Sveriges største borgerlige parti bløder efter udstrakt hånd til Sverigedemokraterne

Sveriges største borgerlige parti går kraftigt tilbage efter åbning mod Sverigedemokraterne. Men det stopper næppe SD’s vej til politisk indflydelse

Selvom der længe har været internt pres på partileder Anna Kinberg Batra for at lukke SD ind i det gode selskab, er konsekvensen blevet, at mange søger væk fra partiet.
Selvom der længe har været internt pres på partileder Anna Kinberg Batra for at lukke SD ind i det gode selskab, er konsekvensen blevet, at mange søger væk fra partiet. Foto: Polfoto.

Med et forslag om at indlede politiske forhandlinger med Sverigedemokraterne gjorde Moderaterne for nylig op med næsten 30 års isolation af partiet, der af mange svenskere stemples som racistisk. Selvom der længe har været internt pres på partileder Anna Kinberg Batra for at lukke SD ind i det gode selskab, er konsekvensen blevet, at mange søger væk fra partiet.

Ifølge den seneste meningsmåling foretaget af analysebureauet Demoskop får Sveriges største borgerlige parti en vælgerlussing og går 5,8 procentpoint tilbage til 18,5 procents vælgertilslutning. SD går derimod frem med 1,3 procentpoint til 17,5 procent.

Magnus Hagevi, der er professor i statskundskab ved Linnéuniversitetet, vurderer, at det vil tage en rum tid, før Moderaternes vælgere køber det nye samarbejde.

”Anna Kinberg Batra havde jo håbet på, at det ville gå modsat, men udviklingen viser den store skepsis, der er mod SD’s rødder, hvor flere ledende skikkelser havde kontakt til nazistiske organisationer, da SD blev stiftet i 1988. Den arv har mange svært ved at glemme,” forklarer han.

Selvom vælgerflugten fra Moderaterne skulle fortsætte, spår Magnus Hagevi, at den næppe får indflydelse på partiets nye samarbejde med SD.

”Det er en normaliseringsproces, der har været undervejs længe, og når først SD har brudt lydmuren, tvivler jeg på, at Moderaterne ser idéen i at smide dem og deres mandater på porten. Det har været en mudret rejse, men svensk politik er ved at lande der, hvor Danmark og Norge har været i årevis,” siger han.

Forskeren henviser til Venstres lange samarbejde med Dansk Folkeparti samt norske Højres regeringssamarbejde med Fremskridtspartiet.

Andrej Kokkonen, der er ph.d. i statskundskab ved Göteborgs universitet, er enig i, at SD’s nyvundne indflydelse ikke er truet lige foreløbig. Han forklarer, at samarbejdet har åbnet et hav af nye muligheder i svensk politik.

”Indtil for nyligt var alt låst i spørgsmålet om SD. Nu tales der pludseligt om koalitionsregeringer på tværs af midten og en borgerlig regering støttet af SD. Man nærmer sig en situation, hvor det er mandater og politisk håndværk og ikke modvilje mod SD, der afgør Sveriges politiske kurs,” siger han.

Meget kan nå at ændre sig inden rigsdagsvalget til september 2018, men Andrej Kokkonen vurderer, at det bliver særdeles svært for de øvrige borgerlige partier at danne en regering uden støtte fra SD. Indtil videre har Centerpartiet og Liberalerne afvist at samarbejde med SD, mens Kristendemokraterne godt vil danne regering med SD’s støtte, så længe man ikke forhandler med dem.

”Uanset om de borgerlige bliver større end venstrefløjen, vil de højest sandsynligt være afhængige af SD for at få flertal. Hvordan det rent praktisk vil foregå, er svært at sige. Men det mest realistiske er, at de borgerlige får magten med SD’s mandater som støtte, og Centerpartiet og Liberalerne accepterer SD’s rolle som støtteparti i en eller anden udstrækning,” siger han.

De svenske vælgere er fortsat stærkt optagede af spørgsmål om integration, radikalisering og bandekriminalitet, og en undersøgelse viser, at flest svenskere har tiltro til SD’s politik på de områder.

Politimanden Peter Springare fik i sidste uge enorm opmærksomhed for et Facebook-indlæg, hvor han kritiserede udbredt berøringsangst over for problemer med kriminelle indvandrere. Og søndag blev en 23-årig mand dræbt i Malmø som det seneste offer i en drabsbølge.

”Virkeligheden bekræfter Sverigedemokraternes verdensbillede, og hele diskussionen om tryghed og indvandring er det vigtigste for folk. Det kan skabe en mobilisering for SD, hvis Centerpartiet og Liberalerne bliver ved med at afvise dem. Meget kan nå at ændre sig inden valget, men det lader til, at SD har brudt igennem til etablissementet for alvor,” siger Andrej Kokkonen.