Syriske flygtninge i Libanon: Her er vi hverken døde eller levende

Livet for syriske flygtninge i Libanon er så svært, at mange fortryder, at de flygtede. Men uanset om drømmen er at tage til Europa eller tilbage til Syrien, tvinger fattigdom dem til at blive boende i de forhadte libanesiske lejre

Mange af de fattige syriske flygtninge bor i utætte skure i interimistiske flygtningelejre som denne i Bekaa-dalen nordøst for Beirut. Modsat i Tyrkiet og Jordan findes der ingen officielle flygtningelejre i Libanon.
Mange af de fattige syriske flygtninge bor i utætte skure i interimistiske flygtningelejre som denne i Bekaa-dalen nordøst for Beirut. Modsat i Tyrkiet og Jordan findes der ingen officielle flygtningelejre i Libanon. . Foto: Nikolaj Krak.

Der hænger en tung, sødlig lugt af hvidløg i Noual Hajj Mohammeds simple hjem.

Under det hullede bliktag og mellem de afskallede vægge bor den 27-årige syriske flygtning sammen med sin mand og seks børn i en af Libanons mange uofficielle flygtningelejre i Bekaa-dalen tæt på grænsen til Syrien.

Den søde lugt er egentlig lugten af dagens arbejde for familien, der har siddet på det bare betongulv og pillet hvidløg til libanesiske restauranter. Men den er i lige så høj grad lugten af et liv, der er gået i stå.

”Mit liv stoppede, da vi flygtede fra Syrien. Tilværelsen i flygtningelejren er ikke andet end rutiner, hvor vi sidder og piller hvidløg hver eneste dag,” siger hun.

Det værste er dog ikke, at hendes eget liv er stoppet, tilføjer Noual Hajj Mohammed:

”Det er langt værre, at mine børns fremtid bliver visket ud ved, at de ikke kan gå i skole. Jeg har aldrig prøvet noget så skrækkeligt som at blive nødt til at tvinge dem til at arbejde.”

Hvis hele familien arbejder fra tidlig morgen, kan de tjene 40 kroner på en dag med hvidløgene. Det er lige akkurat nok til at betale for huslejen for det ydmyge skur, der har udgjort deres hjem, siden de for tre år siden måtte flygte fra deres hus på landet uden for byen Homs i det vestlige Syrien.

”Men så mangler vi stadig at købe mad,” siger Noual Hajj Mohammed.

Sådan er situationen for hovedparten af de snart to millioner syrere, der er flygtet fra borgerkrigen til nabolandet Libanon. I modsætning til i Tyrkiet og Jordan har de libanesiske myndigheder besluttet ikke at oprette flygtningelejre til syrerne, som der ifølge officielle tal skulle være 1,1 million af i landet.

27-årige Noual Hajj Mohammed, der her ses med et af sine seks børn, flygtede for tre år siden fra Syrien til nabolandet Libanon, hvor hun nu er træt af at vente på, at tiderne bliver bedre: ”Havde vi kunnet, var vi taget videre til et andet land, hvor vi kunne se en fremtid. Men hvor skulle vi få pengene fra til at rejse, når vi ikke engang kan købe mad til børnene?”, spørger hun.
27-årige Noual Hajj Mohammed, der her ses med et af sine seks børn, flygtede for tre år siden fra Syrien til nabolandet Libanon, hvor hun nu er træt af at vente på, at tiderne bliver bedre: ”Havde vi kunnet, var vi taget videre til et andet land, hvor vi kunne se en fremtid. Men hvor skulle vi få pengene fra til at rejse, når vi ikke engang kan købe mad til børnene?”, spørger hun. Foto: Nikolaj Krak

Nogle har råd til at leje sig ind i lejligheder rundt om i Libanon, men flertallet af syrerne må slå sig ned i improviserede lejre. Her betaler de en relativt høj husleje for et telt eller et skur på et stykke landbrugsjord, hvor eneste mulighed for at betale ofte er at sende børnene i arbejde.

Det fastholder de syriske flygtninge i en umulig situation, siger Maria Assi, leder af hjælpeorganisationen Beyond Association.

”Mange har stiftet gæld for at få råd til at flygte. Når de kommer til Libanon, kan de knap nok skaffe penge nok til at få mad på bordet, og de ender ofte med at stifte endnu mere gæld for at overleve. Det fører til, at situation gradvist forværres for dem,” siger hun og tilføjer, at fattigdommen er blevet så udpræget i lejrene, at hjælpearbejderne ser stadigt flere underernærede børn.

De forskellige store FN-organisationer som børnefonden Unicef og flygtningehøjkommissariatet UNHCR yder hjælp til flygtningene, men er det seneste år selv kommet i alvorlig pengemangel. FN kan ikke længere få dækket budgetterne fra donorlandene til at hjælpe det store antal syrere.

I begyndelsen fik Noual Hajj Mohammed og hendes familie 230 kroner pr. person om måneden at leve for af Verdensfødevareprogrammet, WFP. I dag modtager hun og de andre flygtninge i lejren under 90 kroner om måneden pr. person og højst til fem personer i familien.

Efter tre år i lejren er håbløsheden begyndt at melde sig hos Noual Hajj Mohammed:

”Livet her er en underlig venteperiode. Med tiden er det blevet vanskeligt at sige, hvad vi venter på. Havde vi kunnet, var vi taget videre til et andet land, hvor vi kunne se en fremtid. Men hvor skulle vi få pengene fra til at rejse, når vi ikke engang kan købe mad til børnene?”, siger hun.

Det er ikke, fordi Noual Hajj Mohammed har en stor drøm om at bo i Europa. Havde hun haft muligheden, var hun dog alligevel taget af sted udelukkende for sine børns fremtids skyld.

Ifølge Maria Assi fra Beyond Association står Europa som et urealistisk valg for de fleste syrere i Libanon. Manglende pengene er den mest åbenlyse grund til, at de bliver i lejrene. Den illegale rejse til Europa kan nemt løbe op i 10.000 kroner for en person. Samtidig skræmmer den farefulde rejse mange.

”Ofte er det blot kvinderne og børnene, der er taget til Libanon, mens mændene er blevet i Syrien eller er døde. Det er utænkeligt, at kvinder fra landet, der lever på traditionel vis, hvor mændene bestemmer, vil tage på en så stor og vanskelig tur alene. Desuden ønsker mange også at være tæt på Syrien,” siger Maria Assi.

Sådan har den 38-årige Mariam al-Hussain det. Det er tre år siden, hun måtte flygte fra Aleppo i det nordlige Syrien sammen med sin mand og fem børn og slå sig ned i et skur i Bekaa-dalen i Libanon.

”Jeg vil være, hvor jeg i det mindste kan indånde luften fra Syrien,” siger hun.

38-årige Mariam al-Hussain har fortrudt, at hun og familien flygtede fra Syrien, for i Libanon er livet så hårdt, at det ikke gør den store forskel at være i live eller død.
38-årige Mariam al-Hussain har fortrudt, at hun og familien flygtede fra Syrien, for i Libanon er livet så hårdt, at det ikke gør den store forskel at være i live eller død. Foto: Nikolaj Krak

Intet ligger hende fjernere end at forsøge at komme til Europa. Men samtidig er livet i lejren i Libanon ved at være så vanskeligt, at noget må ske, siger hun. Også hendes familie sidder fra morgen til aften og piller hvidløg for blot at få nok penge til at spise for.

”Det eneste, jeg tænker på, er, hvordan det skal lykkes at få det næste måltid på bordet,” siger hun.

Børnene græder hver dag over at skulle sidde bøjet over løgene, fortæller hun. De har ikke noget bad, rotterne bider dem, når de sover om natten, og om vinteren står regnen ned i skuret, hvor de sover.

Efterhånden er tilværelsen blevet så hård for hende og familien, at hun har fortrudt, at hun forlod Syrien. Selvom krigen raser, og deres hus er blevet udslettet af et bombefly, tvivler hun på, at de ville have haft det værre end nu.

”Måske var det blevet min skæbne at dø, hvis jeg var blevet i Syrien. Men er det værre end at være her i Libanon, hvor vi hverken er levende eller døde?”, spørger hun.

Selv ønsket om at få råd til at vende tilbage til Syrien er urealistisk for familien. Den satte sig i gæld for at få råd til flugten til Libanon, og siden er gælden blot vokset, fordi der hver måned mangler penge til huslejen.

Det bliver stadigt mere normalt at høre flygtninge i lejrene sige, at de fortryder, at de forlod Syrien, siger Maria Assi.

”Det er folk, der har mistet alt. Og når de kommer til Libanon, mister deres børn også deres barndom og må arbejde som voksne. Endnu hører vi kun om meget få, der faktisk rejser tilbage til krigen i Syrien. Men stadigt flere taler om det,” siger hun.

For Mariam al-Hussain er det først og fremmest fredagene, hvor familien samledes og spiste sammen og fortalte historier, hun savner ved livet i Syrien.

”Nu ved vi ikke engang, hvilken ugedag det er. Alle dage er ens. Og hvis vi finder ud af, at det er fredag, bliver det blot en endnu mere trist dag, fordi det minder os om, hvor glade vi var dengang,” siger hun.