Sverige vil dømme filmfolk for brud på Estonia-gravfred

Anklagemyndighed har nedlagt påstand om betinget fængsel og dagbøder for to personer bag dokumentarfilm.

Luftfoto af skibet "Electra af Askö", som i 2021  foretog undersøgelser ved vraget af passagerfærgen "Estonia" i Østersøen.
Luftfoto af skibet "Electra af Askö", som i 2021 foretog undersøgelser ved vraget af passagerfærgen "Estonia" i Østersøen. Foto: Stefan Jerrevang/Ritzau Scanpix.

Der indledes tirsdag en ny Estonia-retssag i Göteborg, hvor to af personerne bag en dokumentarfilm om færgekatastrofen er anklaget for at have forstyrret gravfreden ved vraget.

Journalisten Henrik Evertsson og vrageksperten Linus Andersson sendte i september 2019 en dykkerrobot ned for at filme vraget af passagerfærgen under produktionen af deres dokumentarfilm om Estonia-forliset i Østersøen.

Færgen "Estonia" forliste i september 1994. 852 personer omkom ved en af værste færgekatastrofer i det 20. århundrede. Kun 137 passagerer og besætningsmedlemmer blev reddet.

Den internationale havarikommission, som blev nedsat kort tid efter forliset, konkluderede, at låse og hængsler på bovporten var underdimensionerede.

Skibet sank under dårligt vejr, da store mængder vand fossede ind på bildækket.

Efter dokumentarfilmen har havarikommissionen, som blev nedsat i fællesskab af Sverige, Finland og Estland, gennemført en ny efterforskning. En foreløbig rapport fra den svenske kommission viser, at hullerne formentligt skyldes klipper på havbunden.

I tingretten (byretten) i Göteborg blev de to tiltalte frifundet i sagen, fordi de havde arbejdet fra en tysk båd. Tyskland har ikke fredet vraget.

Et år senere er sagen anket til hovrätten (landsretten) for Vest-Sverige. Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om betinget fængsel og dagbøder for filmskaberne.

Færgen, som skulle sejle fra Tallinn til Stockholm, sank i de tidlige morgentimer 28. september 1994 under et stormvejr.

Det blev besluttet ikke at bjærge vraget. Det var Sverige, Estland og Finland, der i 1995 vedtog en gravfred ved "Estonia". Det betyder, at vraget ikke må hæves eller forstyrres.

Men love, som forbyder at dykke på stedet, blev for nylig ændret for at tillade nye undersøgelser af vraget.

I foråret 2022 er der planer om at foretage flere undersøgelser ved vraget. Her er det planen at bruge fotogrammetri - en metode, hvor tusindvis af fotos kan sættes sammen til en tre-d-model af skroget.

/ritzau/TT