Sverigedemokraterne har udløst mediesplid

Højredrejning af svensk indvandrerdebat kaldes rabiat og har fået flere journalister til at sige op i protest. Et opgør, der kan lede til en strammere asyl- og integrationspolitik, lyder analyse

Flere journalister på Göteborg-Posten har sagt op mod det, nogle kalder en normalisering af Sverigedemokraternes verdensbillede. Her ses Jimmie Åkesson, der er Sverigedemokraternes formand.
Flere journalister på Göteborg-Posten har sagt op mod det, nogle kalder en normalisering af Sverigedemokraternes verdensbillede. Her ses Jimmie Åkesson, der er Sverigedemokraternes formand. .

Siden de borgerliges valgnederlag sidste år og Sverigedemokraternes fremgang har selvransagelsen bredt sig på Sveriges politiske højrefløj og også præget debatklimaet.

I løbet af sommeren har flere skribenter taget bladet fra munden, skrevet om landets store udfordringer med integration og kritiseret den åbne indvandrerpolitik, hvor Sverige sidste år modtog 81.000 asylsøgere. Desuden bliver spørgsmålet kædet sammen med store problemer med tiggere og voksende bandekriminalitet.

En udvikling, der for nylig fik flere journalister på Göteborgs-Posten til at sige op i protest mod det, nogle kalder en normalisering af Sverigedemokraternes (SD) verdensbillede. Bag den nye redaktionelle linje står Alice Teodorescu, der tidligere på året tiltrådte som debat- og politisk redaktør, men som dog ikke ønsker at udtale sig i sagen.

Åsa Linderborg, der er historiker og kulturskribent på det venstreorienterede Aftonbladet, er en af de mest fremtrædende modstandere af udviklingen blandt de borgerlige skribenter. Hun ser en klar tendens til, at man nærmer sig SD's agenda.

”Højrefløjen er blevet fuldstændigt besat af indvandrere, og det har på meget kort tid skabt en splittelse, vi ikke har set tidligere blandt de borgerlige. Og det sker, fordi valgnederlaget åbnede sprækkerne for at gå imod den tidligere linje,” siger hun med henvisning til forhenværende statsminister Fredrik Reinfeldts ultra-åbne indvandrerpolitik.

Hun vurderer desuden, at den nuværende udvikling kan få partipolitiske konsekvenser - hvor det største borgerlige parti, Moderaterne, har foreslået skrappere krav for familiesammenføring og indføring af midlertidig opholdstilladelse. Ingen fremtrædende politiker taler dog om at skære i det generelle antal asylsøgere.

”Det vil være mærkeligt, hvis partierne slet ikke lytter til deres vælgere og den borgerlige debat. Jeg tror bare ikke, det stopper SD. Det kan man kun, hvis man laver brede velfærdsreformer, hvor kløfterne ellers bare vokser,” vurderer Linderborg.

En af de borgerlige lederskribenter, der heller ikke bryder sig om den nye stil på borgerlige aviser som Expressen, Dagens Industri og Svenska Dagbladet, er Sydsvenskans Per Svensson. Han mener, Sverige befinder sig der, hvor Danmark var i 2001, og at landet er på vej i en farlig retning.

”Det er den samme udvikling, som da Venstre indledte samarbejdet med Dansk Folkeparti. Forskellen er dog, at SD har direkte rødder i den nazistiske bevægelse. Det er sørgeligt at se, hvordan liberale menneskelige værdier forsvinder,” siger han.

Sanna Rayman, der er debatredaktør på avisen Dagens Samhälle, mener modsat, at udviklingen er udtryk for en normalisering af det svenske debatklima.

”Siden valget er splittelsen blevet tydeligere, hvor konsekvenserne af indvandrerpolitikken viser sig rundt om i kommunerne, som ikke kan finde boliger, job og skolepladser til de nytilkomne. Samtidig ser vi den globale flygtningekrise, og det gør, at vi er nødt til at diskutere, hvordan vi skal håndtere de udfordringer, der blot bliver mere og mere akutte,” siger hun.

Sanna Rayman mener, at dæmoniseringen af SD er medvirkende til, at partiet fortsætter med at vokse. I en meningsmåling i august stod SD til at blive det største parti med en vælgertilslutning på 25,2 procent.

”Det er en mærkelig og usund løsning, der har været i den svenske debat, hvor der ikke har været rum til forskellige standpunkter, og alle kritiske er blevet sat i bås med SD. Det monopol kan kun brydes, hvis de borgerlige stopper med at kalde andre rabiate for sætte fingeren på problemerne og skrive kritisk om indvandring,” vurderer hun.