Det er en grim sag, erkender udviklingsminister Christian Friis Bach (R). Et beløb svarende til 75 millioner danske kroner, heraf cirka fem millioner kroner fra Danmark, er i de seneste tre år forsvundet i embedsmænds lommer i stedet for at blive brugt til genopbygning i det nordlige Uganda. Svindlen bliver ikke mindre iøjenfaldende af, at den er foregået under næsen på Ugandas premierminister Amama Mbabazi, da det er statsministeriet, der har ansvaret for det program, som pengene skulle have været brugt til.
LÆS OGSÅ: Dansk bistand misbrugt: Flere lande trækker sig
Alligevel ser Christian Friis Bach ingen grund til at standse udviklingsbistanden til Uganda, hvis den konkrete sag bliver løst ansvarligt. Han peger på, at der altid vil være en risiko for korruption med bistandsmidler, men det afgørende er, hvordan modtagerlandet reagerer, når det bliver afsløret. Derfor har han i lighed med udviklingsministrene i de fire andre donorlande, der har mistet penge, foreløbig kun besluttet at indefryse betalingerne til den ugandiske regering. Hvis Uganda gør en reel indsats for at finde de ansvarlige og forhindre en gentagelse, vil hjælpen blive genoptaget.
Vi må erkende, at svindel kan ske, men vi belønner ikke dem, der svindler. Korruption er uacceptabel, og den danske regering skal have fuld sikkerhed for, at problemet bliver løst, før vi giver mere bistand, siger udviklingsministeren.
Den danske nul-tolerance- politik over for korruption betyder således ikke, at Danmark pr. automatik trækker sig ud af et land, hvis der bliver svindlet med danske bistandspenge. Nul-tolerancen gælder den konkrete sag, og konsekvenserne afhænger af, hvordan de lokale myndigheder håndterer sagen.
Hvis det land eller den organisation, der bliver afsløret i korruption, viser åbenhed og vilje til at rydde op, er der ingen grund til at standse bistanden, måske tværtimod. Sagen i Uganda er en grim sag, men den kan forhåbentlig bruges positivt til at komme igennem med nogle virkelige forbedringer af forvaltningen, siger Christian Friis Bach.
Foreløbig er det efter hans mening et klart lyspunkt, at det er Ugandas egen rigsrevision, som Danmark indtil for nylig ydede betragtelig støtte til, der afslørede svindlen.
James Tumusiime, chefredaktør ved den ugandiske avis The Observer, der er kendt som en af landets mest lødige aviser, savner en mere ihærdig indsats mod korruption fra donorernes side.
Donorlandene har en tendens til at være mere optaget af deres politiske interesser i u-landene end af misbruget af bistand. Når det kommer til stykket, skruer de kun bissen på, når pressen har skrevet om svindelsagerne, siger han.
Han er overrasket over det store beløb, det er lykkedes at hive ud fra statsministeriet, men ikke over svindlen i sig selv. Set med hans øjne er den en åbenlys risiko, når man vælger at give direkte bistand, som regeringerne selv skal administrere. Ikke mindst i et land som Uganda, der hører til et af de mest korrupte i verden ifølge Transparency International.
Med den baggrund de fleste u-lande har, er det temmelig naivt at sende dem, hvad der svarer til en blankocheck. Det er efter min mening mere fornuftigt at støtte afgrænsede projekter med stramme vilkår for regnskabsaflæggelse, siger James Tumusiime.
Idéen med at sende penge direkte til et ministerium er dog ikke spor tosset, mener Christian Friis Bach. Han henviser til, at der er så mange fordele ved den type hjælp hvad enten det drejer sig om generel budgetstøtte, hvor regeringen selv kan vælge, hvordan pengene bruges, eller sektorprogramstøtte som i Uganda, hvor formålet med bistanden er aftalt, men det pågældende ministerium alene står for forvaltningen af midlerne at Danmark ikke blot skal holde fast i den, vi giver, men også øge dens andel af den samlede bistand.
Korruption og svindel sker inden for alle typer bistand. Der er ikke større risiko for korruption ved at give pengene direkte gennem regeringerne. Men det, som er så vigtigt ved budgetstøtte, er, at den giver mulighed for at være med til at opbygge nogle nationale kontrolmekanismer og forvaltningssystemer, siger han.
Marianne Victor Hansen, selvstændig u-landskonsulent og tidligere underviser i udviklingsbistand ved Københavns Universitet, er enig med Christian Friis Bach.
Budgetstøttens store fordel er, at den giver en meget bedre mulighed for at påvirke hele den måde, offentlige penge bliver forvaltet og fordelt på, fordi donorlandet stiller nogle krav og har en dialog med modtagerlandet, når budgetstøtten bliver aftalt. På længere sigt er det til meget større gavn for den fattige befolkning end en stribe forskellige småprojekter, fordi landets langsigtede udvikling afhænger af, at staten fungerer effektivt og troværdigt, siger hun.
Knap så begejstret for den generelle støtte er u-landskonsulent og tidligere lektor i udviklingsøkonomi Poul Buch-Hansen, der har arbejdet med udviklingsbistand i 35 år. Han mener, at risikoen for korruption stiger, jo mere åbne bevillingerne er.
Vi kan ikke undgå korruption. Den har eksisteret i de 50 år, Danida har givet bistand, men vi kan holde den nede ved at give den rigtige form for bistand, siger han.
Den rigtige form for bistand er efter hans opfattelse øremærket bistand, som bliver fulgt til dørs af uafhængige rådgivere, typisk udsendte danskere.
Der er brug for rådgivere, som kan være i dialog med de lokale ansatte og på en respektfuld måde kan videregive både deres faglighed og deres erfaringer med dansk demokrati og administration. Det er det, der virker, mener Poul Buch-Hansen.
sagen kort