Sydkorea tester missil og viser muskler over for naboen

Det var ubåden "Ahn Chang-ho", der onsdag stod bag affyringen af et nyt sydkoreansk ubådsmissil (Arkivfoto).
Det var ubåden "Ahn Chang-ho", der onsdag stod bag affyringen af et nyt sydkoreansk ubådsmissil (Arkivfoto). Foto: Handout/Ritzau Scanpix.

Sydkorea har onsdag gennemført en affyring af landets første ubådsmissil.

Det oplyser det sydkoreanske præsidentkontor.

Missilet er en del af en opgradering af Sydkoreas militær og skal blandt andet sikre beskyttelse mod eventuelle trusler fra naboerne fra Nordkorea.

Sydkorea bliver det syvende land i verden med det særlige ballistiske undervandsmissil. Det er desuden det første land i verden, der besidder våbnet uden samtidig at besidde atomvåben.

Missilet blev affyret onsdag fra den nye ubåd "Ahn Chang-ho". Det fløj den planlagte distance, inden det ramte sit mål.

Ifølge det sydkoreanske præsidentkontor er besiddelsen af missilet "rigtig vigtig i forhold til beskyttelse mod trusler udefra".

- Det ventes at spille en stor rolle i at etablere et uafhængigt nationalt forsvar og skabe fred på den koreanske halvø fremadrettet, lyder det.

Ubåden "Ahn Chang-ho" er opkaldt efter en tidligere aktivist, der kæmpede for sydkoreansk uafhængighed. Ubåden, der er dieseldrevet og vejer 3000 ton, blev første gang taget i brug sidste måned.

Onsdagens missilaffyring sker, efter at USA tidligere i år ophævede en særlig restriktion. Restriktionen, der blev indført for 42 år siden, lød på, at Sydkorea ikke måtte udvikle missiler med en rækkevidde på over 800 kilometer.

Nordkorea fremviste ved en militærparade i januar fire ubådsmissiler. Landets statslige nyhedsbureau kaldte dem "verdens mest magtfulde våben".

/ritzau/AFP