Syrien syv år efter: Borgerkrigen er forvandlet til et globalt magtopgør

Syv år efter at syrerne begyndte at gå på gaden i protest mod Assad-styret, er konflikten udvidet, for nu er russerne, iranerne, tyrkerne og amerikanere til stede i Syrien, ikke for at beskytte de civile, men udelukkende af egeninteresse, forklarer forsker

Rusland bruger desuden Syrien som udsalgsvindue for at sælge russisk militærisenkram til de øvrige arabiske lande. De aftager en femtedel af Ruslands våbenproduktion. Russisk tilstedeværelse i Syrien giver også Kreml en fordelagtig nærhed til den syriske olie- og gasudvinding og eksport.
Rusland bruger desuden Syrien som udsalgsvindue for at sælge russisk militærisenkram til de øvrige arabiske lande. De aftager en femtedel af Ruslands våbenproduktion. Russisk tilstedeværelse i Syrien giver også Kreml en fordelagtig nærhed til den syriske olie- og gasudvinding og eksport. Foto: Mikhail Klimentyev/Ritzau Scanpix.

Det begyndte som et folkeligt oprør i marts 2011. En syrisk spejling af det, der var sket i Tunesien, i Egypten og Libyen, som blev kendt som det arabiske forår. En håndfuld skolebørn i en fjern sydsyrisk by, der skriblede nogle ord mod Assad-regimet på en skolemur, blev arresteret og tortureret for det. Det blev dråben, der gav hundredtusinder syrere mod til at gå på gaden og kræve frihed og demokrati.

Over en halv million mennesker er blevet dræbt siden. De sårede på legeme og sjæl bliver ikke mere talt. Millioner er flygtet, inden- og udenfor Syriens grænser. Byer, der engang var pulserende handelsknudepunkter og nogle af Mellemøstens smukkeste kulturvartegn, ligger i ruiner. Ingen har vundet. Alle har tabt. I kulissen venter nu de, der vil tjene på genopbygningen.

”Det er en tragedie, og den har varet i syv år. Alle blander sig i Syrien. Det er ikke længere en borgerkrig, det er reelt en global krig, der udkæmpes i Syrien. I dag er alle; russerne, iranerne, tyrkerne og amerikanerne i Syrien, ikke for at beskytte civilbefolkningen, men udelukkende af egeninteresse,” forklarer den israelske syrienforsker Elizabeth Tsurkov, der er tilknyttet den humanistiske tænketank The Forum for Regional Thinking.

Siden 2013 har iranske militærrådgivere sammen iransk-kontrollerede shia-muslimske fremmedlegionærer og den iransk finansierede libanesiske Hizbollah-milits bakket op om Bashar al-Assads styre. Og siden efteråret 2015 er også russiske fly blevet sat ind i Syrien. Sammen har Teheran og Moskva reelt reddet Assads diktatoriske regime fra diverse oprørsstyrker.

Iran har nu mindst 10 militærbaser i Syrien. Tre af baserne er såkaldte overvågningsbaser, en ved Aleppo og to syd for Damaskus-området nær den israelsk besatte del af Golan-højderne.

”Iran har opdaget, at det faktisk er muligt at fastholde en front imod Israel, uden krig og uden fred,” siger den danske Iran-forsker Ali Alfoneh fra den amerikanske tænketank Atlantic Council til New York Times.

Og det er derfor – for at presse Israel – at de iranske soldater ikke er blevet trukket hjem, forklarer Alfoneh. Iranerne bliver desuden i Syrien for at sikre sig en åben (våben)forsyningsrute via Irak og Syrien til Hizbollah i Libanon.

I december sidste år rejste den russiske præsident, Vladimir Putin, til Syrien for at takke de russiske soldater dér for deres indsats med at holde Assad ved magten og for at ønske dem en behagelig hjemrejse. Men heller ikke de russiske tropper er taget hjem. De er nu fast forankret i Syrien med deres flybaser og i den udvidede russiske flådehavn i Tartus. Det sker for at pleje Ruslands helt nære interesser: at have flåden i Middelhavet og fortsat at levere våben til Assad.

Rusland bruger desuden Syrien som udsalgsvindue for at sælge russisk militærisenkram til de øvrige arabiske lande. De aftager en femtedel af Ruslands våbenproduktion. Russisk tilstedeværelse i Syrien giver også Kreml en fordelagtig nærhed til den syriske olie- og gasudvinding og eksport. Og ikke mindst er Rusland på pletten, når genopbygningen af Syrien en dag skal til at begynde.

USA’s præsident, Donald Trump, har til dels arvet den amerikanske Syrien-politik fra sin forgænger Barack Obama. USA har bevæbnet og ydet militærtræning og rådgivning til de kurdiske væbnede styrker, YPG, som nu indgår i den kurdisk-arabiske koalition, De Syriske Demokratiske Styrker, SDF. De styrker, der er under kurdisk kommando, har nedkæmpet Islamisk Stat og blandt andet indtaget IS’s hovedby Raqqa. Men i dag er Washington især optage af at diskutere, hvordan USA kan omsætte denne strategiske indsats og støtten til kurderne til at få amerikansk indflydelse på en fremtidig fredsplan for Syrien.

Trump vil udnytte den territoriale kontrol, kurderne har over cirka en fjerdedel af Syriens territorium, til at presse Assad til indrømmelser i de fredsforhandlinger, der foregår i FN-regi, fremgår det blandt andet af det amerikanske udenrigstidsskrift Foreign Affairs.

Men USA har et problem i Syrien: Tyrkiet. En Nato-allieret, hvis interesser omkring kurderne i Syrien er de stik modsatte af USA’s. Tyrkiet fører i øjeblikket en militæroperation under navnet Operation Olivengren, hvor tyrkiske styrker sammen med allierede syrisk-arabiske militser kæmper dybt inde i det nordlige Syrien. Tyrkiet forsøger at forhindre kurdisk kontrol med Syriens nordlige grænse til Tyrkiet. Derfor vil Tyrkiet erobre den kurdiske enklave Afrin fra de kurdiske YPG-styrker, som USA støtter. Tyrkiet betragter YPG som en udløber af det i Tyrkiet bandlyste Kurdiske Arbejderparti, PKK.

Den 8. februar opstod et andet problem. Noget, der lignede den største stormagtskonfrontation siden den kolde krig. Amerikanske medier beskrev, hvordan amerikanske specialstyrker i en SDF-base under kurdisk ledelse nær byen Deir al-Zor, havde nedkæmpet en pro-Assad-offensiv og tilsyneladende dræbt over 100 russiske lejesoldater. Det tyske nyhedsmagasin Der Spiegel har siden efterforsket slaget: Offensiven mod basen blev anført af lokale arabiske militser, der støtter Assad. De russiske lejesoldater, der rigtig nok også er i området, deltog ikke i offensiven. Alligevel blev 10-20 russere dræbt sammen med mere end 200 syriske, irakiske og lokale militssoldater, konkluderer Der Spiegel.

”Situationen i Syrien er kaotisk. Langt de fleste almindelige syrere er trætte. De ønsker sig bare, at krigen skal holde op,” siger den israelske syrienforsker Elizabeth Tsurkov, der dagligt er i kontakt med tusinder af syrere over de sociale medier.

Syrerne ønsker sig demokrati og ved, at det ikke er mulighed, tilføjer hun.