Vil man forstå det monumentale skred, der er sket i svensk politik de senere år, er dokumentaren ”100 dage – Sverigedemokraterne” et godt sted at starte.
Her følger et kamerahold det højrenationale partis entré i Rigsdagen i 2010. Og det går ikke stille for sig.
Udenfor, på gader og stræder landet over, vifter vrede demonstranter med overstregede hagekors, mens de råber, at racismen skal ødelægges, og at Sverigedemokraterne får dem til at skamme sig over at være svenskere. Indenfor, på gangene i det svenske parlament, er stemningen en syrlig blanding af forfærdelse og afsky.
”Vi bad om at få lokaler et sted, hvor vi slap for at dele kopimaskine med Sverige-demokraterne,” fortæller Venstrepartiets Jens Holm.
”Flere føler et ganske stort ubehag på det personlige plan over for partiet.”
Samme toner kommer fra Folkepartiets Carl B. Hamilton, der helst vil undgå de nye kolleger ved kaffeautomaten, og da Rigsdagen kort efter skal vælge ny parlamentsformand, trækker den rød-grønne kandidat sig, fordi vedkommende ikke vil risikere at blive valgt med Sverigedemokraternes stemmer. Ingen vidste, hvilken kandidat det nye parti ville stemme på, for ingen nedværdigede sig til at tale med opkomlingen.
Men modstanden mod de lidet rumsrene sverigedemokrater kom ikke kun fra venstreorienterede og liberale. Så sent som i valgkampen 2018 lovede den borgerlige statsministerkandidat Ulf Kristersson holocaust-overleveren Hédi Fried, at han og Moderaterne ikke ville samarbejde med partiet, som løbende er blevet beskyldt for både racisme og antisemitisme.
Mandater er dog som bekendt en noget nær uimodståelig valuta i politik, og i takt med at Jimmie Åkessons parti har nærmet sig de 20 procent i meningsmålingerne, er både Moderaterne, Kristendemokraterne samt senest Liberalerne blødt op. I begyndelsen af maj kom så den endegyldige blåstempling af den hidtidige paria i svensk politik, da et fælles migrationsudspil fra de tre konservative partier samt Liberalerne en gang for alle cementerede, at Sverigedemokraterne nu er en både accepteret og uomgængelig del af Sveriges politiske landskab frem mod valget i september 2022. Spørgsmålet er så, hvad partiet vil bruge sin nye position til.
”Det er selvfølgelig migrations- og integrationspolitikken, der har været forsømt i Sverige gennem årtier, som vi først og fremmest skal tage fat om,” siger Jimmie Åkesson, der i dag er Sveriges længst siddende partileder.
”Det er et område, hvor vi er langt efter resten af Europa – ikke mindst vores nordiske nabolande. Vi har enorme problemer i det svenske samfund, og gør vi ikke noget nu, så vil de vokse sig endnu større,” fortæller den 42-årige Åkesson over telefonen fra sit hjem i Sölvesborg i Blekinge.
”Det nye, fælles migrationsudspil skal dog mest ses som en praktisk foranstaltning, hvor alternativet ville have været værre. Udspillet bygger i store træk på Liberalernes politik, og det var så langt, vi kunne nå. Det er ikke den politik, vi går til valg på, og det er heller ikke den politik, vi vil arbejde for at gennemføre efter valget. Men når det er sagt, så er det tydeligt for alle, at de andre partier har lavet en analyse, der hedder, at hvis de skal tage vælgere tilbage, så må de nærme sig os i indvandringspolitikken. Og det har de så gjort. Men det ændrer jo ikke på, at de stadig står med et troværdighedsproblem, for det er jo dem, der har været med til at skabe de problemer, vi har i dag.”
I Danmark har jeres søsterparti i Dansk Folkeparti blandt andet tabt vælgere, fordi andre partier har overtaget dele af partiets politik og retorik. I har netop fremlagt et migrationsudspil sammen med de borgerlige partier og Liberalerne – frygter du at lide samme skæbne som DF?
”Til dels, ja, og mit bedste bud er da også, at vi vil se en situation som i Danmark – forskellen er bare, at vi ikke har ambitioner om at være et støtteparti på langt sigt. Vi vil være det store, dominerende parti i Sverige; vi vil have den position, Socialdemokratiet har haft gennem hele 1900-tallet. Og den får man jo ikke alene gennem troværdighed i migrationspolitikken. Den får man først og fremmest ved at vise, at man både kan og vil tage ansvar, og at man formår at styre landet. Det har nok været Dansk Folkepartis problem: Man blev betragtet som et korrektiv til de gamle magtpartier, men da korrektivet så ikke længere var nødvendigt, forsvandt berettigelsen i vælgernes øjne. Vi er dog ikke noget korrektiv, tværtimod.”
På et pressemøde for ganske nylig forklarede I ikke desto mindre, at I efter et valg vil placere jer der, hvor I vurderer at kunne få mest indflydelse – måske i en regering, måske som støtteparti i en borgerlig blok. Det var præcis, hvad Dansk Folkeparti sagde efter valget i 2015, hvor de fik 21 procent af stemmerne. De endte alligevel med at stå uden for regeringen, og kort tid efter blev de beskyldt for ikke at tage ansvaret på sig trods et klart mandat fra vælgerne. Vil I gribe efter ministertaburetterne, hvis muligheden byder sig?
”Jeg mindes, at jeg diskuterede netop Dansk Folkepartis strategiske beslutninger med Kristian Thulesen Dahl (DF). Og dengang mente jeg, han ræsonnerede ganske klogt – man ville jo gerne tage ansvar efter det exceptionelt gode valgresultat, men man ville også gerne have opbakningen bekræftet, inden man satte sig ind i regeringskontorerne. Det skulle være en stabil opbakning, men den kalkule blev straffet.”
Så sporene fra Danmark skræmmer?
”Ja, det er uundgåeligt. Men vores ambition har også hele tiden været, at hvis vi får muligheden for at indgå i en regering, så vil vi gribe chancen med det samme. Og lektien fra Danmark er jo også, at det er det rigtige at gøre. Men samtidig har partier som vores jo også haft problemer i Norge og i Finland, hvor man har deltaget i regeringer, som sidenhen er gået i opløsning, fordi man ikke kunne enes. I det mindste gjorde man dog et forsøg, og det tror jeg er det afgørende.”
Dykker man ned i jeres historik, får man indtryk af, at mange sverigedemokraters engagement gennem tiden har haft rod i en følelse af at blive behandlet uretfærdigt og holdt uden for det gode selskab. Hvad nu, når I bliver et parti som alle andre?
”Det er klart, at situationen har ændret sig. Men ser du på de temaer, der dominerer, så er vi stadig anderledes, og vi bliver stadig betragtet som de nye, der reflekterer folkedybet og derfor udgør en trussel mod de gamle elitepartier. Vi beskriver virkeligheden og de problemer, almindelige svenskere står over for, på en anden måde. Og mange vælgere kan se sig selv i den måde, vi opfatter virkeligheden på,” siger Jimmie Åkesson, der har været partileder siden 2005.
”Det har jo været en løbende proces, siden vi første gang kom i Rigsdagen for 11 år siden. Og det er sket i takt med, at de andre partier skridt for skridt har forstået, at vi ikke er nogen døgnflue. Vi har ambitioner, og vi har stor troværdighed hos vælgerne. Men det troede ingen på i begyndelsen, alle var overbeviste om, at vi var et protestparti, som svenskerne ved et enkelt valg kunne bruge til at udtrykke en utilfredshed. Sådan gik det bare ikke, og i de nye generationer af vælgere findes mange, der identificerer sig som sverigedemokrater og er enormt loyale over for partiet. Derfor kan både Moderaterne og Liberalerne også godt se, at hvis de vil have magten inden for en overskuelig fremtid, så er de nødt til at tale med os. Det er den analyse, man har lavet, men det er jo stadigvæk ikke ukontroversielt, for de bruger hver anden sætning til at understrege, hvor store forskelle der er på vores værdier.”
Men kan man fortsat slå sig op på at være anti-establishment, hvis man får ministerposter og tvinges ind i ansvarets rum, hvor pragmatisme og kompromiser er et vilkår?
”Det er i hvert fald afgørende, at man finder den rette balance, så vælgerne kommer med på rejsen. Det, der er sket i Sverige de seneste år på migrationsområdet, det er nogenlunde det samme, som skete i Danmark for 20 år siden: De gamle partier har stille og roligt ændret politik i retning af det, vælgerne længe har ment, men som kun få partier hidtil har reflekteret. Men jeg tror godt, vælgerne kan gennemskue, at de gamle partier ikke ændrer holdning af ideologiske grunde – det handler først og fremmest om at vinde vælgere tilbage. Så kampen om problembeskrivelserne findes stadig, og vi kommer aldrig til at blive en del af noget establishment. Ser du på den politiske debat, er der dog ingen tvivl om, at de andre partier har bevæget sig i vores retning.”
I Danmark har Socialdemokratiet netop bevæget sig til højre på udlændinge- og værdipolitikken. Hvis det samme skete i Sverige, kunne man da forestille sig, at I kunne finde fælles fodslag?
”Mmhm,” mumler Jimmie Åkesson, mens der for første gang under interviewet opstår en pause i den sydsvenske ordstrøm.
”Det kan man måske, i princippet, godt forestille sig. Socialdemokratiet er et interessant eksempel, for i Sverige har de bevæget sig i den nærmest modsatte retning med identitetspolitik og den slags. Men i bund og grund er mange socialdemokratiske vælgere jo konservative i værdispørgsmål, og derfor bliver vi også større og større på netop Socialdemokratiets bekostning – vi har en meget stor andel af LO-vælgere,” siger han.
”Vi befinder os muligvis i begyndelsen af et paradigmeskifte, men tiden må vise, hvor omfattende det bliver. Hvis socialdemokratier over hele Europa kopierer Mette Frederiksens (S) vej, så vil de givetvis genvinde en pæn andel af de vælgere, som partier som vores har overtaget de senere år. Men i virkeligheden har jeg aldrig betragtet Sverigedemokraterne som et højreorienteret parti. Vi har altid stået ganske solidt i midten, hvad angår fordelingspolitikken, og Moderaterne har altid beskyldt os for at være et bidragsparti. Så på nogle stræk er vi på linje med socialdemokraterne, og tager du det danske socialdemokrati, så vil jeg tro, at vi har mere tilfælles med dem, end Mette Frederiksen har med Stefan Löfven,” siger Jimmy Åkesson om de socialdemokratiske statsministre i Danmark og Sverige.
I visse konservative kredse trives idéen om, at vestlige samfund har behov for at være endnu tydeligere omkring egne værdier, således at nytilkomne har noget at forholde og tilpasse sig til. Deler du den analyse?
”Ja, og hvis man betragter det på et lidt dybere plan, så hænger det jo sammen med, at vi befinder os i en værdikrise. Det svenske samfund martres af forskellige værdisammenstød, og samtidig findes der blandt svenskerne en følelse af, at man er udødelig. At der aldrig kommer en krise, man ikke kan overkomme. Vi har en nærmest forkælet tilgang til tilværelsen, og som følge deraf står man heller ikke for alvor vagt om de værdier, som er fundamentet for vores samfund,” siger Jimmie Åkesson.
”Der er ingen tvivl om, at postmodernismen trives og udgør et problem i Sverige, men man må også huske på, at der samtidig findes en voksende modreaktion. Værdier og verdensanskuelser kommer i bølger, og i takt med at kulturrelativismen har fyldt mere, så har vi samtidig fået en stærk konservatisme i Sverige. Går man 15-20 år tilbage, så ville de fleste sige, at det var fuldstændigt utænkeligt; at konservatismen var død. Men sådan er det ikke i dag, og det er til og med blandt unge, at konservatismen vinder frem. Der findes en snert af modkultur omkring det, fordi det er en central del af kampen mod den totale normopløsning – en kamp, der er blandt de vigtigste i vor tid.”
En del af forklaringen på, at de andre svenske partier så nødigt har villet samarbejde med jer, er jo, at der ved Sverigedemokraternes fødsel i 1988 var tråde til den alleryderste højrefløj – ligesom der stadig med jævne mellemrum dukker sager op, hvor sverigedemokrater sættes i forbindelse med racisme. Hvad siger du til beskyldningen om, at ekstreme holdninger fortsat trives i partiet, nu blot skjult bag slips og fine formuleringer?
”Jeg betragter den ikke som en seriøs kritik,” siger Jimmie Åkesson og sukker.
”Hvem som helst kan jo se, at det parti, Sverigedemokraterne er i dag, er milevidt fra det parti, der fandtes for 15-20 år siden. Det er to forskellige partier. Og den her kritik kommer jo først og fremmest fra Socialdemokratiet, som taber opbakning, har lav troværdighed på næsten alle områder, og som kun kan vinde vælgere tilbage ved at føre skræmmekampagne mod vores parti på ting, som skete for mange år siden.”
Men der dukker jo stadig sager op, hvor sverigedemokrater udtaler sig racistisk – problemet er vel, at det ikke kun hører fortiden til?
”Jeg har ingen betænkeligheder, hvad angår vores parti. De få eksempler, man finder frem, er ofte lokalpolitikere eller bare menige medlemmer, som har sagt noget dumt. Skete det samme i et hvilket som helst andet parti, ville det aldrig nå de landsdækkende medier. Der er nogle andre standarder for os. Man ønsker at holde fast i fortællingen om, at vi er nogle forfærdelige mennesker i et forfærdeligt parti, men hver gang vi støder på nogen, som har ubehagelige holdninger, så indleder vi en eksklusionsproces. Det har vi været konsekvente med i årevis. Vi tillader ikke ekstremister, og det har vi ikke gjort, så længe jeg har været partileder.”
Centralt i fortællingen om det seneste årtis omkalfatring af svensk politik står Jimmie Åkesson og tre andre, der sammen studerede på universitetet i Lund i begyndelsen af 2000’erne. Her fandt de et konservativt åndsfællesskab, der ledte dem ind i Sverigedemokraterne, hvor de sidenhen satte sig tungt på de ledende poster. Spørgsmålet er, om visionerne for dengang nu endelig er inden for rækkevidde?
”Vi så et enormt potentiale i Sverigedemokraterne, selvom det var et meget lille og meget udskældt parti, som stort set ingen ville overveje at stemme på. Men der var nogle gode folk og en ideologi og tilgang til politik, som tiltalte os. Man forstod, at der var behov for en ny og anden politik, og vi var overbeviste om, at vi kunne fylde det politiske tomrum, der fandtes, ud. Det er klart, at et politisk partis fornemmeste opgave er at forbedre samfundet, og siden vi kom i Rigsdagen, har vi påbegyndt den rejse. Selvom vi ikke har haft nogen formel magt, har vi været i stand til at tvinge de andre partier til at forholde sig til det, vi siger, og i bund og grund bevæge sig i den retning, vi ønsker,” siger Jimmie Åkesson.
”Så jo, vi har da taget et stort skridt på vejen, men selvom jeg er ganske stolt, så er jeg selvsagt ikke tilfreds. Der er stadig meget, som skal gøres, før vi nærmer os det, vi gik og drømte om dengang i Lund.”