Naomi Fadhili har svært ved at tro på, at hun nogensinde vil få råd til den behandling, hendes sygdom, en forsnævring af rygmarvskanalen, kræver, for at hun igen kan leve et tåleligt liv.
Den 31-årige tanzaniske skolelærer fra Ngulelo ved Arusha er mor til to mindre børn og kæmper både på arbejdet og hjemme en opslidende kamp med brændende smerter i ryggen og benene. Symptomerne er blevet gradvis værre, og til sidst kunne Naomi Fadhili ikke holde smerterne ud.
”Jeg kontaktede det lokale hospital. De lavede nogle tests og sendte mig så videre til Muhimbili-hospitalet i Dar es Salaam, hvor jeg blev scannet og røntgenfotograferet,” fortæller hun.
Naomi Fadhili fik fysioterapi og smertestillende medicin, men da hun havde været hjemme et stykke tid, blev smerterne igen uudholdelige.
”De undersøgte mig igen på Muhimbili og sagde, at jeg har brug for en operation, som jeg ikke kan få i Tanzania. Jeg blev rådet til at få en operation i Indien, der koster 22 millioner tanzaniske shillings (67.100 kroner), og dem har jeg ikke,” konstaterer hun.
Selvom Naomi Fadhili og hendes mand gennem otte måneder har samlet penge ind blandt venner og familie, har hun kun fået samlet en femtedel af det nødvendige beløb sammen, og nu er mulighederne ved at være udtømte.
Derfor overvejer hun at sælge det stykke landbrugsjord, hun har arvet fra sine forældre, og som hendes børn efter skik og brug bør arve efter hende. Sælger hun, får hun måske råd til operationen, til gengæld forsvinder al økonomisk sikkerhed, og børnene får ikke jorden. For Naomi Fadhili er det et valg mellem pest eller kolera.
Langvarige og kroniske sygdomsforløb kan være begyndelsen på en skæbnesvanger udvikling for en afrikansk familie, der ofte tvinges til at piske frem og tilbage mellem den lokale sundhedsklinik, apoteket og det regionale hospital, fortæller forsker ved det norsk-baserede forskningsinstitut Sintef, Stine Hellum Braathen, der blandt andet har undersøgt Malawis sundhedssystem.
”Det fører til økonomisk og moralsk udmattelse. Familiens opsparing og lånemuligheder hos naboer og venner udtømmes, familien mister indtægt, når forældrene må blive væk fra landbruget, eller hvor de ellers tjener penge, og hvis et barn er sygt, tvinges forældrene til at forsømme deres andre børn for at passe det syge. Det vil sige, at den dårlige spiral starter for familien,” siger hun.
Skal der ske væsentlige forbedringer på området, forudsætter det massive investeringer i hele sundhedssystemer frem for i enkelte sygdomme. Den slags investeringer er dyre og sværere for regeringer og hjælpeorganisationer at sælge til offentligheden i donorlandene, konstaterer ph.d. i medicinsk antropologi ved Københavns Universitet, Lise Rosendal Østergaard.
”Men det er ikke nær så dyrt som de 1,6 billioner amerikanske dollars (107 milliarder kroner), som Verdensbanken har regnet ud blev mobiliseret til at bekæmpe ebola i Guinea, Sierra Leone og Liberia,” siger hun.
Lise Rosendal Østergaard aner dog håb for at finde pengene i den nære fremtids udviklingsbistand.
”Jeg tror, at verdenssamfundet er blevet opmærksom på, at dramatiske epidemier som ebola, zika og gul feber med potentiale til at bevæge sig hurtigt over store afstande kræver et helt andet beredskab end det, man hidtil har villet investere i,” siger hun.