Prøv avisen

Syriens nye revolution: I Jinwar har kvinder fundet et helle, hvor mænd ikke har noget at sige

I overført betydning har kvinderne i Jinwar erklæret krig mod regionens patriarkalske normer. På kurdisk betyder Jinwar ”kvindernes land”, og den ligger blot 240 kilometer nordøst for Islamisk Stats tidligere hovedby, Raqqa. – Alle fotos: Thea Pedersen.

Otte års krig og fire års kvindefjendsk kalifat lakker mod enden. Men i Syrien er et nyt oprør brudt ud. I kvindebyen Jinwar trodser krigsenker, voldsramte husmødre, IS-slaver og idealistiske feminister de patriarkalske normer, religiøse traditioner og truende naboer, der gør hver dag til en kampdag

I fysisk form strækker revolutionen sig over grønne idylliske marker og står bøjet i farverigt jern over indgangsporten: ”JIN” på en låge. ”WAR” på den anden. Vidste man ikke bedre, kunne man forledes til at tro, at indbyggerne er gået i krig mod det omkringliggende samfund.

På sin vis er det korrekt. Men på kurdisk betyder Jinwar ”kvindernes land”. Og selvom indbyggerne i dag vil marchere og kortvarigt indtage gader og stræder i hovedbyen Qamishlo i det nordlige Syrien for at markere kvindernes internationale kampdag, er deres oprør et fredeligt et af slagsen. Så længe det varer.

For beliggende kun 240 kilometer nordøst for Raqqa, Islamisk Stats hovedstad i det nu hedengangne kvindefjendske kalifat med en syrisk diktator fortsat ved magten og en tilsvarende stadig mere totalitær tyrkisk nabo endnu tættere på, kan indbyggerne kun håbe på det bedste og frygte det værste.

Men det er ikke kun derfor, at kvinderne i Jinwar er begyndt at få våbentræning og har vagter i rotation 24 timer i døgnet. For i et traditionelt mandsdomineret samfund kan fjenden ofte vise sig at være dem, der er allertættest på.

”Jeg forsøgte mange gange at komme til møderne og få en plads i denne revolution. Men på det tidspunkt var det rigtig svært for mig på grund af min mand,” siger Siham Ali, der er 39 år.

Som en af Jinwars pionerer måtte hun i begyndelsen finde på undskyldninger for at kunne forlade hjemmet. Hendes mand brød sig ikke om, at hun deltog i opbygningen af kvindelandsbyen: ”Hvad vil du der? Hvorfor? Det er ikke en opgave for en kvinde som dig! Det kan slet ikke lade sig gøre,” lød det, hver eneste gang hun ville ud ad døren.

Har deltagerne i dagens kvindemarch ikke taget samme opgør som Siham Ali, er det derfor kun dem, der har fået lov, som deltager. Efter tilladelse fra deres mand, bror eller søn.

”Kvinder får en anden stemme ved at komme her. For i Syrien kan de fleste ikke foretage sig noget uden mændenes tilladelse. Mange vil så gerne besøge os, men de får simpelthen ikke lov. Selv på kvindernes kampdag, hvor mange klæder sig fint på, må de blive hjemme,” siger den 39-årige Siham Ali, mens hun hiver en pakke cigaretter frem fra sine militærbukser.

Hun overhørte dengang tydeligvis selv alle sin mands formaninger. For det, der startede som simpel nysgerrighed, voksede for hvert møde med de andre kvinder til en dybfølt forpligtelse. Til at være en del af, hvad der i dag betegnes som en ægte kvindelig revolution. Udtænkt og undfanget som en helt unik landsby i et lille hjørne af det nordøstlige Syrien.

”Jeg gjorde, hvad jeg selv ville. I dag kommer min mand her også,” kvitterer Ali med sit smukke, smittende og slet skjult triumferende smil.

Kristeligt Dagblad står på okkuperet jord reelt tilhørende præsident Bashar al-Assads regime. Men under den krig, der i den kommende uge har stået på i otte år, har styret haft for travlt med at bekæmpe først et demokratisk oprør og siden et islamisk kalifat, hvorfor jorden nu er annekteret af den halvautonome kurdiske region, der går under navnet Rojava.

Det er her, vi bydes velkommen med varme kram, duftende frokost og kvinder iklædt alt fra militærbukser, Converse- gummisko og hijab til små clutch-håndtasker og arbejdshandsker. Og det står hurtigt klart, at det ikke kun er påfuglen, som den 27-årige Nojin er i gang med at male på husmuren, der afspejler en bred og broget palet af farver.

”Byen er åben for alle uanset alder, etnicitet og religion. Muslimer, armeniere, assyrere, kristne, yazidier. Man må gerne dyrke sin religion, men det skal ikke udgøre fundamentet,” forklarer Nojin, som viser rundt og afslører, at selv de arabiske og kurdiske børn i starten skulle vænne sig til at lege sammen.

Hun kommer oprindeligt fra Tyskland, men vil af sikkerhedshensyn kun vil have sit kurdiske navn i avisen. Også flere andre af de kvinder, Kristeligt Dagblad møder i Jinwar, ønsker kun at stå frem ved fornavn.

”Jinwar er en økologisk by for kvinder og kvinders friheder,” tilføjer Heval Rumet, som var med, da første spadestik til byen blev taget i 2016 før den officielle åbning sidste år.

”Kvinder har brug for dette sted. Så vi kan være frie. Det er nødvendigt i denne region og i disse tider,” siger hun og berører dermed den eneste nuance, der mangler i diversitetspaletten: Den mandlige.

I Jinwar er mænd nemlig ”haram”, forbudt. Mellemøstens dominerende køn er forment adgang til landsbyen, medmindre de har et lovligt ærinde. Som eksempelvis de håndværkere, der arbejder på matriklen. Men mest af alt – og nedfældet i Jinwars manifest – har mænd ingen bestemmelsesret eller indflydelse overhovedet.

Dannelsen af det kurdiske selvstyreområde Rojava, der er funderet på sociale, sekulære, kulturelle friheder og ligestilling, blev startskuddet til et oprør mod generationers patriarkalske dogmer og traditioner.

”Vi ønsker ingen mænd her. Livet er bare bedre uden,” lyder det også fra den 42-årige Gihan Derwish omkring frokosten, før hun flækker af grin og en anden i mængden tilføjer, det nok er bedst, hvis avisens mandlige tolk lukker ørerne.

”Nej, nej, vi er selvfølgelig lige gode, og han bør netop lytte med,” ler Gihan Derwish igen, før hun anlægger en alvorlig mine:

”Jeg har set mange kvinder blive slået og udsat for mange dårlige ting. De er ikke frie og altid i deres mænds kontrol. Men kvinder kan alt. Der er ingen forskel på os og mænd. De kæmper måske ved frontlinjen. Men kvinder har kæmpet længe før, at de overhovedet nåede dertil.”

Gihan Derwish er en af Jinwars ”jordemødre”. En veteran, der har været med fra starten og dagligt kommer for at bygge, slæbe, planlægge, lave mad og helt klart for at sludre. Men hun skal ikke selv flytte ind i et af byens 30 huse med plads til i alt 200 kvinder og børn.

”Jeg kommer for at støtte kvinderne, og havde jeg ikke selv en mand, så ville jeg bo her. Men hjemme hos os er det også mig, der bestemmer,” griner hun igen.

I og for sig er Jinwar fortsat en nyfødt jomfru. Malingen er stadig våd, de nyplantede æbletræer knap sprunget ud, og kun 12 huse har fået beboere.

”Vi har sået agurker, vandmelon, peberfrugter og squash her til morgen. Bageriet blev færdigt for et par dage siden, alt er klar til kloaksystemet, og hønsehuset lige bygget,” forklarer Nojin, der er tysker og med sit engelske officiel talskvinde.

Men på længere sigt skal Jinwar være en økologisk landsby og leve af egne afgrøder og nybagt brød både internt og via salg på det lokale marked. Så selvforsynende, at der under frokosten, som i mellemtiden er blevet til kaffebord, er råd for selv den manglende mælk.

”Jeg kan gå ned og malke et af fårene,” tilbyder den 37-årige Razya Seno.

Ideologisk skal de selvforsynende ambi- tioner underbygges af kvindelig bevidsthed og selvstændighed. På et netop færdigbygget såkaldt akademi skal kvinderne lære om demokrati, psykologi, økologi, dyrevelfærd og jineologi, den kurdiske lære om kvinder. Senest er køretimer dog blevet det mest populære tiltag i landsbyen.

Med andre ord er der tænkt på alt. Skole, sundhedsklinik og sågar beskyttelsesrum og en flugttunnel, hvis eksempelvis Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, gør alvor af truslen om at eliminere de kurdiske ”terrorister” langs grænsen.

”De fleste kommer allerede fra krigsramte områder. Senest fra IS-højborgen i Deir Ezzor, hvor de kæmper i Baghouz. Men det er truslen fra Tyrkiet, vi frygter mest, når USA trækker sig ud af Syrien. Mange har ikke andre steder at tage hen,” opridser Nojin.

Det gælder eksempelvis den 25-årige Dicle. Hun er flygtet fra Damaskus, gift og har tre børn med en voldelig, utro mand, der forbyder Dicle at se sine børn. Den slags fortællinger er en klassiker på disse kanter, lader rundbordssnakken forstå.

”Hun kom for at arbejde, men fandt hurtigt ud af, at hun kunne få et nyt liv her uden at skulle bo med sin mor og søskende,” siger Nojin.

Den 38-årige Azaz har fire børn med en politimand, som blev dræbt i et bombeangreb i Qamishlo. Hun var en af de første indbyggere i Jinwar, mens 20-årige Falak kun har boet her fem dage: Tvangsgift som 15-årig og skilt for ni måneder siden blev Jinwar, som hun hørte om på tv, hendes redning som enlig, ung mor. Det blev landsbyen også for den 40-årige Melka og hendes teenagedatter. De er yazidier, et religiøst mindretal, der af jihadisterne stemples som djævletilbedere, og kommer oprindeligt fra Sinjar i Irak, men er senest sluppet fri fra IS’ slavebånd i Deir Ezzor. Angiveligt med en historie så grum, at detaljerne forbliver i fortiden, og de ikke kan vende retur til deres irakiske hjemby, hvor IS begik et folkedrab på yazidierne i 2014.

Og så er der de kvinder, Kristeligt Dagblad ikke kan nævne. Fordi de lever i skjul. På flugt fra deres egne familier.

”Nogle forhindres i at komme her. Familierne vil ikke tillade det. Andre bor her hemmeligt, fordi de ellers vil blive ofre for æresdrab,” forklarer Nojin.

Usædvanligt for hendes alder har den 38-årige Zainab aldrig været gift eller fået børn. Var det ikke for Jinwar, var hun tvunget til at bo med sin bror og svigerinde.

”I denne kultur er det normalt at bo med sin familie. Især som kvinde. Men her kan vi for første gang bo alene og skabe vores eget liv uden at blive udskammet eller afvist af samfundet,” siger hun.

I dag er Zainab chef for fælleskøkkenet. Det er også hende, der har bygget den traditionelle udendørs stenovn, tanoor. Men selvom de mænd, der hjælper med opbygningen, ved, at de skal underlægge sig kvindernes regler, er de kønsmæssige roller ikke sådan lige til at udviske. Nogle af dem er her som undskyldning for at holde styr på deres revolutionære koner, hviskes det.

”Samarbejdet går for det meste rigtig godt. Mændene kan godt være skeptiske, men de accepterer stedet og støtter faktisk op om kvinderne. Men der opstår også mekanismer, hvor de vil bestemme eller rådgive, selvom vi ved præcis, hvordan man gør. Eksempelvis var der én, som blandede sig i Zainabs byggeri af ovnen. Selvom hun har bygget en tidligere og bagt brødet i 10 år, og han ikke anede, hvordan den skulle bygges. Det er en attitude, vi kæmper med,” forklarer Nojin.

Zainab, der er iklædt traditionel islamisk klædedragt, slør og kondisko og clutch, føjer alvorligt til:

”Jeg har bygget hele den ovn selv, og jeg behøver ikke andre til at hjælpe mig. Ingen skal overhovedet blande sig i det!”.

I Jinwar bydes man velkommen af store smil, kram og frisklavet frokost, som nogle af byens ildsjæle, Siham Ali, Razya Seno og Gihan Derwishs, serverer.
Den 39-årige Siham Ali måtte i begyndelsen ikke deltage i Rojavas kvindelige revolu-tion for sin mand. Nu kommer han selv i byen for at hjælpe til, fortæller hun grinende.
"Ingen skal blande sig i, hvordan jeg laver min stenovn," slår 38-årige Zainab fast her foran resultatet, der ikke blev bygget uden problemer med de lokale mænd. Foto: Thea Pedersen.