Hver en dråbe tæller. Det blå dråbeformede klistermærke er det første, der møder øjet, når man lander i Cape Town. Budskabet er ikke til at betvivle, og det er også, hvad byens mere end fire millioner indbyggere har hørt – og taget til sig. Rundt om dem er byens grønne områder blevet brune, forstædernes haver er falmet, og swimmingpoolerne er tømt for vand.
”Uhyggelig er nok det rigtige ord for situationen. Men det er alligevel ikke nok. Man føler sig magtesløs,” siger den 50-årige Gain van Schalkwyk, der er vokset op i Cape Town, og som i dag bor i forstaden Durbanville.
”Cape Town har altid været et smukt sted, hvor der var en overflod af sol, vand, vin og mad. Men pludselig er vandet væk, og så forsvinder det hele.”
Det er den værste tørke i 100 år, som har ændret den måde, indbyggerne i Cape Town lever på. Den 18. januar i år udtalte byens borgmester, Patricia de Lille, at Cape Town havde nået et point of no return, og at det var meget sandsynligt, at man ville nå Day Zero. Dag nul er betegnelsen for den dag, hvor byens vandreservoirer er nede på 13,5 procent, hvorfor der bliver lukket for vandet til alle private hjem, og byens befolkning skal hente vand ved fælles vandhaner.
På verdensplan lever næsten halvdelen af klodens befolkning i områder, hvor der potentielt kan opstå mangel på vand en gang om måneden. Og ifølge en rapport fra FN kan de 3,6 milliarder være steget til 5,7 milliarder mennesker i 2050, mens vores efterspørgsmål på vand vokser med en procent om året på grund af eksempelvis befolkningstilvækst og økonomisk udvikling.
Med udsigt over hele byen sidder Kirsty Carden på University of Cape Town og forsker i, hvordan byer bruger vand.
”Det er ret bemærkelsesværdigt, hvordan indbyggerne i Cape Town har taget krisen til sig. Siden 2015 har de reduceret deres vandforbrug med 60 procent,” forklarer hun og vurderer, at der ikke er nogen anden by, som har formået dette.
Bystyret har oprettet en hjemmeside, hvor man hele tiden kan følge med i, hvor meget vand der er tilbage i reservoirerne, og hvornår man forventer, at Day Zero indtræder. Først hed prognosen marts, så april, så maj, så juli – og nu er Day Zero udskudt til 2019.
”Det har været en god måde at få befolkningen til at tænke over, at vand er en ressource, og hvor meget en liter og 1000 liter vand egentlig er,” siger Kirsty Carden.
På restauranterne serveres maden på paptallerkener og den lokale vin i plastikkrus. Det giver mindre opvask og sparer vand. På hotellerne er der sat sedler op på badeværelserne, der husker gæsterne på, at vand er en mangelvare i Cape Town.
Med vandkrisen har indbyggerne fået nye livsvaner, og byens regering har sat en grænse for, at de hver især maksimalt må bruge 50 liter vand om dagen i alt. Derfor er der blandt andet gået sport i at tage kortest mulige bade og genbruge badevandet til at skylle ud med og vaske tøj i.
”50 liter er jo ingenting, men vi gør det, der skal til. Jeg tænker hele tiden, at hvis vi ikke bruger vandet, så er der nogle andre, som kan bruge det,” siger Gail van Schalkwyk.
Hun driver sammen med sin mand et lille hotel med fire små hytter, som ligger på parrets grund i forstaden Durbanville. Før vand blev en mangelvare, var det ikke noget, de tænkte over, og den store grund blev vandet hver dag for at holde den frisk og grøn.
”Vi har misbrugt rigtig meget vand, fordi vi troede, at det havde vi nok af,” siger hun og vurderer, at de tidligere brugte 1300 liter vand om dagen på hele grunden.
I dag er det sat ned til 1500 liter om måneden med restriktionerne på 50 liter om dagen.
Fordi grunden er så vigtig en del af familiens indkomst, har de valgt at investere i et system, som gør, at de kan pumpe vand op af undergrunden. Derfor kan de koble sig af den centrale vandforsyning.
”Vores virksomhed ligger på vores egen grund, som er rigtig stor. Det kræver vand at holde den grøn og indbydende for vores gæster. For min mand og mig handlede det om at tage ansvar. Derfor har vi fået indsat det dyre system, selvom jeg ikke tror, at vi nogensinde kommer til at tjene det ind igen.”
Selvom hun og gæsterne nu er sikre på, at de kan få vand, kan Gail van Schalkwyk alligevel ikke slippe tanken om, at det måske kun er på lånt tid, at de kan ånde lettede op.
”Der sker noget med ens tankegang,” siger hun eftertænksomt og fortsætter:
”Hvis alle, der ligesom os har råd til at installere deres eget system, gør det, så kan vi stå med det samme problem. Det sker nogle gange, at undergrunden også løber tør for vand. Det er skræmmende, og det bliver det ved med at være.”
Hun kigger mod hytterne, der alle fire er beboet med gæster. På badeværelserne hænger sedlerne, og græsplænen har brune pletter, selvom den bliver vandet en gang om ugen.
”Den anden dag tog jeg mig selv i at være glad for, at mine to børn er flyttet hjemmefra, og der kun er to gæster i hver hytte. Vi kunne have været 20 mennesker, men vi er kun otte,” smiler hun og tilføjer:
”Vi skal huske at være glade for de små ting og forskelle.”
Det er en treårig tørke, som har givet indbyggerne i Cape Town en brat opvågnen, men det er langtfra det eneste sted i verden, hvor tørker giver problemer med adgang til vand. Ifølge FN’s rapport World Water Development Report 2018 (Verdens vandudvikling) lever 1,8 millioner mennesker i områder, der er påvirket af tørke og nedbrydning af land.
Og hun ved det godt, Gail van Schalkwyk, at det er realiteten rigtig mange andre steder på kontinentet:
”I Afrika er der millioner af mennesker, som lever uden vand. Jeg ser det i fjernsynet og sender penge af sted, men jeg havde aldrig nogensinde troet, at det en dag ville være os, man havde medlidenhed med. Men det bliver os, hvis det ikke giver sig til at regne – rigtig meget.”
Det er sandsynligvis klimaforandringer, som er skyld i, at det ikke har regnet nok til at fylde Cape Towns store damme, som samler vandet op, inden det bliver behandlet og sendt ud til indbyggerne igennem kilometervis af rør.
Ifølge Kirsty Carden fra University of Cape Town blev man allerede i 2000 opmærksom på, at byen ville få en udfordring med vand. Derfor satte byen gang i at reparere de utætte rør, og man satte prisen på vand op, hvilket gjorde, at byens vandforbrug de seneste mange år har været det samme, på trods af at tusindvis af sydafrikanere er flyttet til.
”Tørken har vist, hvor svaghederne er, og hvordan vi skal adressere dem,” vurderer forskeren og tilføjer:
”Det, vi gør nu, holder ikke i længden. Det kan påvirke sundhedstilstanden, infrastrukturen og byens forretningsmuligheder, fordi det ikke er behageligt og tilfredsstillede at leve med 50 liter vand om dagen. Vi er nødt til at finde en måde for, hvordan vi kan leve med vand på en god måde, og samtidig holde byen i gang.”
Det er et spørgsmål, som mange af verdens 500 største byer gerne vil have svar på, hvis Cape Town finder det. Ifølge en undersøgelse fra 2014 er det op imod hver fjerde af millionbyerne, der er udfordret, når det kommer til at sikre vand til indbyggerne.
I Durbanville har det lille hotel ikke oplevet, at vandmanglen er gået ud over forretningen, men det har givet Gail van Schalkwyk en lærestreg for livet.
”Selvom det begynder at regne i morgen, og de melder, at krisen er ovre, så kommer vi capetonians aldrig nogensinde til at glemme den her lærestreg. Vi kommer aldrig nogensinde til at åbne for vandhanen på samme måde som tidligere,” vurderer hun og kigger ud over sin store have.
Ifølge vejrudsigten skulle der komme et par dråber regn, så hun vil sætte sig i haven og håbe på, at hun mærker vandet falde fra oven.
