Klokken har lige passeret 16, og 36-årige Dzenana Dulic står i tusmørket og venter på Øresundstoget på en vindblæst perron på Amager i København. Hun har netop fået fri fra sit arbejde som salgsassistent i Magasins afdeling i indkøbscenteret Fields. Dzenana Dulic er glad for jobbet, men det seneste år har det været svært at få hverdagen med to børn på 6 og 9 år til at hænge sammen.
”Jeg kan aldrig planlægge noget med drengene, fordi jeg ikke ved, om det ender med, at de må sidde og vente på mig i timevis,” siger hun.
Som op mod 10.000 andre pendlere er Dzenana Dulic og hendes familie ramt af, at Sverige den 4. januar sidste år brød med næsten 60 års tradition for åbne grænser i Norden og indførte identitetskontrol af rejsende ind i landet.
Det har betydet, at man nu skal have gyldige rejsepapirer for at rejse ind, for eksempel pas, der viser opholdstilladelse. Og det har forlænget rejsetiden og givet forsinkelser og mindre tid til familien for pendlerne.
”Usikkerheden er det værste. Vi er så heldige, at min mand kan hente vores drenge, men jeg kan aldrig være med. Den ældste spørger, om jeg ikke snart kommer og ser ham spille fodbold, men jeg må hver gang svare nej, og det skærer mig i hjertet at se ham blive skuffet,” siger hun.
Dzenana Dulic er født i Bosnien, men kom i 1993 til Sverige sammen med sine forældre. Før grænsekontrollen tog det knap en time at komme fra Ørestad Station til hjemmet i Almhög i det sydøstlige Malmø. Ifølge køreplanen er det nu en time og 17 minutter, men virkeligheden er en ganske anden, fortæller Dzenana.
Flere gange om ugen ender det med at tage den dobbelte tid på grund af forsinkelse, eller fordi hun ikke kan få plads i togene, som i dag kører hvert 20. minut – mod hvert 10. før identitetskontrollen. Den gennemsnitlige rejsetid er øget med en halv time, men det dækker ikke over kø til identitetskontrollen i Københavns lufthavn, hvor passagererne skal stå af og skifte perron. Heller ikke kø på stationerne i Sverige, hvor pendlere igen skal vise identitetspapirer, medregnes, forklarer hun.
Denne dag går det nu glat. Enkelte har så travlt, at de løber op langs siderne på rulletrappen i lufthavnen, men de fleste følger roligt strømmen, og efter kort ventetid ved kontrollen ankommer toget.
”Det er lidt absurd, at det spiller så godt i dag,” siger Dzenana Dulic med et smil.
”Sidste fredag tog det over to og en halv time at komme hjem. Og det kan være endnu værre op til en weekend eller ferie. Det værste var en gang i sommer, hvor det tog mig fire timer at komme hjem, fordi alt brød sammen,” siger hun.
Hos videnscenteret Øresundsinstituttet fortæller direktør Johan Wessman, at grænsekontrollen har medført, at hver fjerde pendler overvejer at sige sit job op på den modsatte side af sundet. Instituttet udarbejder analyser af Øresundsregionen, der blandt andet viser, at togtrafikken er faldet 17 procent siden januar 2016, og den ekstra rejsetid betyder, at cirka 320.000 jobs ikke længere kan nås på en time fra Malmø.
”Den største effekt er, at folk er mere stressede, og det rammer familierne først og værst. Her et år senere ser vi de samfundsmæssige ændringer vise sig bid for bid,” siger han.
Danske arbejdsgivere modtager færre ansøgninger fra den modsatte side af Øresund, og særligt kvinder og ansatte i lavindkomstjobs er ramt af kontrollen. Kvinderne, fordi de prioriterer tid til familien, og de lavtlønnede på grund af manglende fleksibilitet i arbejdstiden.
Johan Wessman frygter, at grænsekontrollen kan komme til at vare en del år endnu, så længe EU ikke finder en aftale om fordeling af flygtninge. Og hvis det ender med, at den midlertidige kontrol bliver permanent, er det alvorligt for Øresundsregionen, mener han.
”København skal nok klare det, men i Skåne er der 15 procent arbejdsløshed, hvilket er sverigesrekord, og derfor har Skåne ikke råd til at miste livsnerven over Øresund. Man skal også huske, at der bor 30.000 danskere på den svenske side,” siger han.
Selvom de økonomiske følger i første omgang er til at overse fra et dansk perspektiv, har grænsekontrollen alligevel indflydelse på Danmark, mener Wessman.
”I mange år er der skabt en opfattelse af den grænseløse Øresundsregion, men nu er der kommet en barriere, og friheden er væk. Det samme kan man sige om forholdet mellem de skandinaviske lande, der alle har indført en form for grænsekontrol. Tanken om det åbne, frie Skandinavien, hvor familier rejser, arbejder og lever på tværs, har lidt et knæk,” siger han.
Magnus Hagevi, seniorlektor i statskundskab ved Linnéuniversitetet, er enig.
”I stedet for at se, hvad man kan gøre for at lette hverdagen for pendlerne, henviser politikerne i Stockholm til, at landet var nødt til at sætte en stopper for flygtningene. Men det stop behøver ikke nødvendigvis at være ineffektivt og bureaukratisk,” siger han.
”På politikerne virker det som om, det bare er et lokalt problem i Skåne, selvom det er et stort problem for Skandinavien, fordi det ændrer hele opfattelsen af fællesskabet med vores nabolande,” siger Magnus Hagevi.
På stationen i Hyllie venter Dzenana Dulic’ mand og børn, og sammen kører de de sidste fem kilometer til lejligheden i udkanten af Malmø.
Dzenana Dulic bakkede op om, at den svenske regering indførte identitetskontrollen, men hun er vred over, at det et år efter stadig ikke fungerer optimalt. DSB ændrer fra den 30. januar praksis, så passagerer slipper for at skifte perron i lufthavnen, hvilket er et skridt fremad, mener hun, men svenskerne har endnu ikke fulgt op med mere effektiv kontrol. Og det kan skyldes, at regeringen bevidst vil forlænge kaosset, fordi de er vrede over, at Danmark lod flygtninge passere frit til Sverige, mener Dzenana Dulic.
”Hvis Sverige havde ændret politik langt før, var det ikke nødvendigt med kontrol. Selvom jeg selv er flygtning, mener jeg, at der er en grænse for, hvor mange man kan tage. Problemet i dag er, at politikerne ikke forstår, at de ikke er i en krisetilstand. Nu er det hverdagen og Sveriges vel på længere sigt, det handler om.”