Sverigedemokraterne i statsministeriet? Svensk valggyser trækker i langdrag

Søndagens svenske valg var så tæt, at det endelige resultat først ventes onsdag. I skrivende stund fører højrefløjen snævert, men samtidig tårner udfordringerne sig op for de fire borgerlige partier

Fra venstre ses Liberalernes Johan Pehrsson, Sverigedemokraternes Jimmie Åkesson, Kristendemokraternes Ebba Busch og Ulf Kristersson fra Moderaterne.
Fra venstre ses Liberalernes Johan Pehrsson, Sverigedemokraternes Jimmie Åkesson, Kristendemokraternes Ebba Busch og Ulf Kristersson fra Moderaterne. . Foto: Jonathan Nackstrand/AFP/Ritzau Scanpix.

Da svenskerne gik til valg i 2018, tog det efterfølgende 134 dage at få stablet en ny regering på benene. De følgende fire år var præget af mistillid, politisk uro og truende regeringskriser. Efter søndagens rigsdagsvalg i Sverige står én ting klart: Det bliver næppe lettere denne gang.

”Jeg frygter, at vi får en gentagelse af valget i 2018 med en langvarig regeringsdannelsesperiode. Og med et meget svagt og uklart mandat til regeringen, præcis som det var tilfældet ved det seneste valg,” siger Julie Hassing Nielsen, lektor i statskundskab ved Lund Universitet.

”Det er næppe godt for det svenske demokrati og for befolkningens tillid til politikerne.”

Søndag aften lå Socialdemokraterne og centrum-venstre længe lunt i svinget, men i skrivende stund har de fire partier på højrefløjen en spinkel føring. 175 mandater mod 174 til centrum-venstre.

Den svenske valgmyndighed har meddelt, at et endeligt resultat først forventes onsdag. Uanset om socialdemokratiske Magdalena Andersson eller den borgerlige Ulf Kristersson trækker det længste strå, er de fleste svenske kommentatorer enige om, at der er overhængende fare for politisk uro de næste fire år.

I skrivende stund peger statsminister-pilen på Moderaternes Ulf Kristersson, der ganske vist blev overhalet af Sverigedemokraterne, men som er den eneste blandt højrefløjens fire partiledere, der har de andres opbakning. Spørgsmålet er, hvad det borgerlige projekt skal bygges op omkring?

”Danske straffe for svenske forbrydelser” har være et tilbagevendende tema, som de fire højrefløjspartier har kunnet enes om i valgkampen. Og stramninger på rets- og udlændingepolitikken bliver også fremover det kit, der skal holde den borgerlige lejr samlet, vurderer Pontus Mattsson, journalist på Sveriges Radio og forfatter til flere bøger om Sverigedemokraterne.

”De er forholdsvis enige om store dele af indvandringspolitikken, selvom Liberalerne har et noget mere generøst udgangspunkt. Desuden er man enige om, at kriminelle skal straffes hårdere, og at der er behov for mere politi og mere atomkraft,” siger han.

Alligevel er der store ideologiske modsætninger mellem særligt Sverigedemokraterne og Liberalerne – ikke mindst, hvad angår hensynet til retssikkerheden. Desuden drømmer Sverigedemokraterne om at beskære udviklingsbistanden markant, hvilket skurrer i ørerne hos mange kristendemokrater.

”Og så er der socialområdet og dele af den økonomiske politik, hvor Sverigedemokraternes ikke er villige til at skære i eksempelvis ydelser til syge og arbejdsløse i samme omfang, som resten af højrepartierne vil. Dér kan også komme store sammenstød,” siger Pontus Mattsson.

Det, der for alvor kan skabe spændinger – såfremt højrefløjen fastholder sin føring – er dog spørgsmålet om, hvem der skal indgå i Sveriges kommende regering.

Moderaterne og Kristendemokraterne er selvskrevne, og de er helst fri for de andre. Særligt Sverigedemokraterne. Ikke desto mindre proklamerede partiets leder, Jimmie Åkesson, søndag aften, at Sverigedemokraternes ambition er ”at sidde med i regeringen”.

Han drømmer om en flertalsregering, fortalte han, og mandag middag fulgte partisekretær Richard Jomshof op.

”Vi må kunne diskutere ministerposter, statsministerposten, selvom det vigtigste er, at politikken bliver en ny og anden,” sagde han til tv-stationen SVT.

I skrivende stund står både Moderaterne, Kristendemokraterne og Liberalerne til tilbagegang i forholdet til valgresultatet i 2018, mens Sverigedemokraterne tegner til at blive højrefløjens store sejrherre. En situation, som ifølge Heidi Avellan, politisk chefredaktør på avisen Sydsvenskan, betyder, at man ikke kan afskrive Åkessons regeringsdeltagelse.

”Mange sverigedemokrater siger, at det afgørende er politikken – ikke hvem, der har ministerposter. Men efter 17 år som partileder er jeg ret sikker på, at Jimmie Åkesson længes efter magten. Og den er trods alt større i regeringen end udenfor,” siger hun.

”Og så er det klart, at justits-, udlændinge- og kulturministerposten er interessante. De to første har altid været kerneområder for Sverigedemokraterne, og kulturen er noget, de andre borgerlige aldrig har forstået betydningen af. Men hvis man vil forandre Sverige, må man starte med kulturen. Så følger politikken efter. Det har Sverigedemokraterne fattet.”

Omvendt mener Pontus Mattsson, at udsigterne til regeringsdeltagelse er minimale for Sverigedemokraterne, som siden dannelsen i 1988 har været en omstridt størrelse i svensk politik.

”De andre partier har sagt meget tydeligt, at de ikke vil have dem med, og for Liberalerne er der helt afgørende,” siger Mattsson.

”Der er stadigvæk mange liberale, der har det rigtig svært med, at man nu skal samarbejde med Sverigedemokraterne, og man skal huske på, at der i øjeblikket kun er én eneste politiker på højrefløjen, som skal beslutte sig for at blive løsgænger, før hele korthuset vælter. Det forstår Sverigedemokraterne godt, og derfor kan de i stedet tage sig rigtig godt betalt for ikke at gøre det til et ultimativt krav.”

I virkeligheden kan det være til gavn for Sverigedemokraterne, at de øvrige partier påtager sig regeringsansvaret, vurderer lektor Julie Hassing Nielsen.

”Der kan være en strategisk fordel ved at stå udenfor regering, idet man ikke får de øretæver, som ministre normalt må tage. Det kan de slippe for samtidig med, at de qua deres store vælgerslutning vil få en enorm magt over regeringens politik.”