Sydafrika har fået nok af deres korrupte præsident

Uret tikker i disse dage for Sydafrikas præsident Jacob Zuma, hvis embedsperiode har været præget af korruptionsanklager

 Den sydafrikanske præ-sident, Jacob Zuma, sættes i forbindelse med ikke færre end 786 tilfælde af korruption. –
Den sydafrikanske præ-sident, Jacob Zuma, sættes i forbindelse med ikke færre end 786 tilfælde af korruption. – . Foto: Themba Hadebe/AP/Ritzau Scanpix.

Dagene i landets øverste embede er ved at være talte for Sydafrikas kontroversielle præsident, Jacob Zuma, hvis man skal tro det britiske nyhedsbureau Reuters. Nyhedsbureauet citerer anonyme kilder i toppen af præsidentens eget parti, ANC – Sydafrikas største – samt kilder i de sydafrikanske medier, der i disse dage vrimler med omtaler af Jacob Zumas snarlige afgang. Til trods for at der først bliver udskrevet valg til næste år.

Imidlertid afviser ANC’s generalsekretær, Ace Maga-shule, at der finder nogen forhandlinger om Jacob Zumas afgang sted.

”Det gør der ikke,” fastslår han over for det afrikanske nyhedsbureau ANA.

ANC’s nye partileder, Cyril Ramaphosa, der overtog posten fra Jacob Zuma kort før jul og har ført valgkamp på at ville udrydde korruption og få sat gang i Sydafrikas hensygnende økonomi, har til gengæld gjort det klart, at Jacob Zuma meget vel kan blive nødt til at træde tilbage. Dog må der ikke blive tale om ”nogen ydmygelse” af præsidenten, lød det fra Cyril Ramaphosa i et interview på sydafrikansk tv i sidste uge:

”Det er noget, vi bliver nødt til at tage hånd om med den modenhed, det kræver.”

Men Jacob Zuma er blevet til så stor skade for ANC’s opbakning blandt sydafrikanerne, at han uden tvivl vil blive tvunget til at trække sig, vurderer professor emeritus i sociologi og politik ved det sydafrikanske Witwatersrand Universitet i Johannesburg, Roger Southall, der er forfatter til en række bøger om sydafrikansk politik.

”ANC forsøger sandsynligvis at få Zuma til selv at træde tilbage, fordi partiet gerne vil undgå den offentlige ydmygelse ved at tvinge ham til at gå af ved en rigsretssag eller en ny mistillidsafstemning. Det giver Zuma lidt forhandlingsrum,” siger han.

Siden Jacob Zuma blev præsident i 2009, har korruptionssagerne klæbet til den 75-årige præsident. Over hans hoved hænger der anklager om hele 786 tilfælde af korruption, og i 2016 blev han dømt til at tilbagebetale 3,9 millioner kroner til staten med den begrundelse, at han havde brugt pengene på uretmæssige forbedringer af sit fødehjem i Nkandla.

Når Jacob Zuma overhovedet har kunnet forblive præsident indtil nu, skyldes det, at ANC er forkrøblet fra det oprindelige ”befrielsesparti” til et parti, der primært handler om udveksling af goder, vurderer Stephen Chan, professor i det sydlige Afrikas politik ved det britiske SOAS-universitetet i London.

”Samtidig er partiet overvældende repræsenteret i parlamentet, hvor rigtig mange højtstående partimedlemmer har haft økonomisk gavn af at holde Jacob Zuma ved magten,” siger han.

Selv hvis Cyril Ramaphosa bliver præsident, og hvis ANC skulle formå at genopfinde sig selv som et ukorrumperet parti, er der lang vej igen, understreger Stephen Chan, før de mange millioner fattige sydafrikanere vil opleve forbedringer. Alle landets ni provinser er gennemsyret af korruption.

”Sydafrika er på ingen måde på vej til at blive et land som Danmark med stor økonomisk lighed. Mere sandsynligt er det på vej til at blive et land som Brasilien, hvor der er velstand, men hvor velstanden er meget ulige fordelt,” siger han.

Cyril Ramaphosas store udfordring består i at samle ANC uden selv at blive involveret i korruption. Lykkes det, tegner Sydafrikas fremtid betydeligt lysere end under Jacob Zuma, mener Roger Southall.

”Ramaphosa er kommet godt fra start. Mange almindelige sydafrikanere er trætte af korruption, fordi det er dem, der i sidste ende betaler regningen.”

Stephen Chan vil se handling, før han for alvor tror på Jacob Zumas tilbagetræden:

”Men mange partimedlemmer vil være klar til at fjerne Zuma, hvis Ramaphosa er klar til efterfølgende at gøre noget for dem.”