I Uganda har der for nylig været røster, der ønskede en nedlukning. Ikke på grund af corona, men på grund af virussen ebola, der også har raset i DR Congo og som i efteråret kostede 142 mennesker livet i nabolandet mod øst.
I Pakistan, Haiti, Syrien og en lang række andre lande er der store udbrud af kolera. Det er så omfattende, at vaccinedoseringen er blevet sat ned fra to doser til en for at sikre, at der er nok til alle. Det betyder dog, at de vaccinerede er beskyttet i kortere tid.
Og så er der tuberkulose, der alene i 2021 kostede 1,6 millioner mennesker livet - på trods af, at sygdommen er relativ let at behandle.
Hvis ovennævnte kriser ikke får en klokke til at ringe, er det ikke så underligt. En ny undersøgelse foretaget af Voxmeter for hjælpeorganisationen Læger uden Grænser viser nemlig, at de tre sygdomme er blandt de fem internationale kriser, som færrest danskerne har hørt om i 2022.
Mads Geisler kender de tre sygdomme rigtigt godt. Han er læge hos Læger uden Grænser og har været udsendt til verdens brændpunkter 12 gange.
“Det er nogle sygdomme, som har katastrofale menneskelige omkostninger. Det et utroligt, hvor mange mennesker, det berører,” siger han.
Alligevel er det ikke noget, der fylder nævneværdigt i danske medier. Ifølge mediedatabasen Infomedia er ordet tuberkulose nævnt 124 gange i landsækkende dagblade i 2022, mens ebola er nævnt 47 gange. Kolera optræder 49 gange, hvis man udelukker artikler, hvor ordet pest også indgår – som i udtrykket "pest eller kolera". Til sammenligning er "Ukraine" blevet skrevet 25.604 gange i år.
Nemt at behandle
Tuberkulose, der er verdens næststørste epidemi, koster flest liv af de tre sygdomme på listen. Den rammer især udsatte mennesker, der lever tæt sammen under kummerlige forhold, fortæller Mads Geisler.
Tuberkulose er let at behandle, men det kræver, at sygdommen bliver opdaget i tide og at der er adgang til kontinuerlig behandling.
Kolera, der har været i udbrud 30 gange i år, har også en social slagside og er ligeledes let at behandle ved at hydrere patienterne. Diarrésygdommen bryder som regel ud blandt beboere i slumkvarterer eller flygtningelejre med dårlig eller ingen kloakering. De seneste fem år var der gennemsnitligt under 20 udbrud.
Koleraudbrud kommer ofte i kølvandet på andre katastrofer som jordskælv eller borgerkrige, hvor drikkevandet bliver forurenet. Mange bliver syge samtidig, så det gælder om hurtigt at få oprettet et kolerahospital, fortæller Mads Geisler. Får man behandling, dør kun én procent, men uden behandling er dødeligheden omkring 50 procent.
Mads Geisler har selv stået midt i verdens største koleraudbrud for et par år siden i det krigshærgede Yemen.
“I lande med andre problemer som jordskælv eller krig, er der ikke ressourcer nok til at oprette et kolerahospital. Så begynder folk altså at dø af kolera. Det er forfærdeligt at være vidne til, når det kunne have været undgået,” siger han.
Opmærksomhed gør en forskel
Mads Geisler fra Læger uden Grænser har været udsendt til både Mellemøsten, Afrika og senest Ukraine. Han var i vestafrikanske Guinea og Liberia i 2014 og 2015, da ebola for første gang brød ud i storbyer og trak overskrifter verden over. Medieopmærksomheden gjorde en forskel, fortæller han.
“Man kunne mærke, at der var masser af støtte internationalt. Der var medicin til rådighed, og der blev sendt materiale ned til at bygge centre,” fortæller han.
Ebola findes stadig og har i år været i udbrud i DR Congo for 14. og 15. gang. Lige nu er der et udbrud i Uganda, men mediedækningen har været mindre.
“Man har glemt det lidt igen. Måske er folk trætte af at høre om infektionssygdomme. Men man kan virkelig mærke i felten, når der er færre midler,” siger han.
Omvendt kunne han mærke på sin seneste udstationering til Ukraine, at han befandt sig i en krise med markant medieopmærksomhed.
“Jeg er glad for, at der er så meget støtte til sundhedsvæsenet i Ukraine, og at vi kan behandle mennesker. Og så synes jeg, at det samme burde være gældende for de andre store kriser,” siger han.
Overset af medierne
Kriserne bliver overset eller underdækket af mange medier, fordi de ikke er tilstrækkeligt interessante for indbyggere i Vesten. Det siger Joris Luyendijk, hollandske journalist og forfatter til bogen 'Folk som os', der undersøger vestlige mediers udenrigsdækning.
“I Holland lyder en lidt grov talemåde i mediebranchen, at en nyhed er defineret som antallet af døde mennesker divideret med antallet af kilometer fra begivenheden til nyhedsstudiet,” fortæller han.
Og hvis Europa ikke har omfattende samhandel med et givent land, bliver det ofte set som mindre relevant for medierne at dække det pågældende land – også i tilfælde af kriser, fortæller Joris Luyendijk.
Derudover spiller det ind, hvis mediebrugerne ikke har kendskab til området i forvejen, og derfor skal have forklaret situationen fra bunden, hvis medierne vælger at dække det, fortæller Hanne Jørndrup, lektor på Institut for kommunikation og humanistisk videnskab på Roskilde Universitet.
“Det er en ond spiral. Jo mindre, vi hører om Asien og Afrika, jo mindre interesserer det folk, og der skal virkelig ske noget stort for, at medierne sætter det på dagsordenen,” siger hun.
Hanne Jørndrup er ikke overrasket over, at epidemier i Afrika og Mellemøsten bliver dækket sparsomt i vestlige medier. Ofte er der få vestlige journalister til stede i områderne. Både fordi det ikke har mediernes interesse, men også fordi det kan være områder, der er farlige at arbejde i. Det har konsekvenser for den dækning, der bliver lavet, og som ofte bliver klichepræget.
“Der kommer en anden fortælleramme om konflikter i den tredje verden, der bunder i vores uvidenhed om, hvad der sker. Krige og sygdomme i Afrika bliver beskrevet kontekstløst, som om det er et livsvilkår i Afrika,” siger hun.
Mennesker bliver til mængder
Nyheder om oversvømmelser i USA og Pakistan bliver for eksempel dækket forskelligt, fortæller Hanne Jørndrup fra RUC. Da orkanen Katrina i 2005 raserede i USA, blev der sendt korrespondenter afsted, og mediebrugerne mødte almindelige amerikanere, hvis hus var blevet oversvømmet. Personer, som man et stykke hen ad vejen kunne identificere sig med. Samtidig med orkanen var der oversvømmelser i Pakistan, men her mødte vestlige mediebrugere derimod flere tal end menneskeskæbner.
“Det mønster ser man tit – at der ikke bliver trukket nogle enkeltpersoner frem, som kan vække empati og få folk til at kræve handling. Det skyldes ofte, at journalisterne ikke har forudgående kendskab til situationen eller er til stede og har adgang til kilder,” siger hun.
Men journalister kan ikke være alle vegne, og selvom medierne skal efterstræbe at dække så meget som muligt, må de træffe nogle valg, påpeger Joris Luyendijk.
“Der vil altid være flere kriser, journalister ikke kan dække. Brugernes opmærksomhed er begrænset, og nyhedsredaktioner har begrænsede midler," siger han.
Ifølge Joris Luyendijk gør mediedækning det mere sandsynligt, at politikere vil gribe ind i kriser i udlandet. Og omvendt, når dækningen ikke er til stede. Men den vestlige verden har alligevel begrænsede handlemuligheder, mener han.
“Vi skal huske, at Vesten bliver mindre og mindre magtfuld. Når det kommer til eksempelvis epidemier i Afrika, er Vesten magtesløs. Vi former ikke længere verden, og vores politikere har ikke instrumenter til at gøre noget ved det. Man kan argumentere for, at mediernes valg var mere vigtige i 1990’erne, hvor verden var unipolar med Vesten i centrum.”