Lena Einhorn kaldte for nylig den svenske strategi for ”vanvid”, og blandt flere kommentatorer sammenlignes den udbredte svenske opbakning til myndighedernes coronahåndtering med landets enegang under flygtningekrisen i 2015.
Godt nok mener 23 procent af svenskerne – mod 13 procent i starten af maj – at indbyggernes sundhed prioriteres for lavt i forhold til økonomien, men ifølge Tino Sanandaji er problemet, at den åbne og kritiske debat først opstår, når det er ved at være for sent. Præcis som i 2015, hvor åbne hjerter blev til lukkede grænser i løbet af få måneder, da strategiens konsekvenser overrumplede politikerne.
”Størstedelen af de svenske medier, partier og eksperter bakkede op om den svenske coronastrategi i begyndelsen. Ligesom man gjorde med de åbne grænser. Men selvom den form for hovedløs konsensus kan være fremragende i en fodboldkamp eller i en krig, er den til gengæld katastrofal, når det gælder beslutninger, hvis forudsætninger hele tiden ændrer sig. Den svenske lemmingeffekt har betydet, at ideen om, at det var godt at få smittet en masse mennesker, ikke tids nok blev udfordret og diskuteret. Og nu er det måske for sent,” siger han.
Samme konklusion drager Financial Times’ udenrigspolitiske chefkorrespondent, Gideon Rachman, som i avisen sætter ord på ”den særligt svenske form for fiasko”:
”Paradoksalt nok kan det vise sig at være Sveriges succes som nation, der i øjeblikket leder dem mod et tilsyneladende svigt i håndteringen af pandemien. Selvopfattelsen som et både superrationelt og moderne land betyder, at Sverige har selvtillid nok til ikke at følge den internationale konsensus. I stedet har beslutningstagerne valgt at stole på deres egne vurderinger, og den svenske selvsikkerhed er kammet over i en arrogance, der i sidste ende har ført til politiske fejl.”