Prøv avisen
Interview

Spansk antropolog: Sydeuropæiske familier tager over, hvor velfærdsstaten svigter

Privatfoto

Den økonomiske krise med tårnhøj ledighed i lande som Portugal, Spanien, Italien og Grækenland har tvunget mange voksne hjem til deres forældre, hvilket kan være stressende, siger den spanske antropologiprofessor Susana Narotzky

De er som flygtninge i deres eget barndomshjem.

Sådan lyder et af de mange udsagn, som den spanske antropologiprofessor Su-sana Narotzky har indsamlet fra folk i blandt andet den gamle industri- og værftsby Ferrol på atlanterhavskysten i det nordvestlige Spanien nær La Coruña og pilgrimsbyen Santiago de Compostela.

Hun er del af et tværnationalt projekt, hvor forskere ser på konsekvenserne af den økonomiske krise, som siden 2008 har vendt op og ned på samfundet i lande som Portugal, Spanien, Italien og Grækenland.

Og de, som er flygtninge i deres eget barndomshjem, er de nu voksne børn, som af økonomisk nød er tvunget hjem til mor og far for at klare sig til dagen og vejen. Sådan har det været i næsten 10 år, siden finanskrisen begyndte i 2008 og satte en meget pludselig stopper for væksten, hvilket førte til høj ledighed og tvangsauktioner, fordi folk ikke længere havde råd til betale afdragene på deres boliger.

”Ledigheden nåede 35 procent – og 50 procent for unge under 30 år. Så der er en enorm ledighed. Og den rammer også de ældre på arbejdsmarkedet. Folk over 50 år har meget svært ved at finde nye job, hvis de bliver ledige,” siger Susana Narotzky under et besøg i London, hvor hun gæste-forelæser på Goldsmiths College under University of London.

Næsten 10 år med økonomisk krise har haft store sociale konsekvenser for sydeuropæerne. For mange har det betydet en tilbagevenden til tidligere familiemønstre, som ellers var forsvundet på grund af væksten i velstanden.

”Vi finder i vores geografiske undersøgelse, at vi ser unge voksne, tilmed erhvervs-aktive voksne, som har en form for arbejde, der flytter hjem til deres forældre. Eller at forældrene hjælper de unge voksne, selvom de bor et andet sted, enten med penge eller med at passe børnebørn,” fortæller Susana Narotzky, som taler om en omstrukturering af familiemønsteret og relationerne i familierne.

”Det minder om, hvordan det var tidligere, med hele den udvidede familie, der boede sammen. På en måde kan du sige, at velfærdsstaten også svinder ind. Men det skyldes i lige så høj grad arbejdsmarkedet med lavere lønninger og den høje ledighed. Usikkerheden er den vigtigste årsag, men hertil kommer, at velfærdsstaten skrumper. Meget af det sikkerhedsnet, som staten tidligere bidrog med, er der ikke længere.”

For at forstå, hvorfor det rammer så hårdt at vende tilbage til, hvad mange måske ser som traditionelle familiemønstre, er det vigtigt at huske den nyere historie i de fire lande.

”Bortset fra Italien, som har en lidt anderledes historie, så overgik de lande til demokrati i midten af 1970’erne efter lang tid som diktaturstater, hvor der på den ene side var en vis jobstabilitet, men på den anden side også en undertrykkelse af arbejderne og fagforeningerne,” forklarer Susana Narotzky.

Overgangen til demokrati betød en ny forståelse af ordet medborgerskab. Det ledte til medlemskab af EF og senere EU, som igen var fulgt af betingelser, som påvirkede både industri og landbrug stærkt. Men det blev opvejet af regionsstøtte og udviklingsstøtte fra EU særligt inden for infrastruktur og byggebranchen.

”Vi ser i 1980’erne opbygningen i de lande af en velfærdsstat, som kun var delvist udviklet under diktaturerne. Det gjaldt også i Italien, selvom landet ikke var en diktaturstat. Sundheds- og uddannelsessektoren og særligt højere uddannelser blev styrket og nåede ud til en meget bredere befolkningsgruppe, så døtre og sønner fra arbejderklassen var i stand til at komme på universitetet,” fortæller Susana Narotzky.

De store sociale reformer påvirkede også de sydeuropæiske familiemønstre, da kvinder kom ud på arbejdsmarkedet, og der var råd til at få egen bolig meget tidligere. Men tæppet blev trukket væk med finanskrisen i 2008, som også betød, at mange mistede deres boliger.

”En omkalibrering af familienetværket blev set som den sidste mulighed. For folk bryder sig ikke om at flytte tilbage til deres forældre, nu hvor de er voksne. Og de gør det ikke, fordi de er dovne, men fordi de ikke ved, hvordan de ellers kan klare sig selv økonomisk,” siger Susana Narotzky.

Hun kalder situationen stressende for både de unge og de ældre generationer.

”De ældre føler, at det er noget, der tager deres energi. De unge er særligt påvirket af manglen på autonomi. De føler, at de er vendt tilbage til tiden, hvor de var børn, bor på deres gamle værelse, og hvor forældrene fortæller, hvad de skal gøre. Så der er mange spændinger,” siger den spanske antropologiprofessor.

For mange af de yngre generationer er svaret at flytte helt væk.

”Især spaniere og portugisere med høje uddannelser er i stand til emigrere til særligt Storbritannien, mens grækere søger mere mod Tyskland og Schweiz, hvor de generelt har forbindelser fra tidligere migrationsæraer,” siger hun.

Den form for migration er dog passé. I 1960’ene og 1970’erne var det som industriarbejdere. Nu er det unge med en god uddannelse.

”Men mange arbejder som bartendere og på restauranter, og de håber at få et bedre job eventuelt. Men de nordeuropæiske lande har været kriseramt, selvom ledigheden er lavere. Vi ser, hvad vi kalder ’the working poor’, som er folk, der nok har arbejde, men ikke tjener nok til at leve at det. Og det er stadigt mere udbredt,” pointerer Susana Narotzky.

I hendes hjemland er økonomien på vej tilbage på sporet. Men det sker ikke i form af de faste og sikre velbetalte jobs med en tilhørende pensionspakke.

”Mange er i deltidsjob og lavtlønnet beskæftigelse. Så de kan ikke leve af deres arbejde, og det er et fænomen over hele den vestlige verden. Vi ser det i USA, Storbritannien, Frankrig, Spanien og overalt.”