Den fem dage lange våbenhvile i kampene mellem kurderne og tyrkerne i det nordlige Syrien, som USA og Tyrkiet forhandlede sig frem til torsdag aften, forekom i går at vakle. Sporadiske kampe brød løs i de syriske grænseområder, og parterne bebrejdede hinanden for urolighederne. Ifølge en talsmand for de kurdiske styrker fortsatte tyrkerne med at bombe civile områder, heriblandt et hospital.
Det rejser tvivl om, hvorvidt amerikanerne er i stand til at håndhæve våbenhvilen og er det seneste eksempel på, hvordan præsident Donald Trumps håndtering af Syrien de seneste to uger er slået fejl. Våbenhvilen var resultat af en krise, som Trump selv havde skabt. Og i de 13 dage, der nu er gået, siden præsidenten bekendtgjorde tilbagetrækningen af amerikanske styrker fra det nordlige Syrien og gav Tyrkiet det grønne lys til at trænge ind og bekrige kurderne, har USA afstået indflydelse i et strategisk hjørne af Mellemøsten og skabt enorm usikkerhed om landets udenrigs- og sikkerhedspolitik.
Præsident Trumps beslutning om at trække cirka 1000 amerikanske styrker fra det tyrkisk-syriske grænseområde og lade kurderne i stikken er en katastrofe for USA’s troværdighed og pålidelighed som allieret i Mellemøsten og resten af verden. Den efterlader også et territorielt og politisk tomrum, som nu kan udfyldes af lande som Rusland og Iran, og som også gavner den syriske præsident, Bashar al-Assad.
Trumps forsøg på at trække i land og true Tyrkiet med sanktioner, hvis landet går over stregen i forhold til kurderne, har haft lille virkning. Ifølge nyhedsmediet BBC smed præsident Erdogan bogstaveligt talt et trusselsbrev fra Trump, der blev offentliggjort i denne uge, i papirkurven.
Ifølge det syriske observatorium for menneskerettigheder er 300.000 civile drevet på flugt i Syrien, siden kampene mellem Tyrkiet og kurderne begyndte, og 72 civile, heriblandt 21 børn, er blevet dræbt.
Hele forløbet omkring tilbagetrækningen fra Syrien har over for et hjemligt publikum blotlagt præsident Trumps særegne, impulsdrevne tilgang til udenrigspolitik og hans vilje til at se stort på amerikanske idealer. Trump retfærdiggjorde sit svigt af en allieret, der stod for størstedelen af USA’s kamp mod Islamisk Stat, ved at erklære, at kurderne ”ikke er engle” og ”ikke hjalp os i Normandiet”. Dette nonchalante forræderi af en amerikansk ven anses også for et forræderi af de principper, værdier og dyder, som er en væsentlig del af USA’s identitet som ”de gode”. Tidligere amerikanske militære ledere står i kø for at advare om konsekvenserne.
”Hvis vi ikke er forkæmpere for det gode og det rigtige, hvem vil så følge os? Og hvis ingen følger os – hvor vil verden så ende?”, skriver eksempelvis den pensionerede flådeadmiral William H. McRaven i avisen The New York Times.
For Donald Trump selv er hans beslutning om at hente amerikanske tropper hjem en opfyldelse af hans valgløfte om at afslutte USA’s indblanding i dyre og endeløse udenlandske krige. Men den skader ham på et tidspunkt, hvor han er sårbar på grund af den igangværende rigsretsundersøgelse iværksat af Demokraterne i Kongressen og den konstante strøm af indicier imod ham.
Et offentligt oprør vokser i Det Republikanske Parti, hvor selv nogle af præsidentens mest loyale støtter synes at have fået nok. Og det rejser spørgsmålet om, hvorvidt nogle republikanere vil begynde at betragte rigsretsprocessen som en mulighed for at slippe af med en stadig farligere og mere uforudsigelig præsident.